Sofia, Dorte og Pernille står i front politisk: ”Vi skal give kvinder en tro på, at de er lige så stærke kandidater som mændene”

”Tre timer til interview og foto er altså lang tid at afsætte midt i en valgkamp”, konstaterer Pernille Rosenkrantz-Theil med et glimt i øjet, da hun træder ind ad døren for at mødes med de to andre borgmesterkandidater, Dorte West og Sofia Osmani.

Pernille Rosenkrantz-Theil har taget afsked med Christiansborg for at kaste sig ind i kommunalpolitikken som overborgmesterkandidat i København – et på gensyn til national politik til fordel for det nære og lokale. 

LÆS OGSÅ

Morten Papes mor ringede grædende efter at have læst 'Planen' – så sagde hun noget, der overraskede ham

Han blev kendt for at blotlægge sin barske barndom i Urbanplanen, hvor hans mor fik en helterolle. Nu har Morten Pape skrevet en roman baseret på sin mors historie, og i den proces blev han nødt til at røbe en mørk familiehemmelighed, han havde holdt på i otte år. Med den effekt, at han fik udløst en ny, chokerende hemmelighed.

Og den ildhu er velkendt for de to andre kvinder i rummet: Dorte West sidder nemlig allerede som borgmester i Herning Kommune, og Sofia Osmani har samme post i Lyngby-Taarbæk.

Trods travlhed og kampagneplaner op til kommunalvalget har de alle fundet tid til at sætte sig sammen og have en fælles samtale om lederskab, køn og demokratisk ansvar. Hvordan er det at stå i front som kvinde i politik? 

Hvad driver dem og holder dem fast? Og hvorfor er det så afgørende, at flere kvinder engagerer sig i demokratiet, netop nu?

Sofia: – Jeg har været borgmester i snart 12 år, og jeg har aldrig haft lyst til at smide håndklædet i ringen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt tænke midt i en valgkamp som nu: Hvorfor gør jeg det her? Det er benhårdt at stå så synligt frem og skulle stå på mål for alt, hvad der sker i kommunen. Jeg plejer at sammenligne det lidt med en fødsel. 

Når man står midt i det, tænker man: Det her gør jeg aldrig igen. Men i samme øjeblik man står med den lille vidunderlige baby i armene, så ved man, at det var det hele værd. Sådan har jeg det også med valgkampe. Undervejs kan det føles uoverskueligt, men når stemmerne er talt op, og man mærker den opbakning og tillid fra vælgerne – så ville jeg gøre det igen uden tøven. 

Man glemmer næsten, hvor hård valgkampen var, når først den er overstået.

Om at være kvinde i politik …

Pernille: – Jeg er ikke vokset op med, at jeg som kvinde skal tage ansvar for den gode stemning eller opføre mig på en bestemt måde. Derfor har jeg også altid haft en naturlig forventning om, at jeg har ret til en plads ved bordet – på lige vilkår med alle andre. 

Men da jeg trådte ind i politik for 20 år siden, gik det hurtigt op for mig, at man som kvinde ikke altid bliver taget seriøst. Det gælder ikke kun unge kvinder – det rammer på tværs af alle aldre. Der er sket meget i forhold til ligestilling siden dengang, men vi er ikke i mål. 

Jeg kan stadig mærke det på lang afstand, hvis jeg sidder overfor en mand, der i udgangspunktet ikke lytter, når jeg – eller en anden kvinde – taler. Gennem min karriere har jeg flere gange taget mandlige kollegaer med til møder, fordi budskabet ganske enkelt blev taget mere alvorligt, når det var ham, der sagde det højt. 

Sådan er det bare. Men forskellen i dag er, at vi kvinder har fået så allerhelvedes meget magt, at de mænd, der stadig ikke forstår ligestilling, får det sværere og sværere. 

Hvis jeg opdager, at en mand ikke ser mig som ligeværdig, så får han aldrig min opbakning. I politik er vi afhængige af vores alliancer – og jeg indgår ikke aftaler med nogen, der ikke anerkender mig som lige.

Dorte: – Jeg har ikke oplevet det i samme grad, og for mig personligt betyder det ikke så meget, om man er mand eller kvinde i politik. Det er ikke noget, jeg går og mærker i hverdagen. Men der har da været situationer, hvor jeg har tænkt: Ville man have spurgt mig om det samme, hvis jeg var en mand? Eller omtalt mig på samme måde? 

Da jeg trådte til, hørte jeg f.eks. meget om, hvorvidt jeg kunne udfylde den tidligere borgmesters sko. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om en potentiel mandlig arvtager for mig vil blive mødt med den samme slags spørgsmål.

Sofia: – Da jeg startede som borgmester, var det spørgsmål, jeg fik flest gange, om jeg kunne håndtere jobbet, nu hvor jeg også var småbørnsmor. 

Nøj, hvor er jeg blevet spurgt om det mange gange. Og ærligt – jeg synes faktisk, det er et fair spørgsmål. Men kun hvis mændene får det samme. For det er svært at balancere et krævende job og et familieliv med små børn. 

Det gælder for alle – men det er næsten altid kvinderne, der bliver spurgt. Og det siger jo noget om, at vi stadig ikke helt er i mål, når det kommer til ligestilling.

Dorte: – Hvis jeg skal nævne en situation, hvor jeg blev lidt kvindebashet, så var det kort efter, jeg var blevet valgt som borgmester. Jeg skulle deltage i en paneldebat i radioen, og inden vi gik live, sagde værten til mig, at han nok skulle begynde blidt. 

Da mikrofonerne så blev tændt, præsenterede han mig og nævnte, at jeg på sociale medier havde delt, at jeg interesserer mig for fodbold. Og så stillede han mig spørgsmålet: Hvad blev resultatet af FC Midtjyllands seneste udebanekamp? 

Jeg kunne tydeligt mærke, at han håbede, jeg ikke kunne svare – at det ligesom ville afsløre, at jeg bare ”legede”, at jeg gik op i sport. Men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg syntes, det var ret tarveligt. 

Sport og kultur er en vigtig del af vores kommune, og det interesserer mig både som menneske og som borgmester.

Om at få flere kvinder ind i politik …

Dorte: – Jeg synes, vi skal tale mere om, hvordan vi får flere kvinder ind i politik. Jeg har brugt rigtig lang tid på at samle et kandidathold til årets valg, og nu er en tredjedel af dem, der stiller op for mit parti i kommunen, kvinder. 

Men jeg bruger også rigtig meget tid på at overbevise de kvindelige kandidater om, at de har kompetencerne til at sidde i byrådet – at de sagtens kan spille en vigtig rolle som politikere. 

Vi skal blive bedre til at give kvinder den tryghed og tro på, at de er lige så stærke kandidater som mændene.

Sofia: – Ja, vores største udfordring er at få flere kvinder til at tage springet og tro på, at de kan klare det – også selvom de aldrig har prøvet det før. Vi skal sprede en større Pippi Langstrømpe-mentalitet, så flere får lyst til at deltage. 

Især fordi jeg ikke synes, det er så hårdt at være kvinde i politik, når man først er kommet ind. I nogle situationer har vi faktisk en fordel, fordi vi er så få, synes jeg – det giver os en særlig stemme.

Pernille: – Det er jeg ikke enig i. Det er selvfølgelig på mange måder blevet nemmere at være kvinde i mødelokalerne, men der er altså stadig langt igen. Og hold nu op, hvor kan det være hårdt på nettet. Da jeg var i starten af 20’erne, kørte medierne f.eks. en konkurrence om at finde ”valgets babe”. 

Kvindelige politikere skulle stille op og spille lækre, og det sagde jeg fra overfor, hvilket skabte forargelse. Jeg blev stemplet som værende feminist – og jeg kan love jer for, at jeg er feminist. Jeg vil vurderes på mit arbejde og ikke mit ydre, men jeg får stadig dagligt beskeder fra fremmede, der kritiserer mit køn og mit udseende. 

LÆS OGSÅ

Da Lisa Nilsson blev skilt, forstod hun pludseligt sine forældre meget bedre

Som fire-årig blev Lisa Nilssons forældre skilt. Da hun selv blev skilt fra sine børns far, kunne hun bruge sin personlig erfaring til at gøre tingene, som hun ville have ønsket, at hendes forældre havde gjort det.

Det eneste, der ændrer sig, er, at seksualiseringen aftager med alderen, og det er utrolig behageligt. Man skal virkelig glæde sig til at få rynker, for så slipper man for alt det dér.

Sofia: – Det lyder voldsomt, men jeg tror også, du oplever det i højere grad, fordi du har været en landskendt politiker og har været langt mere eksponeret end os andre. Jeg synes også, det er både frustrerende og nedværdigende, når jeg bliver omtalt som politikeren med dådyrøjne, men når det kun sker en gang imellem, er det trods alt lettere at ryste af sig. 

Generelt er kritik en del af pakken, når man går ind i politik. Man kan ikke gardere sig mod at blive upopulær. Har du kant, bliver du beskyldt for ikke at være rummelig nok. Er du rummelig, mangler du kant. 

Samler du folk, er du for svag til at stå fast – og er du stærk og egenrådig, så er du pludselig ikke samarbejdsvillig. Det er en balance, man aldrig helt vinder.

Pernille: – Jeg tror bare, vi er nødt til at stoppe op og tænke over, hvad det her betyder for vores demokrati. For helt ærligt – jeg forstår godt, at der er kvinder, der vælger ikke at stille op, når man ser, hvad de skal lægge øre til på nettet. Det er jo dybt problematisk. 

Det burde være sådan, at man trygt kan tage del i demokratiet og kæmpe for det, man tror på, uden at det medfører trusler, chikane eller offentlig tilsvining. Det skal ikke være en del af prisen for at engagere sig.

Om demokratiet på sociale medier …

Pernille: – Jeg kommer fra en familie, hvor folk har meget forskellige holdninger, så jeg har aldrig opfattet det som et problem, at andre er uenige med mig. Mine familiemedlemmer stemmer både blåt og endnu rødere, end jeg selv gør, så jeg er vant til at sidde om et bord, hvor ikke alle deler den samme opfattelse af verden. 

Og det er jo netop noget af det smukke ved demokratiet: At vi kan være dybt uenige og alligevel tage del i samtalen, fordi vi alle – på hver vores måde – vil skabe et bedre samfund. Vi er bare uenige om, hvad ”bedre” betyder. Men i takt med at de sociale medier er vundet frem, er det også blevet sværere at have en fornuftig politisk samtale. 

Mange af dem, der sviner til i kommentarsporene, ville aldrig sige det samme højt i virkeligheden – for hvis de gjorde, ville nogen nok sige fra og minde dem om, hvordan man taler til andre. På nettet mangler den sociale modstand. 

Jeg kunne godt ønske mig, at der var flere, der gik ind og skrev positive tilkendegivelser på sociale medier, så det ikke bliver en overflod af dårligdom. Skriv, at det lyder spændende, eller at du er enig – eller bare giv et like. Hvis jeg stod i et forsamlingshus, ville jeg få både ros og kritik, men der ville være en ordentlig tone og en fornemmelse af fælles ansvar. 

Det ansvar forsvinder ofte online – og det er et problem.

Sofia: – Der er ofte folk, der kommer hen til mig og siger, at de synes, jeg er tålmodig og rummelig, når jeg får urimelige kommentarer på sociale medier. Og det er virkelig sødt sagt – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det havde været endnu bedre, hvis de havde skrevet det i selve kommentarsporet. 

Vi har brug for flere, der siger fra, når tonen bliver skæv. Men jeg tror, mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at tiltrække negativ opmærksomhed. Og det er et problem for demokratiet, hvis folk ikke tør blande sig i samtalen. Det ender ofte med, at det kun er de kritiske stemmer, der bliver hørt. Så når man læser kommentarsporene, kan det føles som om, alle er vrede. 

Men det passer jo ikke. Mange, der faktisk er enige eller tilfredse, får bare ikke skrevet det – og det betyder, at de, der råber højest, sætter tonen. Det er ikke et sundt debatklima.

Dorte: – Det var også en af mine overvejelser, inden jeg blev borgmester, om jeg egentlig havde lyst til at være så offentlig med mine holdninger. 

For der skal træffes svære beslutninger – beslutninger, der har stor betydning for mange mennesker – og i politik deler man ofte vandene. Derfor er det også nødvendigt at kunne stå fast og skære igennem. Men det betyder også, at dine holdninger bliver meget synlige, og hvis nogen er uenige, kan du hurtigt blive en skydeskive. 

Den synlighed skal man tage seriøst. Jeg kan godt håndtere kritik, så længe det ikke bliver personligt. Det er helt fair, at folk er uenige i mine beslutninger, men når det bliver til anklager om, at jeg mangler medfølelse eller er et dårligt menneske, så påvirker det mig.

Sofia: – Ja, jeg bliver også påvirket, når nogen skriver, at jeg mangler empati eller er et ubehageligt menneske. Det tror jeg faktisk ikke, man kan opbygge en hårdhed overfor – og det skal man heller ikke. 

For i det øjeblik, de kommentarer ikke længere rører os, så er vi måske ikke længere egnede til jobbet. Empati og forståelse er helt grundlæggende, når man skal træffe beslutninger på andres vegne. Som politikere skal vi kunne stå på mål for vores valg, og folk må gerne være direkte i deres måde at tale til os på – så længe det foregår i en ordentlig samtale og ikke ender i personlig mudderkastning.

Om at være den gode leder …

Dorte: – Da jeg blev borgmester for fire år siden, var jeg nået til et sted i mit politiske arbejde, hvor jeg følte, at jeg havde erfaringen til det. Men jeg ser ikke mig selv som et magtmenneske – det har aldrig været drivkraften. 

Jeg gik ikke ind i politik med en ambition om at blive borgmester. Men da bolden blev kastet i min retning, kunne jeg enten gribe den eller sende den videre. Og så tænkte jeg: Hvorfor skulle jeg ikke kunne være den, der løfter det ansvar? Hvorfor ikke mig? 

Jeg har altid engageret mig i det nære.

Jeg har siddet i bestyrelser i mine børns dagpleje, børnehave og skole. Jeg har været aktiv i idrætsforeninger og som spejderleder. Det samme har mine forældre gjort, så jeg er vokset op med ideen om, at man skal tage del i fællesskabet – og det er jo i virkeligheden også en form for lokalt demokrati. 

Vi kender alle de forældremøder, hvor der skal vælges et nyt forældreråd, og hele lokalet bliver stille, mens alle kigger ned i bordet. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud. 

LÆS OGSÅ

Da Anne Dorte Michelsen var i sit livs krise, søgte hun tilflugt et helt særligt sted

Man finder oftest sin vej gennem en livskrise, og det gjorde sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen også. Især ét sted fandt hun heling, fortæller hun i Hjemmet.

Mange har meninger om, hvad der burde være anderledes, men få melder sig, når der skal handles. Sådan én er jeg bare ikke. For mig er det helt utroligt meningsfuldt at tage ansvar for det område, man bor i – og være med til at sætte retningen for, hvor det skal hen. Lokalpolitik handler netop om dét. 

Det er dér, man har reel indflydelse, fordi beslutningerne bliver mærket lige uden for ens egen hoveddør.

Pernille: – Jeg er helt enig. Vi bliver nok alle drevet af at forandre ting. Det er jo det, det hele handler om, og hvis jeg en dag begyndte at opleve, at jeg ikke længere kan dét, så vil jeg nok heller ikke synes, det er sjovt længere. Hele motivationen ligger i at skabe en bedre hverdag for andre.

Sofia: – At være en god leder i politik er også noget helt andet end at være det i erhvervslivet, skal man huske på. I det private kan man hyre og fyre, som man vil – men i politik får man tildelt sit hold, fordi vi er folkevalgte. Og som borgmester kan man ikke bestemme det hele, fordi hvert byrådsmedlem har sit eget mandat og kan stemme, som de vil. 

Så det handler om at skabe retning og give andre medejerskab. Derfor er det vigtigste som borgmester næsten at skabe en god arbejdskultur. For uden tillid og samarbejde er det nærmest umuligt at forhandle sig frem til god politik. 

Da jeg tiltrådte som borgmester i 2014, overtog jeg en kommunalbestyrelse med en historisk dårlig arbejdskultur. Tilliden var væk, og ingen stolede på hinanden. Så mit første store arbejde var at skabe et sundt arbejdsmiljø og gå forrest med en ordentlig tone. For hvis ikke politikerne kan samarbejde, så fungerer intet.

Dorte: – Det kræver, at man kan lytte til andres argumenter og er villig til at justere sin egen position. Man må ikke være for stolt eller insistere på, at det kun er ens egen vej, der gælder. Politik handler jo om kompromiser og fælles løsninger.

Sofia: – I byrådssalen tæller borgmesterens stemme præcis lige så meget som et menigt byrådsmedlems, men du har som borgmester en øget adgang til information, og det er en form for magt. Men når jeg møder forældre med små børn, der siger: ”Se, det er borgmesteren – det er hende, der bestemmer”, så er sandheden, at det også er forældrene, der bestemmer. Det er jo vælgerne, der sætter os i de her poster. 

Der følger selvfølgelig både indflydelse og ansvar med borgmesterposten, men i sidste ende handler det ikke bare om at bestemme – det handler om at repræsentere.

At lytte, samle og tage ansvar.