Anmelderen giver 5 hjerter: ”Timothée Chalamet er perfekt i hovedrollen i denne hæsblæsende og meget seværdige film”

Anmelderen giver 5 hjerter: ”Timothée Chalamet er perfekt i hovedrollen i denne hæsblæsende og meget seværdige film”

Timothée Chalamet er perfekt i rollen som en desperat opportunist i den hæsblæsende og meget seværdige film 'Marty Supreme'.

ALT for damerne logo

Dramakomedie

Intet at tabe

5 ud af 6 hjerter!

Hvor mange broer kan man tillade sig at brænde? Og bør man altid få muligheden for en chance til? Disse, og mange andre spørgsmål, stiller denne hæsblæsende film, som hensætter publikum i neglebidende, hovedrystende suspense. 

Vi bliver ført gennem denne vanvittige historie i et jerngreb af fremragende skuespil, spænding og pinlige, rørende optrin fra start til slut. 

Bordtennisspilleren Marty Mauser (Timothée Chalamet) er en spinkel splejs i 1950’ernes fattige New York, hvis talent kun matches af hans arrogance og vilje til sejr.

Altid har han gang i en fidus for at komme frem, i bukserne på damerne eller tømme andres pengepunge, så han kan deltage i VM. Men slipper hans held op inden, han når så langt? Chalamet kan være et irriterende flødefjæs af en skuespiller, men netop derfor er han perfekt i rollen som denne desperate opportunist, der ikke ved, hvornår han bør give op. 

Omkring ham stråler bl.a. en afdanket filmstjerne (spillet af Gwyneth Paltrow!), en snu kæreste (Odessa A’zion) og utallige andre, man risikerer at gå glip af, hvis man blinker. Der er mange sceneskift og småroller, men det enorme cast brillerer og skaber, sammen med tøj og scenografi, et præcist tidsbillede, der kan lugtes og smages. 

Nyere musik bidrager til symfonien af særlinge i absurde scener og lidt mange historietangenter. Den navnkundige production designer Jack Fisk er med rette blevet Oscar-nomineret for sit enorme arbejde på filmen, selvom man ikke når at dvæle meget ved detaljerne. 

Tempoet og billedsiden er håndholdt og hektisk, man ånder knap lettet op, inden det næste sker. Marty er hele tiden på vej videre, enten længere ned i det hængedynd, han selv er skyld i, eller længere ud og op. Han er ingen helt, ikke just sympatisk, men absolut medrivende. Er filmen anstrengende? 

Ja, og forrygende seværdig.

'Marty Supreme' har biografpremiere den 19. februar