Overvejer du nogensinde at sige til din kollega, at han eller hun ser sur ud? Så læs med her

Jeg har altid forsøgt at lave om på mig selv. 

Gøre mig til en anden, end jeg er, skjule mig bag et lånt ydre. Det begyndte allerede i folkeskolen, hvor jeg troede, at livet ville blive meget nemmere, hvis jeg bare opførte mig lidt mere cool, tilbagetrukket, lidende på den sexede måde. 

Så ville mine plageånder lade mig være i fred, og pigerne måske lade sig drage af min mystiske ligegyldighed.

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

”I mange år var jeg vildt usikker i forhold til dating”

Caroline Dan har det meste af sit liv skilt sig ud på grund af sin højde. I dag bær hun sin 1,87 m med stolthed. Men hun mener, det er på tide, vi nytænker, måden vi giver komplimenter på: fx at vi bliver bedre til at give især piger komplimenter, der rækker ud over vores udseende og i stedet anerkender vores evner.

Trods adskillige af disse ihærdige flugtforsøg blev jeg dog aldrig nogen Dylan McKay fra Beverly Hills 90210. Jeg var stadig bare Søren McGuire fra 9800 Hjørring. Skeløjet, usikker og så uendeligt lidt mystisk.

Det er en følelse, jeg aldrig har sluppet: at jeg ikke er god nok, at jeg altid bør undskylde for mig selv og den plads, jeg optager i verden, på arbejdet, i parforholdet, i spalterne her. Den første klumme, jeg skrev, handlede om de ting, jeg ville lave om ved mig selv, hvis jeg kunne tale med mit yngre jeg. 

Den var søgt, selvmedlidende og sjaskende sentimental, men knap syv år senere står det ikke desto mindre klart, at ordene var et forsøg på at finde vejen til den selvaccept og tilgivelse, jeg stadig venter på. 

Jeg havde håbet, at begge ville indfinde sig med alderen, at jeg enten ville vågne en morgen, opfyldt af nyfunden ro og accept, eller langsomt glide ind i en velsignet tilstand af ligegyldighed over for din og andres mening om mig.

Ingen af delene er dog sket endnu, og jeg er ved at opgive håbet om, at det nogensinde vil ske. Jo ældre jeg bliver, desto oftere må jeg indse, at jeg aldrig finder nogen ro i at være den, jeg er. 

LÆS OGSÅ

Da Anne Dorte Michelsen var i sit livs krise, søgte hun tilflugt et helt særligt sted

Man finder oftest sin vej gennem en livskrise, og det gjorde sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen også. Især ét sted fandt hun heling, fortæller hun i Hjemmet.

Her står jeg nemlig stadig, 46 år, uden evne til at ryste andre folks meninger og ord af mig, uden evne til at mønstre bare en lille smule facade, når folk synes, de skal være ærlige, fordi ærlighed jo er en dyd. Men når man er som mig, er ærligheden ofte det sidste, man har brug for. 

Du må gerne lyve; jeg kender udmærket sandheden. Jeg kender mine fejl ned til mindste detalje.

Jeg ved godt, at jeg kan se stresset ud, selv når jeg er allermest rolig. Jeg har hørt det hundredvis af gange. Jeg ved, at Generation Z’erne misforstår min humor. 

Jeg misforstår også deres uovervejede ærlighed. Jeg ved, at jeg bærer nag, trækker mig fra usikre relationer, og at jeg stadig har mit udseende imod mig. Jeg smiler på billedet til klummen her, hvis ikke med munden, så i hvert fald med øjnene. Jeg bryder mig ikke om mit smil og det, det gør ved mit ansigt, forvrænger det, får min mund til at se skæv ud og fremhæver min skelen på mit højre øje. 

LÆS OGSÅ

Jeg fik en alvorlig beskyldning af min chef – og nu tør jeg ikke stole på andre mennesker

En læser blev for nogle år siden beskyldt af sin chef om noget alvorligt. Det har gjort, at hun ikke længere tør stole på andre. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Jeg er ikke sur eller arrogant, jeg forsøger bare at undgå at se dum og fjoget ud, selvom jeg burde være gammel nok til at være ligeglad med, om jeg ser dum og fjoget ud eller ej.

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være cool, dragende og dele en eller anden underfundig tanke om verden med dig, måske endda med sexet og ironisk distance, præcis som jeg altid har forsøgt at gøre det. Men det slår fejl, præcis som det altid gør.

Der er ingen Dylan McKay her i dag. Kun Søren McGuire. Ikke sur, ikke smilende, men i det mindste så nogenlunde ærlig.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.