Emilia van Hauen.

”Mange kvinder begynder for alvor at sparke røv, når de er over 50”

Sociolog Emilia van Hauen vil gerne have sat begrebet flat agers på dagsordenen. Hun har selv oplevet livet efter de 50 som et vidunderligt kapitel, der har budt på en helt ny frihed.

ALT for damerne logo

Da Emilia van Hauen i 2016 rundede 50 år, oplevede hun, at den jævnaldrende omgangskreds delte sig i to.

– Der var dem, der begyndte at planlægge deres pension og finde ud af, hvordan de skulle lave så lidt som muligt. Og så var der dem, der tænkte, shit, hvor er det fedt, det her. Nu begynder vi for alvor at folde vores vinger ud.

Emilia hørte selv til den sidste gruppe, og hun kunne mærke, at der var noget i den nye livsfase, der skulle udforskes nærmere. Som sociolog har hun i 30 år beskæftiget sig med tendenserne i tiden, og i de senere år er hun især dykket ned i de forskellige generationer. 

Undervejs er hun stødt på begrebet flat agers, som hun nu for alvor arbejder på at få sat på dagsordenen. Blandt andet gennem podcasten ”Flat agers – Lev livet uden alder”, som hun har lavet i samarbejde med ALT for damerne.

– Jeg opdagede nemlig, hvordan mit liv på mange måder formede sig helt anderledes, end jeg som ung havde troet, at det ville gøre, når jeg var i den her alder. Jeg bliver 60 år i år, og jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at se anderledes på alder.

At vi i stedet for at se begrænsningerne begynder at se på de mange muligheder, der er, og at vi gør op med alle de fordomme og tabuer, der knytter sig til at være over 50 år.

Hvilke muligheder har du selv oplevet i de senere år?

– Da mine børn flyttede hjemmefra, oplevede jeg lige pludselig en frihed, jeg simpelthen aldrig havde tænkt på, at jeg ville få. Det virkelig fede ved den frihed er, at den nu kan kombineres med en erfaring, som jeg af gode grunde ikke havde, da jeg var ung. Og erfaring er noget af det mest sexede, synes jeg. 

Det overblik og den sikkerhed, der kommer af erfaring, skaber en grundlæggende tryghed, der gør, at man er ægte fri og derfor ofte har et større overskud. Også til andre. 

Dertil kommer, at jeg nu også har en økonomi, der tillader, at jeg i dag kan gøre mange af de ting, jeg drømte om som ung, men som jeg ikke havde råd til dengang.

Betegnelsen flat agers dækker populært sagt over mennesker, der typisk er født før 1975, og som ikke ser det, man ofte kalder ”den tredje alder”, som en afrunding på livet, men derimod som en ny begyndelse. 

Det er mennesker, der ikke lader sig definere eller begrænse af deres alder, og som insisterer på fortsat at være i udvikling fremfor i afvikling.

– Grunden til, at man taler om en flat age, altså, at alderen flader ud og mister sin betydning, kobler sig lidt op på det, man ofte forventer af ungdommen. 

Nemlig, at man er i konstant udvikling. I transition. At man er meget dynamisk og åben, og at man bevæger sig meget. Rejser meget, møder nye mennesker og stifter nye venskaber, bekendtskaber og forhold. Kort sagt, at man er et menneske, der hele tiden flyder igennem de muligheder, der er i et liv, på samme måde, som vi forventer det af ungdommen. 

Caroline Henderson medvirker i podcasten ”Flat Agers – Lev livet uden alder”, hvor sociolog Emilia van Hauen og journalist Marie-Louise Truelsen også taler med flat agers som Ane Cortzen, Camilla Miehe-Renard og Anne Louise Hassing.

Find podcasten der, hvor du lytter til podcasts.

Men i virkeligheden er den måde at være i verden på jo ikke et spørgsmål om alder. Det er et personlighedstræk. Og hvis du er en Flat Ager, så lever du på den måde også efter, at du er blevet voksen.

Hvorfor tror du, at begrebet flat ager og den livsstil, det dækker over, for alvor begynder at dukke op nu?

– Jeg tror, at det har meget at gøre med, at vi fysisk holder os bedre, end man gjorde tidligere, og at energien dermed også bliver ved med at være der. Og så lever vi også i en tid, hvor man nemt kan være meget nysgerrig på alt muligt. Man kan rejse ud. Man kan få nyt job. 

Der er mange, der begynder på en ny uddannelse i 50’erne, se f.eks. Christine Antorini, der er ved at uddanne sig til sygeplejerske. Og så der også den faktor, at vi lever længere. Før i tiden kunne man måske nå at være på pension i ti år, før man døde, i dag lever vi typisk langt over 20 år, efter vi har forladt arbejdsmarkedet. 

Derfor ser vi også flere 60-årige, der starter eget firma. De er måske blevet fyret og har svært ved at finde et nyt job, men de er overhovedet ikke færdige med at bidrage til samfundet, og derfor starter de deres eget. Så der er ved at ske en stor omkalfatring af forestillingen om, hvad alder er. Jeg har altid undret mig over, når folk begynder at tale som sig selv som gamle, når de passerer 40. Nej! Vi bliver voksne. Ikke gamle. 

Jeg tror, at vi skal arbejde lidt på at få begrebet ”voksen” ind i vores sprog igen. Det er faktisk vores længste fase i livet, og den fede udgave voksenlivet er jo lige præcis det her med at være en flat ager. Altså at leve sit liv på en måde, hvor man er åben og nysgerrig overfor alle de muligheder, som livet har, og lever det ud.

Det er selvfølgelig både mænd og kvinder, der vælger at blive ved med at være aktive og nysgerrige langt op i årene, men Emilia ser dog flest kvinder i den gruppe, hun betegner som flat agers.

– Jeg tror, det handler om, at kvinder i højere grad giver sig selv lov til at mærke efter, hvad de selv har lyst til, når børnene flytter hjemmefra. Det er kvinderne, der traditionelt set får familien og fællesskabet til at fungere, og derfor er det kvinderne, der især oplever, at de får mere tid til sig selv, når børnene ikke længere bor hjemme, fordi der er mange opgaver og ansvarsområder, der forsvinder. 

Der er virkelig mange kvinder, der for alvor begynder at sparke røv, når de er over 50. Også arbejdsmæssigt.

Det er jo herligt, at vi kan blive ved med at give den gas, men måske er der også en del, der egentlig har mest lyst til at smække benene op og bare slappe helt af?

– Ja, og det er godt, du stiller det spørgsmål, for det glemmer jeg ofte lidt i min begejstring for den her fase af livet. Det, jeg synes, der er det fede, det er, at nu kan man OGSÅ være flat ager. Det er ikke ensbetydende med, at alle SKAL være flat agers. 

Det handler om, hvad man har lyst til, og der skal være plads til begge dele. Men jeg må bare sige, at jeg møder en del kvinder – især – der siger til mig, at de kan mærke, at der er et eller andet, som er ugjort. Eller noget, de har lyst til, men som de ikke helt ved, hvad er. Og den uro kan meget vel være et signal til dem om, at hey-hallo, du vil gerne noget mere med dit liv. Forfølge nye mål, nye oplevelser, nye mænd, nye kvinder, whatever. Jeg håber, at de, der mærker nogle af de her ting, vil finde inspiration i podcasten ”Flat agers – Lev livet uden alder”, for der er rigtig mange, der har det på samme måde.

Om Emilia van Hauen

  • Uddannet Cand.Scient.Soc. og arbejder som foredragsholder, strategisk rådgiver, forfatter og kommentator.
  • Hun beskæftiger sig overordnet med tidsånden i samfundet og har speciale indenfor generationer, køn og moderne fællesskaber. 
  • Er aktuel med sit nye foredrag ”Fremtidens hierakier på arbejdspladsen”.