Julen i 1960’erne var noget helt særligt for Doris – især én tradition husker hun tydeligt

Når Doris Gehrke skal fortælle om sin barndoms jul, begynder hun lidt på sønderjysk.

– De sidste dage op til juleaften havde vi “æ pusse i æ vinne”.

– Det betød, at hjemmeskoene blev sat frem i køkkenvinduet, forklarer hun.

– Det gjorde de fleste sønderjyske børn, det var vores ”pakkekalender”, og vi ventede spændt på, om nissen lagde en flødebolle eller et stykke ”bom” i, som slik kaldes i Sønderjylland.

– Og så var der en jul, hvor vores næstyngste lillebror fik et stykke kul i hjemmeskoen, fordi han ikke havde været ordentlig. Det var egentlig en tysk tradition. Og min bror fortalte for nylig, at han aldrig glemmer det. Vores mor havde lidt i reserve til ham, men han fik virkelig en lærestreg.

LÆS OGSÅ

Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?

Vi møder 68-årige Doris Gehrke i Taastrup, hvor hun i 37 år har boet med sin mand. I disse dage har hun besøg af søsteren Ella, og sammen har de genopfrisket minder fra barndoms-julen i 1960’erne.

Doris voksede op i en søskendeflok på ni, seks piger og tre drenge, i den sønderjyske landsby Arnum. Moren var halvdags rengøringsdame, og faren arbejdsmand, og han kørte også med gasflasker hver lørdag og hjalp til hos købmanden til jul.

– Pengene var små, fortæller Doris.

– Og vi boede på ikke ret meget plads, men der var altid plads til en til i julen.

I 1967, da Doris var ti, fik familien julebesøg af den unge franskmand George, som den ældste storesøster havde mødt i en sommer-arbejdslejr.

– Det syntes vi alle var vældig interessant, for det var ikke udlændinge, vi så flest af. Da George fandt ud af, at vi skulle have kalkun juleaften, spurgte han, hvor hovedet var henne, for det havde min mor smidt ud. ”Nej, det er ikke rigtigt”, udbrød han, for i Frankrig var kalkunhovedet en absolut delikatesse. Vi børn stod og måbede over, at han ville spise hovedet. Det er sådan nogle sjove ting, man husker.

Decembers stads

Hjemme hos Doris var det en fast tradition, at bordet i den såkaldte lillestue, som var den daglige stue, blev ryddet efter aftensmaden i december måned.

– Det elektriske lys blev slukket, og der blev tændt stearinlys, og så sad vi og sang julesalmer og julesange, imens vi lavede juledekorationer og klippeklistrede. 

Vi lavede julestads i glanspapir, og efterhånden blev hele vores værelse, hvor vi sov fem børn, så fyldt med guirlander og flettede hjerter, så vi snart ikke kunne komme i seng! Om natten gik koksovnen tit ud, og så var der isblomster indvendigt på vinduerne, når vi vågnede om morgenen. 

Hvis det sneede udenfor, var det ekstra hyggeligt, syntes Doris.

Julekalenderne var i pap, og de mange søskende fik gerne en hver hos slagteren og blev oprigtigt overraskede over, at der var det samme bag lågerne, når de åbnede dem. Nogle år var der også gratis julekalendere hos bageren eller købmanden, så de hver kunne være heldige at have tre-fire stykker.

Hjemme hos Doris havde de desuden fået tv, da faren ville se OL i 1960, så da DR begyndte at sende julekalendere i 1960’erne, sad søskende-flokken klinet til skærmen om aftenen.

– Tit sad vi en hel kødrand, fordi vennerne ikke havde fjernsyn og kom over til os og så julekalender, fortæller Doris.

Juleaften før og efter forklædet

Det var faderen i huset, der pyntede juletræet, og børnene fik det først at se juleaftensdag om morgenen.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

– Så skyndte man sig ned af trappen i nattøj – træet stod i storestuen, som var den fine stue, og det var altid pyntet med glaskugler og lametta.

Juleaftensmenuen var kalkun med hvide kartofler, sovs, rødkål og så gammeldags sønderjysk hvidkål, som Doris elsker den dag i dag, og risalamande til dessert.

– Uden mandel, tilføjer Doris.

– For vi var jo ni unger, og der kunne virkelig blive slåskamp om mandlen, men en mandelgave kostede jo også penge.

Når julemiddagen var spist, skulle hele opvasken klares, hvilket de største hjalp moren med.

– Når der var vasket op, så tog mor forklædet af – og så kunne vi danse om juletræet, husker Doris sammen med søsteren Ella med et smil.

Børnene skulle vente uden for storestuen, mens faren tændte juletræet. Alt andet lys blev slukket, og så blev dørene åbnet.

– Det var helt vildt, når man kom ind, det var så magisk, husker Doris og Ella.

– Og så gik vi om juletræet i en evighed, syntes vi, for vi skulle have alle julesangene og alle deres vers med. Nogle år kom købmandens søn over for at være med til at danse om juletræet, for det gjorde man ikke i hans hjem – det, syntes hans mor, var plebejisk. De var jo byens bedre borgerskab, så der var juletræet kun noget, man kiggede på.

Et par bank på døren betød, at nu kom julemanden.

– Det var købmanden, der var klædt ud, fandt vi unger senere ud af, og der var altid æbler og appelsiner i sækken. Vores far spiste appelsin hver dag, for han havde behov for vitaminer, sagde han, men vi andre fik dem mest til jul.

Gaverne fra købmanden

Gaverne var tit legetøj, som købmanden havde givet til faren, fordi det var gået i stykker. Så reparerede han det, og det blev pakket ind.

Efter gaverne var der fri leg resten af juleaften. Hvis nogen havde fået et spil, så spillede børnene det sammen. Første juledag legede de med de ting, de havde fået, og beundrede hinandens ting. Det var en stille dag. Anden juledag var de altid til Brandværnets juletræsfest på Hotel Arnum, hvor pigerne havde fine kjoler på.

– Alle børn fik en stor godtepose, og vi fik ellers ikke så meget slik, så det elskede vi. Om aftenen sendte DR altid en operette, og der var vi faste seere med vores bom-poser. Det var jo god musik, og vi lærte sangene via fjernsynet, vi sang tostemmigt i vores familie.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Engang kom der en halv meter sne i juleferien, husker Doris, og alle de børn, der var hjemme, var med ude og skovle sne.

– Jamen, vi elskede sneen. Dagen efter lavede vi huler i den og var ovre og kælke på marken overfor ned ad en lille bakke. Det lignede lidt ”Alle vi børn i Bulderby”, medgiver Doris.

Da hun var teenager, overtog forældrene forpagtningen af byens forsamlingshus, hvor moren hver dag lavede mad til 40 pensionærer, og da var familien et år 45 personer til jul! Dén juls to kalkuner vejede 21 og 23 kilo.

– Det hele ved julen var det bedste, siger Doris.

– Stemningen, sneen, julemand og slikposer, og at synge i mørket og ”æ pusse i æ vinne” – det var alle de der små magiske ting, som du ikke havde ellers.