Uden at blive for gloriepudsende betragter jeg egentlig mig selv som et ordentligt menneske.
Jeg holder øjenkontakt, når jeg taler med folk, lytter nærværende, når nogen fortæller mig noget, og svarer altid, når nogen henvender sig til mig. Jeg fjerner mine AirPods, når jeg handler og skal betale, holder døren, når nogen kommer gående bag mig og snyder ikke foran i køen.
Basale ting, som alle efter min mening burde gøre.
Men der er ét sted, hvor jeg absolut ikke excellerer udi at behandle folk, som jeg gerne ville – og med samme umage – og det er i min indbakke. Her er situationen faktisk det stik modsatte.
Det kan være beskeder fra tætte veninder og mere perifere bekendtskaber. Sågar min søde mormors nytårshilsen fik lov at hænge et par dage.
Jeg har aldrig været god til at svare på folks beskeder. Eller svaret har jeg altid gjort (måske med få undtagelser, bevares …), men der har snildt kunnet gå dage, før det skete. Og svartiden er kun blevet længere, efter jeg for et års tid siden blev mor.
Nu kan der sagtens gå 14 dage, før jeg får svaret, og der findes ikke længere undskyldninger, der kan forsvare min ageren eller mangel på samme.
Jeg er ikke stolt af det, og jeg ville ønske, det var anderledes. For jeg ved godt, hvilke signaler, det kan sende til personen i den anden ende, men der er absolut ingen skjulte bagtanker med mine lange svartider – jeg er hverken ligeglad og føler mig heller ikke mere vigtig.
Jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor jeg egentlig er så dårlig til noget, der kan virke så simpelt? Hvor svært kan det lige være?
Svært. Åbenbart.
Havde det da bare været, fordi jeg aldrig sad med min telefon, men jeg er ingen helligfrans og kan snildt bruge timer hver aften på at dødsscrolle på skærmen. Tid, jeg kunne have brugt på at svare på folks beskeder.
Det er bare som om, at når det bliver aften, så vil jeg hellere bare ”være” – uden at skulle forholde mig eller tage stilling til noget som helst. Af samme grund ser jeg stadig flow-tv – jeg orker simpelthen ikke at skulle beslutte mig for, hvad jeg gerne vil se.
Måske er dét i virkeligheden en del af forklaringen? At jeg er mere analog, end hvad man kan være i en verden, der er nærmest alt andet end lige netop dét?
At jeg ikke er gearet til, at folk altid kan få fat på mig, og derfor implicit er ”afkrævet” et svar med det samme, fordi det er den forventning, der kommer med sociale medier som Messenger, Instagram og Snapchat?
Jeg ved ikke helt, hvor det efterlader mig, for efter jeg er blevet mor, er mit behov for at være på telefonen kun blevet mindre, og samtidig er behovet for at holde fast i og bevare mine venskaber om muligt blevet større.
Heldigvis har jeg venner og familie, som enten besidder samme nederen evne til ikke at svare lige-nu-og-her, mens andre har affundet sig med (eller måske snarere bare modvilligt vænnet sig til?) ikke at høre fra mig i samme moment, som de sender en besked.
Værst er det med nyere bekendtskaber, som unægteligt må være trætte af mig. Det er både uhøfligt og irriterende. Måske et lille plaster på såret kan være, at jeg virkelig prøver?
I hvert fald ved jeg ikke, om det nogensinde bliver anderledes.
Så til alle, kollektivt: Undskyld, det er ikke jer, det er mig.
Om Julie Bruun Lund, 34 år
- Ugens klummeskribent er journalist på Alt.dk og stor tilhænger af gåture i naturen, musikquizzen på P4 og dårligt tv.
- Julie bor på Nørrebro i København med kæresten Frederik og deres lille datter.
