Vi står over for en vild uge, så jeg
håber, at du fik eller får slappet af i vinterferien, for nu skruer universet op for
tempoet, og der er dømt fuld galop.
Jeg tuner ind på de tre væsentligste
bevægelser i uge 8, der helt sikkert kommer til at berøre os hver især.
Det er vigtigt at lægge mærke til de temaer, der
udspiller sig i dit liv i denne uge og særligt fra den 17.-20. februar, for det
fortæller dig noget om, hvad du kommer til at møde og arbejde med i år.
Vi er mange, der har talt ugerne til, at det
endelig skulle blive ildhestens år, og det sker den 17. februar. Ildhesten har
fart på, den er revolutionerende i sin energi, og man er bare nødt til at
spænde hjelmen og følge med: Rid på hesten, ellers bliver din krop trukket
efter den.
Åben lukkede døre
Der er dobbelt op på yang-energi, (hest plus
ild) så der er smæk på handlingerne, passionen, forandringerne og genfødselsenergien.
I år har potentialet til at åbne hidtil lukkede døre for dig: drømmestillingen,
partneren, situationen. Du kan opleve, at du står op for dig eller det, du tror
på, med en fornyet power og lethed og tidligere tiders tåger og nølen og
nederlag bliver til sejre. Det er dog forudsat, at du har arbejdet med dig selv og smidt
det, der ikke længere tjener dig af falske overbevisninger,
dårlige relationer og nederlag, der har blokeret dit hjerte.
Historisk set er det også en lidt dramatisk
eller revolutionerende og rebelsk ånd, der hersker over ildhesten. Vi kan godt
forvente krav om frihed, større politiske skift og folkelige bevægelser, der
samlet kræver handling. Det er alt sammen i gang nu, for slangen har skiftet
sit sidste ham, men jeg siger bare, at det kommer til at blive mere eksplosivt
og gå stærkere fra den 17. februar.
Søger frihed og finder ro
I kinesisk astrologi ligger dyrene i en cirkel, og hesten er nummer 7. Den ligger i direkte konfliktakse til rotten, der er det
første dyr i systemet. Hesten reagerer fra kroppen, den søger frihed, er synlig
og impulsiv. Hesten er også et hjertedyr, og i år er det vigtigere end
nogensinde at få reguleret vores nervesystem og finde ro. Pas på hjertet. Lyt
til det, hold om det om natten, vær i det og lyt efter dets hvisken.
Hestens modsætning er som sagt rotten, der er
et strategisk dyr. Den planlægger med hovedet for at overleve, er beregnende og
ressourcebevidst. 2020 var rottens år. Det er godt at få modsætninger på
plads, for så ved vi, hvad vi ikke skal gøre i år, og hvor problemerne
potentielt kan opstå. I år er vi ærlige, ligefremme, vi følger hjertet, vi er
uafhængige og modige.
Tænk på fællesskabet
For at det ikke skal være løgn, så falder ildhestens år på årets første nymåneeklipse: vi har en nymåneformørkelse: Vi
har en nymåne/solformørkelse i Vandmandens tegn, og så skifter måneknuderne
sørme også den 17. februar fra Fiskens/Jomfruens akse til Vandmanden/Løvens.
Det betyder, at vi det kommende halvandet år kollektivt kommer til at arbejde
med temaer om ego (mig, mig og mine behov) kontra uselvisk kærlighed (hvad er alles
højeste bedste i denne situation?) Magt og afmagt. Folket kontra eliten. Nu hvisker
jeg lige noget, jeg fornemmer; Folket står langt stærkere end magten. Den svage
har mere magt de kommende år end den klassiske magtelite.
Din stemme er stærkere, og det er vigtigt i år
at tænke på fællesskabet. Gør noget godt for andre, det lønner sig. Gør det
ikke, fordi det lønner sig, men fordi det er dér, at glæden og
tilfredsheden bor, det er hjertets vej.
Energien belønner mod
Den 20. februar er der en historisk konjunktion
mellem Neptun og Saturn i 0 grader i Vædderen. På dansk betyder det en
historisk ny start mellem drømmeplaneten Neptun med afgrænsningsplaneten Saturn
i Vædderen. Grænserne bliver testet, nationalt og personligt, men vi kan også vågne
som spirituelle krigere, hvis vi tør at stå ved vores indre sandhed.
Vi er
modige i år, husk det, og energien belønner vores mod, når det er født fra
hjertet. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig. Mit kinesiske horoskop har
kun to dyr ligeligt fordelt: ildhest og jordged (Yes, jeg arbejder med livslang
accept af at være født i gedens år.) Men ildhestekvinder er ifølge
traditionel kinesisk opfattelse en mundfuld; sådan lidt for selvstændige og
iltre, hvilket lidt opvejer mine jordged-placeringer, vurderer jeg selv.
Så i år finder vi alle vores indre ildhest
frem: Iltre, hjertelige, selvstændige og passionerede. Hvem gider ikke det? Kom
så.
Skriv til Nillou
Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn.
Send din mail til knutzen@alt.dk
Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + et uddybende personligt skriv om situationen, hvor man selv står følelsesmæssigt og konkret. Er der andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet, så tag dem endelig med i din mail. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.
Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion.