For ganske nylig blev Sofie Lassen-Kahlke passet op af en mand ude i sin indkørsel. ”Er du Ursula?”, spurgte han. 

”Nej, jeg hedder Sofie”, svarede hun venligt, hvortil manden sagde, at ja, ja, det vidste han da godt og fortsatte: ”Men ER du Ursula?”. Og så måtte Sofie indgå i en lidt længere samtale, der handlede om hovedkarakteren, Ursula Madsen, i hendes første roman, der udkom i 2023. 

LÆS OGSÅ

Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”

Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.

Sofie kunne fortælle manden, at hun slet, slet ikke er som Ursula, og det var han virkelig glad for at høre, for han syntes bestemt ikke, at Ursula var særligt tiltalende. Sofie griner højt, da hun fortæller historien, men der ligger noget vigtigt i den. 

"Jeg sagde til ham, at jeg faktisk var virkelig glad for, at han ikke kunne lide min hovedkarakter, for jeg havde gjort mig meget umage med at sørge for, at hun ikke var for likeable."

"Jeg tænkte efterfølgende en del over, hvorfor det er sådan, og jeg har fundet ud, at det handler om, at jeg simpelthen har været suppet ind i sådan noget sødsuppe gennem hele min karriere. Som søde Anja i ”Kærlighed ved første hik-filmene”, som nissepige, altid sød, og jeg tror, at jeg har haft et behov for at skabe en karakter, som man ikke bare elsker."

"Så ja, derfor var det virkelig positivt for mig at høre fra manden i min indkørsel, at det var lykkedes, og følelsen af at sidde med magten over likabilityen var fantastisk."

At Sofie ikke helt har lagt de søde roller bag sig, står klart i løbet af dagens interview, men anledningen til, at hun denne formiddag har sat sig til rette foran sin buldrende brændeovn, er en anden. 

Hun er aktuel med sin roman nummer to i serien om forsvarsadvokaten Ursula Madsen. ”Hermans hævn”, hedder den, og her bliver Ursula hvirvlet ind i et mystisk dødsfald på Det Kongelige Teater. 

At Sofie de senere år har kastet sig for løverne som skønlitterær forfatter, kom som en overraskelse for mange, men ikke desto mindre er det at skrive krimier – eller mysterier, som hun kalder det – noget, hun har drømt om, lige så længe hun kan huske. 

Det var hendes advokat-morfar, der inspirerede hende til at drømme om at blive krimiforfatter, for når hun som barn skrev sine små krimihistorier, læste han dem altid og gik ind i alle detaljer, hun havde skrevet. Teksterne kom bare aldrig videre end til hendes egen skrivebordsskuffe, for der gik selvkritik, skuespil, uddannelse og familie i den. Men så læste Sofie en bog, der tændte forfatterilden i hende igen. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

"Jeg fik Iben Albinus’ bog ”Damaskus” i fødselsdagsgave af min søster, og det var virkelig en pageturner. Jeg læste lidt om Iben og begyndte at følge hende på Instagram, og jeg fik lyst til at tage fat i hende for at høre, hvordan man egentlig skrev så spændende en bog."

"Pludselig lagde hun et skrivekursus op, og jeg skyndte at mig at melde mig til. På det kursus blev jeg simpelthen så inspireret, og Iben blev ved med at skubbe til mig. ”Du kan godt, bare gør det”, sagde hun, og jeg kunne mærke, at det faktisk var nok til at sætte mig i gang, at hun troede på mig."

"Det kan godt være, at familie og venner også er søde til at sige, at man da sikkert sagtens kan skrive en bog, men det, at der kommer en udefra – bare ét menneske – som ser et lys i en, det kan være nok til at give det nødvendige rygstød."

Adams arv” var faktisk ikke Sofies første bog. I 2021 skrev hun bogen ”Ramt”, der handlede om, hvordan hun selv oplevede at blive 40.

Hvordan er det anderledes at skrive skønlitterært i forhold til at skrive personligt?

"Det er både nemmere og sværere. Jeg kunne simpelthen ikke skrive mere om mig selv efter den første bog. Den var vildt sjovt at skrive, men det var lidt voldsomt at tale så meget om sig selv i alle de interviews, der fulgte med."

"At udgive en roman er voldsomt på en anden måde. Det var en anden nervøsitet, som lige pludselig ramte. En frygt for at blive mødt med ”nå, hvem tror hun nu lige, hun er – skal hun nu pludselig være forfatter?”, og der tror jeg, at det var godt, at jeg var 44 og ikke 24, for jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg har det sådan: Okay, jeg siger ikke, at jeg kan finde ud af at skrive en roman, men nu gør jeg det."

"Jeg springer ud i det, jeg drømmer om, og så kan det godt være, at det ikke er perfekt eller til seks stjerner, men det er min drøm, og jeg kan godt lide historien, så nu må I tage den eller lade være."

"Og ja, jeg var virkelig, virkelig nervøs, men jeg gjorde det alligevel. Der er noget dejligt ved at mærke nervøsiteten så meget, at jeg næsten ikke kan være til stede i mit eget liv, for der er en kæmpe drivkraft i det. Jeg ville synes, at livet var lidt kedeligt, hvis jeg ikke somme tider var sindssygt nervøs."

En god modtagelse 

Hvad har det betydet i forhold til at skrive, at du er et kendt ansigt?

"Jeg er meget bevidst om, at det er på godt og ondt at være kendt, når man kaster sig ud i noget nyt. Man får jo mere taletid i medierne, det er der ingen tvivl om, og det er som udgangspunkt dejligt. Men det er ikke kun dejligt. For hvad nu, hvis ens bog ikke bliver taget godt imod? Så får man jo også mere opmærksomhed, og det kan være meget sårbart."

"Nu fik ”Adams arv” heldigvis en god modtagelse, og der er ikke nogen, der har ringet på min dør og sagt, at de ikke kunne lide den. Jeg prøver så vidt muligt ikke at læse på nettet om det, folk skriver om mit arbejde. Når man stikker snuden frem, vil der jo altid blive skrevet alt muligt, og en enkelt kommentar kan fratage en lysten til at skrive mere, tror jeg."

Du kalder dine historier for mysterier, ikke krimier, hvorfor? 

"Tæt op mod udgivelsen af ”Adams arv” følte jeg, at ordet ”krimi” var lidt en falsk varebetegnelse, for den historie, jeg havde skrevet, var ikke fyldt med blod og ”så drejede han kniven rundt-scener”. Det, jeg skriver, er meget mere soft crime, og jeg bruger også meget plads i bøgerne på at fortælle om mine hovedpersoners liv og parforhold."

"En dag faldt jeg over ordet mysterium og prøvede at sætte det på forsiden. Forlaget syntes, det var fint, og jeg kunne mærke, at der faldt en sten fra mit hjerte ved at gøre det. Så behøvede jeg ikke have dårlig samvittighed over, at det ikke var hårdkogt og blodigt. Men det sjove er, at da jeg begyndte på ”Adams arv”, var jeg sikker på, at jeg skulle skrive en rigtig hardcore krimi. Jeg kunne bare ikke."

LÆS OGSÅ

"Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, fik jeg af min far"

Hanni Gohr er erklæret hudplejenørd og har omvendt intet lært om makeup, til trods for at hun i sit arbejde som model har siddet i stolen hos nogle af verdens bedste makeupartister. Hendes bedste skønhedsritualer omfatter grøn te, langsomme morgener, masser af solfaktor og friske havdyp.

Hvordan kan det være, tror du? 

"Jeg tror, det har noget at gøre med det sted, jeg er i livet lige nu med så meget fokus på børn og familie i det hele taget."

"Jeg har simpelthen ikke lyst til, at der kommer noget voldsomt og modbydeligt ud af mine hænder, som mit liv ser ud nu. Jeg bryder mig ikke om det. Det er et rum, jeg ikke har lyst til at være i, når jeg sidder og skriver. Omvendt tænder jeg stadig lidt på at prøve det af på et tidspunkt, det skal bare ikke være her og nu."

"Sjovt nok ville jeg uden betænkning sige ja til at spille en rolle, som var rigtig modbydelig og hardcore, det ville jeg ikke have noget problem med. Men jeg vil ikke være afsenderen på sådan noget ved at skrive det."

Sofie Lassen-Kahlke

Skuespiller, sanger, cand.jur. og forfatter, aktuel med andet bind i mysterieserien om advokat Ursula Madsen, ”Hermans hævn”. 

Til sommer aktuel som tepotten Mrs. Potts i forestillingen ”Skønheden og Udyret” på Det Kongelige Teater.

Hun er 45 år og gift med Hans Poul Petersen. Sammen har de børnene Alfred, 14, Agnes, 11 og Liva på fem år.

Ar fra skuespillertiden

Sofie er mor med meget stort M, og det passer hende strålende, at hun kan sidde hjemme i sin stue og skrive, når børnene er sendt afsted om morgenen. 

Hun er blevet tilbudt plads i forskellige kontorfællesskaber, men har hver gang sagt nej, fordi hun er glad for omsider at have fået indrettet sit liv, så hun kan være der mest muligt for sine børn. Det er hende, der henter og bringer og som oftest laver mad. Og sådan vil hun helst have det.

"Jeg er virkelig et hjemmemenneske, og jeg tror, der rent psykisk er nogle ar i mig fra den tid, hvor jeg som skuespiller var virkelig meget på turné og i det hele taget ofte var væk fra familien. Jeg kan mærke, at mine sanser falder fuldstændig til ro, når jeg er herhjemme det meste af tiden. Jeg bliver simpelthen tryg, når jeg kommer hjem."

Og du savner ikke kollegaer i dagligdagen? 

"Nej, men nu laver jeg også mange andre ting end at skrive. Jeg laver koncerter, holder foredrag og bruger tid på at promovere mine bøger, og der møder jeg en masse mennesker. Det giver en fin balance i min hverdag."

Hvordan motiverer du dig selv til at sætte dig foran computeren for at skrive? 

"Jeg synes, at den største motivationsfaktor i forhold til at sætte sig ved skrivebordet er, at når jeg gør det, så betyder det, at det at skrive rent faktisk kan være mit arbejde, hvilket er SÅ fantastisk. Det er en drivkraft og en motivation i sig selv."

"Jeg ved også, at hvis jeg i stedet lagde mig over i sofaen og så Netflix, så ville jeg ikke lykkes med at gøre det at skrive – og skrive hjemme – til mit arbejde. At skrive er jo ikke sådan et hobbyprojekt. Jeg valgte at gå hundrede procent ind i det, så det har virkelig betydet meget for mig at få lov til det." 

LÆS OGSÅ

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

Skal det at skrive være dit hovederhverv fra nu af? 

"Det er jo i hvert fald det, jeg elsker. I lang tid har jeg slet ikke haft lyst til at stå på scenen, fordi det er så familieinvaderende, og jeg har sagt nej til flere forskellige tilbud for at kunne fokusere på at skrive. Men nu er jeg kommet til at sige ja til en forestilling."

"Jeg skal spille med i ”Skønheden og Udyret” på Det Kongelige Teater, og jeg har kun sagt ja, fordi det er lige præcis DEN forestilling. Det var simpelthen bare drømmestykket for mig."

"Jeg er stadig mega showpige. Jeg elsker at stå og fyre den fuldstændig af i nogle sjove kostumer på en scene. Og så elsker jeg den rolle, jeg skal spille."

”Skønheden”? 

"Nej! Jeg skal spille den gamle tepotte."

Okay, sjovt – jeg så dig straks som ”Skønheden”. 

"Jeg har vist hverken alderen eller sangstemmen til den rolle, haha. Nej, jeg skal spille Mrs. Potts, og den rolle følte jeg simpelthen var en gave til mig. At få lov til at spille hende sammen med alle de andre ”inventar-roller” kunne jeg bare ikke sige nej til."

"Og så hører det også med til historien, at mine børn tændte rigtig meget på, at jeg skulle spille den rolle, så det er faktisk også blevet lidt en familieting. Det er en forestilling, de kan forholde sig til, og som vi kan tale om, så det gav også mening for mig, fordi det ikke bare var sådan et egoprojekt. Min yngste på fem år kan allerede synge alle de sange, jeg skal synge."

Og så er det jo også lidt sjovt, at din nye bog foregår på Det Kongelige Teater? 

"Ja, det er virkelig sjovt og også lidt mærkeligt. Det er første gang nogensinde, jeg er med i en forestilling derinde, og det var jo aldrig en del af planen, at jeg skulle stå på scenen på Det Kongelige Teater samtidig med, at min bog, der handler om et mord på scenen netop der, udkommer. Men sådan blev det."

Hvordan er det at skulle spille tepotten og ikke den unge skønhed længere? 

"Det er vidunderligt. Det er det virkelig. Efter i så mange år at være blevet kaldt ung og sød og alt det der, er der bare noget helt, helt skønt ved at få tilbudt rollen som den gamle tepotte. Men jeg er også på alle måder meget tilpas i min alder i dag."

"Når jeg bliver konfronteret med billeder af mig selv, kan jeg da godt se, at mit ansigt og min krop har ændret sig, men jeg har ikke lyst til at lave noget om. Man kan jo ikke holde for rødt bag en bus uden at få alle mulige reklamer for plastikkirurgi smidt i hovedet, det er så nemt i dag at få lavet noget, men jeg vil hellere arbejde på at være tilpas i den krop, jeg har."

"Jeg træner og holder mig i gang, og så elsker jeg at hoppe i havet året rundt. Det nulstiller mig, og jeg føler mig altid helt frisk, vågen og glad bagefter."

Juristen er også med

Sofie er vild med, at hun kan stykke sit arbejdsliv sammen, som hun selv synes. Og det er ikke kun skriveri og skuespil, der står på hendes cv. I 2015 blev hun cand.jur. efter at have læst jura i 17 år ved siden af alt det andet, hun har haft gang i. 

Begge hendes forældre og hendes søster er jurister, så faget løber på en eller anden måde i hendes årer, men hun har ikke tænkt sig at begynde at arbejde som jurist. Hun kan simpelthen ikke se sig selv kun lave én ting og sidde på et kontor fra 8-17 hver dag. 

Men kombinationen af de forskellige kompetencer er klart en fordel, synes hun, og det er heller ikke tilfældigt, at hendes hovedperson, Ursula, netop er jurist.

"Jeg har en meget kreativ hjerne, men samtidig er jeg også ret boglig og befandt mig virkelig godt på jurastudiet. Det at skrive forener på en sjov måde de to verdener, og jeg tror, det er derfor, jeg elsker det så meget."

"Jeg kan finde på alle mulige skøre ting i mine historier, og samtidig har jeg det rigtig godt med at sidde foran en computer og virkelig fordybe mig. At skrive er nok i virkeligheden det sted, hvor jeg har fundet mig allerbedst til rette rent fagligt."

LÆS OGSÅ

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Savner du somme tider rød løber og glamour? 

"Nej, for så ville jeg jo have fortsat det liv. Jeg har fået udlevet min ekstroverte side med flotte kjoler og rød løber, og jeg savner det virkelig ikke. Når det er sagt, er det jo ikke helt slut, og jeg synes stadig, det er vildt sjovt, når jeg så i ny og næ stiller op til noget i dag."

"Jeg har også en Instagramprofil, hvor jeg selv kan styre, hvad der kommer ud, og jeg har det super godt med f.eks. at promovere mine bøger der. Instagram er også en måde at være til stede og tilgængelig uden at skulle være ”derude”, og det passer mig rigtig fint. Men jeg kan også godt lide at være rundt i landet og fortælle om mine udgivelser, for jeg har stadig en meget ekstrovert side."

"Jeg har jo levet i en kommerciel verden med alle mine film og forestillinger, og jeg har været på 117 presseture gennem tiden, så jeg ved, at det er en stor del af pakken, når man kommer ud med noget. Og jeg det elsker jeg heldigvis også."

Fra flok til frihed

Der er gået fem år, siden Sofie skrev sin bog om at runde 40 år, og hun synes, at tiden er gået voldsomt stærkt.

"Og stærkt er ikke nødvendigvis godt. Jeg kan godt blive lidt skræmt, når tiden går for hurtigt, og derfor holder jeg meget af de weekender, hvor jeg ikke skal noget som helst, så jeg lige kan nå at stoppe op og tænke lidt."

Hvilke tanker trænger sig på i disse år? 

"Lige nu trænger det at skrive bøger sig meget på. Når man inviterer noget nyt ind i sit liv, kræver det noget tankevirksomhed, så det bruger jeg meget energi på. Jeg tænker også meget over, hvad det næste, jeg skal kaste mig over, skal være."

"Jeg drømmer om en dag at komme på skriveophold på San Cataldo-klosteret ved Ravello på Amalfikysten. Det er ikke aktuelt lige nu på grund af børnene, men min mormor var dernede, og jeg har ofte hørt min mor tale om det."

"Da jeg besøgte Ravello med min mor for nogle år siden, så vi klosteret ligge der på bjerget, og jeg kan huske, at jeg allerede dengang tænkte, at der kunne jeg godt tænke mig at sidde og skrive en dag."

Og på det mere personlige plan? 

"Jeg tænker meget over, at jeg snart ikke har små børn mere. Og ja, jeg har jo stadig en femårig, men jeg har det faktisk som om, hun flyver hjemmefra ganske snart, haha. Og det er igen det her med, at tingene går så stærkt."

"I mange år har jeg følt, at jeg har lavet alting, mens der var nogle børn, der hev mig i benene, men nu har jeg det sådan lidt, gud, friheden er begyndt at banke på. Og det lyder jo umiddelbart dejligt, men spørgsmålet er, om det ER dejligt? For egentlig har jeg måske også nydt, at der har været nogen, der har trukket så meget i mig."

LÆS OGSÅ

Familien Arnth lever for 1000 kr. om måneden: Få deres bedste råd her

Søren og Nelli køber næsten kun brugt, reparerer tøjet, når det går i stykker, og dyrker selv frugt og grøntsager i haven. Husholdningsbudgettet lyder ofte på bare 1.000 kroner om måneden. De gør det for at passe på klimaet, men sparer samtidig penge.

"Mens det sker, kan det være så frustrerende, at man næsten har lyst til at sætte sig ned og tude, fordi man ikke kan foretage sig noget selv. Men når børnene så pludselig ikke gør det mere, dukker tanken op: Hov, var det egentlig ikke også ret skønt at blive hevet i? Og jo, de hiver stadig i mig, men ikke nær så meget som før."

"Min mindste begynder i skole lige om lidt, og jeg er begyndt at tænke meget over, at jeg skal huske at nyde, at der stadig er nogle små barnehænder, der tager i mig, for jeg tror, jeg vil komme til at savne det. Jeg tror, jeg elsker det, uden at jeg ved det, for der er jo noget meget livsbekræftende i, at der er nogen, der har brug for en."

"Måske trives jeg også ret godt med modstanden i at ville noget, samtidig med at der er nogle børn, jeg skal tage mig af. Det er der noget drivkraft i, har jeg kunnet mærke på det seneste. Og altså, jeg har jo for fanden fået udgivet de bøger på trods af, at jeg har haft børnene omkring mig, og jeg er lidt nysgerrig på, hvad der sker, når jeg lige pludselig har meget mere frihed i hverdagen."

"Min ældste er for nylig flyttet ned i kælderen – måske midlertidigt, måske ikke – og om aftenen har jeg det nærmest som om, han er flyttet hjemmefra. Jeg har det bedst, når jeg har flokken lige rundt om mig, så der er nok lige nogle ting, jeg skal arbejde med i de kommende år, når børnene pludselig begynder at flyve i alle retninger."

Hermans Hævn

Sofie Lassen-Kahlke er aktuel med andet bind i mysterieserien om advokat Ursula Madsen. 

”Hermans hævn” udkommer 24. juni på Politikens Forlag.

 336 sider, 300 kr.