Rikke Wölck om at være en moden kvinde: Vemod og frihed

Hvis du heppede på Majas selvstændighed i ”Matador”, lo og græd med Francos mor i ”Springflod” eller var forelsket i Susan Himmelblå i ”Midt om natten”, så står de lige nu på scenen sammen på Nørrebro Teater i ”Renæssance”. Det betyder genfødsel, og kvinderne er i den grad genfødte. Faktisk er de som god vin, der er ældet og nu er dybere, men stadig på toppen. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Kvinderne på scenen spiller med deres egne navne, men i forskellige roller. De hiver referencer frem fra kvindelivet, og med én stemme hylder de fællesskabet mellem kvinder. 

Artiklen fortsætter under billedet:

– Det er vidunderligt at spille sammen med jævnaldrende kollegaer, for der er en stor omsorg og kærlighed mellem os. Det er ikke så tit, at vi får den mulighed, for der er få gode kvinderoller i vores alder. Men heldigvis er vi ved at få øjnene op for, at det ikke kun er ungdommen, der tæller, siger Rikke Wölck, 71, og Jannie Faurschou, 75, nikker. 

– Vi er vidt forskellige, men vi kender hinanden gennem karrieren. Der er næsten altid kun én ”den ældre kvinde” i stykkerne, så på den måde har vi jo alle sammen været hinandens konkurrenter og bejlet til de samme jobs. Men her er vi gode for hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet:

Giver slip

Den modne kvinde, som er ud over overgangsalderen og lever i sin tredje livsfase, er i fokus. 

– Det er vældig komplekst. Det er både meget vemodigt at nå nærmere en slutdato, men der er også en stor frihed i det. Jeg oplever, at græsset ikke er grønnere andre steder, og jeg har en større evne til at nyde, hvor jeg er. For jeg har været dér, så jeg giver slip på mange af de ting, som har jaget mig, både privat og karrieremæssigt, som jeg ikke ville gå glip af. Jeg vil stadig udvikle mig og holde mig i gang, men jeg nyder også at være her nu, slår Rikke fast. 

Artiklen fortsætter under billedet:

Birgitte Raaberg, 71, italesætter, hvor svært vi har ved at forstå alder. 

– Jeg har det også fint, hvor jeg er nu. Jeg har ikke børn, som jeg har kunnet måle med, at de voksede mig over hovedet eller flyttede hjemmefra. Så der er nogle ting, som jeg opdager på en anden måde. En hjerneforsker har fortalt, at hjernen ikke kan opfatte alder efter 45 år. Den kan ikke forstå det. Kroppen udvikler sig, og det må vi jo erfare. Det forstår jeg godt. Når jeg spurgte min farmor på 89 år, om hun ikke skulle med på tur, så sagde hun: ”Nej, de er sgu alle sammen så gamle”, siger Birgitte grinende. 

Rikke nikker. – Der er en trend i samfundet med, at vi skal have strammet hele lortet op, for vi må for Guds skyld ikke vise, at vi er gamle. Det er nærmest ulækkert at se gammel ud, og i USA bliver folk jo nærmest udskammet for ikke at have fået sprøjtet det hele til – i stedet for at hylde al vores erfaring. Det er jo ikke slut, vi kan blive ved at udvikle os og have det skidesjovt, til vi ligger under jorden. 

– Jeg håber, at folk går herfra og tænker: ”Vi skal da leve livet, mens vi er her”. Det er meget optimistisk. Men vi springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Vi rører jo ved alle emner, også døden. Og en stor taknemlighed over, at vi stadig står her, siger Jannie.

LÆS OGSÅ

Bodil Jørgensen om dyster tid: Revyen er vigtigere end nogensinde

Verden føles vild, tempoet er højt – og bekymringerne står i kø. Netop derfor tror Bodil Jørgensen, at revyen har en vigtigere rolle end nogensinde før. Et frirum, hvor vi kan trække vejret, grine – og være sammen.

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.