En kvinde i slut 60'erne sidder ved et bord og ser fortvivlet ud. I baggrunden sidder en mand, med en kaffekop i hånden.

Kan jeg tillade mig at være min demente mand utro?

En læser har en mand, som er dement. Hun savner erotik, og ved ikke, om hun kan tillade sig at finde en elsker. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Min mand har for otte år siden fået konstateret Alzheimer og demens. 

Vi er i dag der, hvor han forsvinder mere og mere fra virkeligheden og er svært kontaktbar. 

Det går naturligvis ud over vores samliv, og det vil sige, at der ingen sex er i vores forhold længere.

Nu fylder jeg snart 70 år, og jeg må indrømme, at jeg er ved at gå i panik, da jeg savner erotik og så gerne igen vil opleve det med en sød og attraktiv mand. Jeg er ikke ude på at indlede et egentlig forhold til en anden mand, jeg ønsker blot at være sammen med en mand, der har forståelse for min situation og som også selv savner en at være intim sammen med. 

Er det for meget at forlange? Kan jeg tillade mig det? Hvad er dit råd til mig?

Vibeke Dorph råder læseren til at få en elsker

Jeg kender efterhånden en hel del ældre mennesker, der som du er pårørende til en alvorlig syg partner. Her er det min oplevelse, at mens der er stor fokus på den syges behov, så er der alt for lidt opmærksomhed på den pårørendes.

Spil med på dagens ordnød her!

Det er synd, for at være pårørende til et alvorlig sygt menneske, endda et som står én nær, er vanvittig hårdt både fysisk og psykisk.

Det gælder helt sikkert også for dig, der bruger de fleste af dine vågne timer på at tage dig af din demente mand. Det er godt gået, men du har jo også et liv, du har brug for og ret til at leve. At det liv ville blive både sjovere og lettere for både dig og din mand, hvis du fik bare nogle af dine mest basale behov dækket, er jeg ikke i tvivl om. 

Så selvfølgelig har du ret til at få dig en elsker, hvis det er det, du har brug for.

Hvor du finder ham, kan jeg ikke hjælpe dig med, men det kan internettet helt sikkert. Her tror jeg, det er vigtigt, at møder du en sådan mand, så skal du fra start gøre ham din situation klar. Nemlig, at du elsker din mand, og at du ikke har tænkt dig at forlade ham, men at du har nogle behov, du gerne vil have dækket. 

Det vil spare dig for en masse bøvl at få forventningsafstemt jeres forhold på forhånd således, at I kan nyde tiden sammen, og du bagefter kan vende hjem til din demente mand i godt humør og med fornyet overskud.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.