Du har netop udgivet albummet 'Hærværk/Mesterværk' – hvordan kom det album til verden?
– Mange af teksterne er skrevet, mens jeg har gået ture rundt på Vesterbro i København. På de ture kan jeg godt få den tanke, at jeg har lyst til at sætte mig ind i et tog og køre væk, uden at komme hjem igen, eller at drikke mig halvt ihjel, for det kan jeg godt, hvis jeg vil.
Der er nogle af de helt store eksistentielle valg, der bliver meget tydelige, når man har et ansvar. Jeg har jo et virkelig dejligt liv med min kæreste og to sønner på fire og et. Men der er også noget menneskeligt i, at jeg rummer et mørke i min hverdag.
Det, tror jeg, er mere fy at sige som kvinde, end det er som mand.
Hvad er det for et mørke, du har inde i dig?
– Der findes glimt, hvor jeg sidder hjemme i mit køkken i regnvejr en mandag morgen med mine børn, hvor jeg kan tænke: Hvordan har jeg været så sindssygt heldig? Og så findes der jo modsatte perioder, hvor det ikke er så nemt at være i, hvor jeg har lyst til at skride fra det hele.
Det er stadigvæk kontroversielt at sige som kvinde, at man besidder en kaostrang. Det, synes jeg, er pissevigtigt at få afmystificeret. Den kaostrang og lyst til at skride fra det hele er ikke så farlig, når man er yngre.
Der er det på en måde mere accepteret at søge grænser. Men kaostrangen får nogle andre farver, når man bliver ældre og får mere ansvar. Når man sætter børn i verden, er det ikke lige så okay stadig at have driften til at ville gå til kanten. Gennem mit liv har jeg prøvet mange festlige ting af.
Jeg har generelt levet livet ud til kanten, men jeg har altid vidst, at jeg har kunnet stoppe igen. Den helt store spiller, når vi taler kaostrang, er at kunne stoppe igen. Fordi selvom jeg læser Tom Christensen og gerne vil gå i hundene, så gør jeg det jo ikke.
Men i kraft af at have den familiehistorie bag mig, som jeg har, hvor nogen har taget dét tog, så bliver det også mere tilgængeligt for mig at tænke, at toget er der. Jeg har selv oplevet, at voksne mennesker i mit liv har gjort det og ladet sig styre af deres kaostrang.
Hvem har ladet sig styre af deres kaostrang i din familie?
– Jeg har altid haft misbrug meget tæt på mig gennem min far og mine brødre, der alle har været inde og ude af misbrug. Min far har været clean i mange år, siden jeg var omkring 18 år, men i en periode boede han nede på Istedgade som hjemløs.
At skrive den her plade har også været en ret smuk personlig proces for mig, fordi jeg føler, at jeg er kommet tættere på dem ved at afsøge min egen kaosdrift. Ved at afsøge den er jeg kommet tættere på at forstå deres valg, og hvad der har været i spil for dem. Alle dem, der har haft misbrug tæt på sig, ved, at der ligger et kæmpe arbejde med tilgivelse.
Det er også noget, jeg har arbejdet med – også sammen med dem. Vi har gået i forskellige former for terapi, og det har været en lang proces med at prøve at forstå, hvorfor man bliver valgt fra som barn til fordel for stoffer. Og jeg ved ikke, om det er noget, man nogensinde 100% tilgiver. Men det er måske også fint nok.
Det vigtigste for mig har været at tilgive ham af egoistiske grunde, for ellers kunne jeg gå og være meget såret uden at få fred i livet. Jeg måtte acceptere noget, jeg ikke forstår – hvordan stofferne kan vinde over en. Jeg har lært nu, at det har været en eller anden flugt for dem.
De har den kaostrang, som jeg også besidder, men jeg kan styre min.
Hvordan har du lært at styre din kaostrang?
– Som voksen har man mere ansvar og derfor også mere at flygte fra. Jeg styrer min kaostrang ved at give den lov til at være her. Jeg giver den plads og anerkender, at den eksisterer sammen med det lyse i mit sind. Jeg tror aldrig, jeg har følt, at det var tabubelagt at tale om mit mørke.
Jeg kan kontrollere mit mørke, men det betyder ikke, at det ikke lever vildt inde i mig. Det ved min kæreste også, og det accepterer han fuldstændig. Når jeg siger højt, at der er et mørke i mig, så er det en kontroversiel ting. Så tror jeg endnu mere, der er brug for, at man har fortællinger fra alle steder i livet, alle aldre, alt muligt.
Hos kvinder er der helt klart nogle ting, der er sværere at sige højt end andre. Men jeg kender ikke nogen, der ikke har brug for at forfølge kaosset en gang i mellem. Nogle kan have brug for at feste og drikke sig fulde en gang om måneden, og andre udlever deres på andre måder. For mig hjælper det at skrive om det – for især i musikken har jeg kunnet udforske den side i mig selv.
Hvorfor hjælper det dig at sige de her ting højt?
– Jeg vil gerne være stolt repræsentant af, at man sagtens kan være over 30 år, være musiker og drikke og ryge og samtidig være en pissegod mor. At man godt kan have både det mørke og det lyse i sig. Kaosset og det ordentlige.
Der skal skabes nogle nye billeder af, hvordan man kan være en god mor og musiker. Hele fortællingen om, at et rockstjerneliv ikke kan sameksistere med et familieliv, den skal vi reformere.
Vi skal give den fortælling flere farver, aldre og køn, for historisk set har mænd haft patent på at være dem, der kunne være over 30 og stadig være vilde og have succes.
Om Soleima, 36 år
- Sarah Mariegaard med kunstnernavnet Soleima var en del af hiphop-gruppen Flødeklinikken, før hun gik solo i 2015.
- Aktuel med albummet 'Hærværk/Mesterværk' og tager på turné i starten af 2026.
- Bor i København med sin kæreste og deres to små børn.
