Morten Papes mor ringede grædende efter at have læst 'Planen' – så sagde hun noget, der overraskede ham

Når Morten Pape som barn kom hjem fra skole, var han rædselsslagen. Han turde næsten ikke trække vejret, og han stoppede op på vej ind ad døren, så ned i gulvet og ventede. 

Ventede på et livstegn. 

LÆS OGSÅ

Mathias deler barslen ligeligt med sin kone: ”Det er ikke ferie – det er benhårdt arbejde”

Fædrene er blevet spillet mere på banen med den øremærkede barsel – men Mathias valgte at udvide og tage halvdelen på sine skuldre. Det har ført til alt fra mindre amning, nemmere putning og hudmæthed til mental load og mindeværdige momenter mellem far og Sol.

En lyd, en bevægelse, der kunne fortælle ham, at hans mor ikke havde gjort alvor af den sætning, som hun jævnligt i sine depressioners mørke slyngede i hovedet på ham og hans to mindre søskende: ”Hvis jeg ikke havde jer, så havde jeg sgu for længst hængt mig i gardinstangen!”.

At moren ikke valgte at gøre alvor af sin trussel, har altid gjort hende til en helt i Mortens øjne. Det har han fortalt i sine prisbelønnede romaner om den hårde opvækst i Urbanplanen på Amager og i de mange foredrag, han har været ude og holde om sit liv og sine bøger. 

Men i 2024 fik han en besked, der gjorde, at han var nødt til at revidere synet på sin mor.

Morten er aktuel med romanen 'Månebarn', der netop handler om hans mors og hans mormors historie. Han kalder bogen en tvillingeroman til 'Nøglebarn', der udkom i 2024, hvor familiehistorien blev fortalt med fokus på farens familiehistorie og det forliste forhold, Morten har til ham.

– 'Månebarn' tager udgangspunkt i min Bedstes liv og dermed i min mors barndom. Den handler også om den meget svære depression, der ramte min mor, da jeg var omkring 11 år gammel, og som dybest set gjorde hende livsinvalideret og suicidal, hvilket selvfølgelig besværliggjorde tilværelsen som enemor med tre børn. 

Det er en fortælling om mødre og døtre, som er rundet af vold og forskellige former for undertrykkelse, og det er en undersøgelse af, hvordan det har påvirket dem i livet og i deres evne til at være mødre.

Hvorfor har du helt overordnet et behov for at skrive om din slægt?

– Der findes nogle psykologiske teorier, der handler om, at mennesket på en eller anden måde søger sit eget mørke i håb om at lære at tøjle og mestre det. 

Jeg har på nærmeste hold set og oplevet mine to tætteste omsorgspersoner, min far og min mor, på hver deres måde gå til grunde. Det har jaget en eksistentiel skræk i livet på mig, for jeg også har set, hvor lidt der skal til, for at et udadtil velfungerende menneske går i opløsning.

Så det har du været bange for?

– Det har jeg været bange for, ja. Det føles lidt som om, jeg har et anker i en mørk fortid, som jeg har brug for at kappe af for at kunne sejle videre. 

Jeg nærmer mig 39 år, og det kunne være dejligt at give helt slip på det anker. Jeg tror, jeg stirrer ind i mit slægtsmørke for at forstå det hele i en bredere sammenhæng og skala og for at se det mørke, jeg frygter, i øjnene. Ved at skrive prøver jeg at blive klogere end mine følelser. 

Klogere end min frygt for det, der måske i virkeligheden ikke er realistisk. Det var f.eks. først sidste sommer, jeg kunne slippe den fattigdomsangst, jeg har haft hele livet.

Hvordan har den angst manifesterer sig?

– Jeg har altid troet, at jeg var EN dårlig beslutning eller EN uheldig hændelse fra at sætte kurs direkte mod grøften. Og det på trods af, at jeg i snart ti år har kunnet leve af at være forfatter – og endda har kunnet leve ganske pænt af det. 

Men hele tiden har jeg været bange for, at det på en eller anden måde var et røgslør for noget nedarvet idioti i forhold til økonomi. Pengeansvarlighed og pengemangel har været en stor del af mit liv og min opvækst, og jeg havde da heller aldrig været i plus på min konto, før jeg modtog BogForums Debutantpris for 'Planen' i 2015 og fik 50.000 kr. 

Siden har jeg frygtet, at en god økonomi kun var til låns, men sidste år indså jeg omsider, at det skal gå meget galt for ikke at gå alt sammen.

Hvad har angsten gjort ved den måde, du har været i verden på?

– Jeg har levet med forbehold, tilbageholdenhed og med det, som har føltes som sund skepsis, men som i virkeligheden nok har været bremsende for mig. Også i andre af livets forhold. 

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Mine søskende, som har haft de samme livsvilkår som mig, har f.eks. ikke haft den samme bekymring, som jeg har haft, for at få børn. Jeg har altid været rædselsslagen for at få børn, fordi jeg har haft en idé om, at det netop kunne blive begyndelsen på en transformation, som jeg ikke selv er herre over. 

Jeg ved, at mine forældres ægteskab begyndte at gå i stykker på det tidspunkt.

Da de fik børn?

– Ja, de blev et dårligt makkerskab derefter. Og jeg har aldrig haft den overlegne tanke, at jeg ville være bedre end mine egne forældre. Eller bedre end de tusindvis af andre forældre, som jo også, når de tør tale åbent om det, siger, at det kommer med nogle omkostninger at få børn. Så det har jeg altid været på vagt overfor. 

Jeg har ikke haft modet til at sige, okay, lad os se, hvad der sker, hvis de børn kommer.

Har du været i forhold, hvor du er gået, fordi din partner gerne ville have børn, og du ikke ville?

– Ikke decideret af den årsag, men jeg har ikke været klar de gange, hvor en partner har været det.

Du har sluppet fattigdomsangsten, siger du, hvad med angsten for forældreskabet?

– Den kæmper jeg stadigvæk med. Der sker jo det, når man har enormt meget tid og frihed, at man opdager, hvor utrolig dejligt det er.

Han griner højt.

– Min oprindelige angst for forældreskabet handlede også om, at min forfatterkarriere lige var begyndt og gik rigtig godt. Ville jeg sætte det hele over styr, hvis jeg fik børn? Og så er tiden bare gået. 

Omvendt er jeg også ret sikker på, at jeg vil fortryde det en dag, hvis jeg ikke får børn. Mange fortrydelser kan man jo lære at leve med, men jeg ved ikke, om jeg ville kunne lære at leve med den.

Så du er både bange for, at børn måske vil gå ud over dit arbejde og over et parforhold?

– Jeg kan huske, at jeg for mange år siden gjorde mig den observation, at man ikke kan holde i hånd, når man går med en barnevogn. Så måske har jeg i virkeligheden været mere bange for at blive skilt end for at blive far.

Så i bund og grund er du bange for at gentage dine forældres mønster?

– Præcis.

Kærlighedsankeret

Mortens mor voksede op i et hjem, hvor hun så og oplevede ting, som ingen bør se eller opleve. Hun kunne hygge sig derhjemme med sin mor og sin lillesøster, men når lyden af farens motorcykel manifesterede sig udenfor parcelhuset om eftermiddagen, blev der brat sat stopper for alt, hvad der var hyggeligt og rart.

– Det var en opvækst med konstant angst, uro og ondt i maven over, hvilket lune herren i huset var i. Min mor voksede op med en fysisk dominerende og psykisk voldelig far, og min mor har decideret sagt, at min morfars spidskompetence var psykisk vold. 

Der var aldrig noget, der var godt nok, og derfor har min mors grundfrygt hele livet været, at hun ikke er god nok. Hendes mor, min Bedste, var en selvopofrende mor, der hele tiden dannede skjold for sine døtre, og som konstant forsøgte at være lynafleder for tyrannens lune.

Og som derfor selv fik nogle slag?

– Ja, det må man sige, at hun gjorde. Det så min mor, og det gør jo noget ved et barn. Hun har ikke reflekteret så meget over det i sit liv, har nok nærmere prøvet at fortrænge det, men hun fortalte mig dog om det, da jeg var barn, og det betød, at jeg var sindssygt bange for min morfar.

LÆS OGSÅ

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Efter at Helene Reingaard Neumann var med i sin første film af instruktøren Thomas Vinterberg, blomstrede et kærlighedsforhold til filmbranchen og året efter også til ham. I dag er hun både skuespiller og præst – og har nu to arbejdsfællesskaber sammen med sin mand.

Hver gang jeg hilste på ham, det var med håndtryk, så tænkte jeg på, hvor den højrehånd og de knoer havde været. Min morfar brød sig ikke særlig meget om os børnebørn, han holdt os ligesom ud i strakt arm. 

Helt køligt. Min mormor – min Bedste – var alt det stik modsatte. Hun var uendelig omsorg, kærlighed, kys, kram og Tivoli-ture. Min Bedste var virkelig mit kærlighedsanker.

I 1982 blev Mortens mormor og morfar skilt, han fandt en anden kvinde, og det gjorde trods alt livet lettere for mormoren og for Mortens mor og hendes søster. Mortens mor fik selv børn, Morten og hans lillebror og lillesøster, men blev alene med dem og måtte kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen. 

Det blev ikke nemmere, da hun blev ramt af den dybe depression, som hun stadig medicineres for.

Hvordan oplevede du din mors begyndende depression?

– Det første, jeg bemærkede, var, at hun mistede evnen til at skælde ud. Min mor var kolossalt god til at skælde ud, da vi var små. Hun kunne råbe og skrige af os, og vi kaldte hende for ”Hårtørreren”, for når hun råbte, så blev vores hår blæst helt bagud. 

Men pludselig mistede Hårtørreren sine batterier, og i stedet for at give os en skideballe, når vi lavede noget lort, så fik hun tårer i øjnene, knækkede sammen og gik væk. Det var et meget markant skifte, som kom bag på mig og mine søskende. 

Siden oplevede jeg, at min mor aldrig havde gode dage. Når jeg kom hjem fra skole, lå hun rødmosset og grædende på sofaen med en dyne over sig og drak kold kaffe, så sæbeopera og røg cigaretter. 

Dybest set var hun sunket helt ind i sin depression, og der var intet, jeg kunne stille op. Det skabte en kæmpestor afmægtighed i mig, og barnets afmægtighed lever stadig i mig i dag.

Hvad betød det for dit forhold til dine søskende?

– Det var som en tung, mørk sky, der flyttede ind i vores hjem. Vi blev meget vrede på hinanden. Skændtes. Og sloges meget. Og det gjorde min mor endnu mere arrig og ked af det. Jeg følte også en afmægtighed i forhold til, at jeg, som den ældste, burde beskytte mine søskende, men ikke kunne. 

Så pilen pegede på min far, han burde være trådt til, men det gjorde han ikke. Han havde ikke blik for min mors udfordringer og hendes sygdom. Det betød, at vores Bedste var den, der måtte indtage alle roller. Både som far, mor og Bedste.

En uventet drejning

Selvom Mortens bedstemor umiddelbart virkede som den stærke klippe, viste det sig, at hun selv havde kæmpet med depressioner, siden hun var i 20’erne. 

I modsætning til Mortens mor havde hun bare formået at skjule det for sin familie og omgivelserne i det hele taget. 

Det var først, da Morten som voksen flyttede hjem til hende i en periode, hvor han havde brug for tag over hovedet, at han fik et lille glimt af hendes udfordringer. Og det var også på det tidspunkt, i 2016 kort før hendes død, at han fik hendes livshemmelighed at vide: Hans stærke, ukuelige bedstemor havde som helt ung mor forsøgt at tage sit eget liv. 

En chokerende historie, som Morten holdt på i otte år. I 2024, da han var i gang med 'Månebarn', var han imidlertid nødt til at fortælle sin mor, hvad han havde fået at vide, for det skulle med i bogen.

Hvorfor gik du så længe med den historie helt alene?

– Jeg tror, det var så rystende for mig at høre, at jeg følte, det var bedre at prøve at fortrænge det. Og fordi min Bedste gjorde meget ud af at sige, at hun aldrig havde fortalt det til andre end mig, så var det jo heller ikke noget, jeg ville rende rundt og fortælle til hele byen. 

Vi skabte et meget fortroligt rum i de år, min Bedste og jeg, så det faldt mig aldrig ind at fortælle det til nogen. Det var først, da jeg begyndte at arbejde med 'Månebarn', jeg kunne se, at det var nødvendigt at fortælle om det, og så var jeg nødt til varsko min mor om det. 

Den samtale tog så en drejning, jeg aldrig havde forestillet mig. Da jeg havde fortalt om min Bedstes selvmordsforsøg, sagde min mor: ”Det er nok på tide, jeg også fortæller dig en hemmelighed, Morten”.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Den eftermiddag fortalte Mortens mor ham, at hun også havde forsøgt at tage sit eget liv tilbage i 2005. Ikke ved at hænge sig i gardinstangen, som hun altid havde truet med, men ved at tage en overdosis af piller. Også hun blev reddet. Hendes første tanke, da hun vågnede op på hospitalet, og det gik op for hende, at hun ikke var lykkedes med at komme herfra, var: Ikke engang dét her kunne du finde ud af!

Hvad betød din mors historie for dit heltebillede af hende?

– Igennem ti år havde jeg turneret rundt og fortalt om min mor på grund af min første roman. Jeg havde rammesat hende som en helt, der havde gjort det umulige ved at stå igennem ufattelige udfordringer og komme ud på den anden side. 

Den fortælling blev jo smadret, da hun afslørede for mig, at hun faktisk HAVDE prøvet at tage sit eget liv. Jeg blev meget berørt af det, men uden at være chokeret. Og så blev jeg meget, meget ked af det. Det var jeg positivt overrasket over, for jeg mærkede også meget grundigt efter, om jeg kunne finde noget hvor-kunne-du-vrede mod hende, men det kunne jeg simpelthen ikke. 

Til gengæld blev jeg vred på det system, der ikke havde taget min mor alvorligt, og jeg fandt en meget stor energi til at skrive en bog om de lidelser, der ikke larmer. De lidelser, der ikke når overskrifterne eller debatindlæggene. 

I det her tilfælde om kvinder, der ikke får den hjælp, de har brug for, fordi de ikke råber højt nok eller ikke har det rette ordforråd eller nok viden om, hvad de har ret til. 

Få uger før min mor slugte de 150 piller efter en meget grundig og gennemtænkt plan, så hun ikke bare kastede dem op, var hun mødt op på kommunens socialkontor efter at have taget tilløb til det i flere år. Det var nytårsdag, der var ingen stress på socialkontoret, og min mor sagde til damen bag skranken: ”Jeg tror ikke, mine børn har det godt. De er kede af det. Jeg er syg, og jeg tror, jeg har brug for noget hjælp”. 

Det var ekstremt skamfuldt for min mor at kaste håndklædet i ringen på den måde, og så blev hun mødt af tre spørgsmål fra damen bag skranken: ”Er dine børn kriminelle?”. Nej. ”Laver de ballade i skolen, og bliver smidt ud?”. Nej. ”Tager de stoffer?”. Nej. ”Så klarer de sig, og så skal du ikke bekymre dig”. 

Farvel og tak!

Morten stopper op og ser et øjeblik helt harmdirrende ud.

– Så det er blevet et stort tema i 'Månebarn', hvordan man rangerer lidelse. Hvad er lidelsens hierarki? Hvem gør sig fortjent til vores omsorg og hjælp? Og hvem lader vi mistrives og lide i fred og ro? 

Det beskriver jeg på mikroniveau, men tænk på det i et større perspektiv. Tænk på, hvordan vi som verdenssamfund er ekstremt selektive i forhold til, hvem der skal have vores hjælp, støtte og opbakning, og hvem der må passe sig selv.

Hvis vi lige holder fast i din mor, er hun så stadig din helt?

– Øhm …

Han holder en længere pause.

– Det er svært at svare på uden at modsige sig selv. Men for mig bliver hun ikke mindre helt af det, hun gjorde. Det er faktisk et mirakel, at hun stadigvæk er her, og på en måde synes jeg, at det, der skete, forstærker hendes position i mit liv.

Jeg er ekstremt taknemmelig over, at hun stadigvæk er her, og hvis der er noget, som helte fortjener, så er det taknemmelighed.

Din farmor prøvede også at begå selvmord, har du fortalt i 'Nøglebarn', har de tre selvmordsforsøg i familien givet dig en angst for, om du selv kunne komme dertil?

– Jeg vil ikke hæve mig op over de stærke kvinder i min familie, som jeg altid har elsket og beundret, og tro, at jeg er stærkere end dem. Min mor og min Bedste er de stærkeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og hvorfor skulle jeg være stærkere end dem? 

Jeg tror, hvis jeg skulle tage mig af dage – og det er mange år siden, den tanke har indfundet sig – så ville det ikke være som en udvej eller en nødvendighed, så ville det være som en straf.

Så du har faktisk overvejet selvmord?

– Ikke overvejet det, men du ved … Jeg tror, at vi alle sammen somme tider tænker: Hvad nytter det? Hvad er jeg her for? Hvad dur jeg overhovedet til? Nogle stopper tankerne der og åbner en flaske et eller andet.

Andre går skridtet videre. Vi har alle et straffende element i os, og jeg tror, at vi mennesker straffer meget, meget mere, end vi egentlig er klar over. Både os selv og andre. Og den tanke om straf har jeg da nok haft i forhold til mig selv.

Men jeg skal samtidig sige, at der er meget langt fra sådan en tanke til handling.

Den bedste anmeldelse

Morten Papes bøger er hudløst ærlige i forhold til hans egne tanker og følelser. Men det er de også, når det gælder andre. Hans nærmeste. De senere år har der være en del debat om, hvorvidt man kan tillade sig – mere eller mindre åbenlyst – at skrive om andre mennesker, og det er selvfølgelig også noget, Morten har tænkt meget over.

– Suzanne Brøgger har engang sagt, at man ikke ejer de aftryk, man sætter i andre. Jeg forsøger at balancere min egen selvforståelse af, at jeg har ret til at fortælle min historie i forhold til de mennesker, der har sat aftryk i mig. Og fordi mine bøger bl.a. handler om mennesker, som jeg holder af og elsker, har det været nødvendigt for mig at spørge om lov. 

LÆS OGSÅ

Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?

Ikke bare som en formalitet, men som en etisk nødvendighed.

Og hvad så, hvis de havde sagt nej?

– Så havde jeg skullet træffe et valg om, hvad der var vigtigst. Men jeg ville aldrig sætte mit forhold til min mor over styr på grund af en bog. 

Det var noget af det mest rædselsvækkende at troppe op hos hende og fortælle, hvad jeg havde i sinde at skrive om i 'Månebarn', for hvad nu, hvis hun havde sagt: ”Morten, ikke mere nu!”. Men der er jeg bare så heldig at have en mor, som støtter mig hundrede procent, og som har gjort det siden min første bog, hvor hendes udfordringer som mor og menneske virkelig blev sårbart blotlagt.

Jeg kan huske, at hun ringede til mig dengang og græd og græd i telefonen, fordi hun var dybt ulykkelig over noget, hun havde læst i 'Planen'. 

Jeg var sikker på, at hun ville bede mig slette det, men i løbet af samtalen rømmede hun sig pludselig, skiftede tone og sagde: ”Men ved du hvad, det kan være lige meget, hvad du skriver om mig, for hvor kan du dog skrive, min søn!”.

Hvor fint!

– Ja, og der var ikke et komma, der skulle ændres. For hende var det vigtigste, at hendes søn lykkedes med det, hun kunne se, han var god til. Hun var mere på røven over, hvad jeg havde præsteret, end ked af, hvad jeg havde skrevet om hende. 

Det er det samme, jeg har oplevet med min aktuelle bog, hvor hun efter at have læst bl.a. sagde: ”Hvis jeg nu havde været en rigtig dygtig forfatter, Morten, så havde jeg ikke kunne skrive den bog bedre selv”.

Han griner højt.

– Så har jeg ikke brug for flere anmeldelser.

Din mor siger dog også til dig, at hun håber, at du kan give slip på at skrive om fortiden efter 'Månebarn', kan du det?

– Ja, øhm … Det bilder jeg mig ind, at jeg kan. Men efter Amager-trilogien sagde jeg også, at jeg aldrig ville vende tilbage til det helt dybe, personlige stof, og se så, hvad der skete. 

Men ja, jeg tror, at min mor er lidt bekymret for, at jeg befinder mig for meget i det, der ikke fungerede i fortiden, og derved ikke kan fungere optimistisk nok i fremtiden. Så jeg vil gerne prøve på at honorere det, hun håber for mig. Det er det mindste, jeg kan gøre, efter hun har lagt krop og sind til især 'Månebarn'.

Han tænker sig lidt om.

– Men igen – man skal aldrig sige aldrig.

Hvordan har det ændret dig som menneske at skrive alle de bøger om din familie?

LÆS OGSÅ

Trine tog på date med en tv-vært: "Vores første møde varede tre dage"

De var tæt på at miste deres bordreservation den aften, hvor de mødtes for første gang. Fordi snakken gik så godt. Det hele var startet med en besked om jagt på Instagram. Trine fortæller her om at blive kæreste med tv-vært Christian Degn.

– Jeg føler, jeg har fundet en vej ud af noget meget skadeligt og invaliderende i mit liv. Jeg har været meget vred på min far, meget frustreret over ham. 

Jeg har været ulykkelig over min mor og også frustreret på hende. At skrive om det har været en nødvendighed for mig, både som forfatter og som menneske. Som jeg sagde før, har jeg taget favntag med mørket for at mestre det. 

Lyset i mit liv er proportionalt med det mørke, jeg kan tøjle og mestre, og der er kommet langt mere lys i løbet af de sidste ti år. Jeg ville nogle gange ønske, at mine bøger ikke behøvede at tage udgangspunkt i det nære, private og personlige, men det har været der, min saft og kraft er kommet fra. 

Og når jeg skriver, så skal det sgu være med hænderne på kogepladen.