Karina Vincentz Andersen.

Da Karina gik ind i politik, fandt hun også kærligheden: ”Vi var begge gift, men vi klikkede bare”

Borgmesteren i Odsherred nyder friheden i ikke at tilhøre en fast fløj. Byrådssalen har dannet ramme om en stor forelskelse og en rigtig møgsag.

ALT for damerne logo

Hendes far var kriminalinspektør, tillidsmand og socialdemokrat, og Karina Vincentz Andersen arvede hans engagement, men ikke partifarven. Inspireret af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen drejede hun til højre, og da hendes børns skole var lukningstruet, stillede hun op til kommunalvalget i 2009 – uden at komme ind.

Fire år senere blev hun valgt til byrådet i Odsherred Kommune for Venstre, og i dag er hun borgmester for borgerlisten Nyt Odsherred.

– Det er enormt befriende at være valgt på en lokalliste, fordi folk forholder sig til det, jeg siger, i stedet for partifarven. Jeg bliver mødt anderledes af borgerne, end da jeg sad i byrådet for Venstre. 

Vælgerne kan friere sige deres mening til mig, fordi de ikke bliver sat i forbindelse med et bestemt parti. Det er også relativt nemt for os at få kandidater, fordi de ikke bliver sat i bås med de etablerede partier, siger hun.

Ny Odsherred blev etableret syv måneder før sidste kommunalvalg i et ønske om at fokusere mere på lokale forhold end på partipolitik. Karina blev valgt som borgmesterkandidat og har nu siddet på borgmesterkontoret i fire år.

Kærlighed i byrådssalen

Karinas CV er langt og broget. Hun er udlært i en Irma i København, har været afdelingsleder i Kvickly, og siden har hun uddannet sig til sosu-assistent og arbejdet 10 år på en akutafdeling på Holbæk Sygehus. 

Da hun blev borgmester, havde hun i 12 år været leder af en aftenskole i Nordvestsjælland.

– Jeg har været utrolig glad for alle mine job og ser det som en fordel, at jeg har prøvet så mange ting. I alle mine ansættelser har det handlet om at skabe en forbindelse mellem mennesker, siger hun.

Som nyvalgt byrådsmedlem på rådhuset i Højby skabte hun en vigtig forbindelse. Her mødte hun nemlig Allan Andersen, som var valgt ind for Socialdemokratiet.

– Vi var begge gift, men vi klikkede bare og havde gode diskussioner. Der var mange ting, vi var uenige om, men vi havde alligevel et ens livssyn, fortæller Karina.

De politiske diskussioner blev til en spirende forelskelse, og da den ikke lod sig slukke, afsluttede de begge deres respektive forhold, før de sprang ud som par med i alt seks børn, hvor Karina er mor til de tre. Dog var det kun hendes to yngste, som boede hjemme.

Der bliver talt meget politik i hjemmet i Nykøbing Sjælland, men alligevel stiller Allan ikke op til byrådet ved det kommende valg.

– Privat har vi været ret gode til at skille tingene ad, og der har været få sager, som vi har været meget uenige om, men da jeg blev borgmester, og han sad i byrådet, gav det nogle unødige dønninger blandt vores politiske kolleger. 

Det er en af grundene til, at han trådte ud af byrådet, siger Karina.

Fjernvarmesagen

Den største modvind, hun har oplevet som borgmester, er en sag om fjernvarmeforsyningen i Odsherred Kommune, hvor udbygningen af fjernvarmenettet blev meget dyrere end forventet og har givet en række borgere en markant stigning i varmeregningen.

– Det er en rigtig træls sag for både borgerne, direktionen og byrådet. Vi har arbejdet hårdt for at finde gode løsninger, men det er ikke lykkedes helt, og det har været rigtig svært, erkender hun.

Alligevel har Karina valgt ikke at gemme sig hjemme og købe dagligvarer online.

– Jeg vil hellere møde folk og fortælle dem, hvad der er op og ned i sagen. Som borgmester må jeg også rumme frustrationerne, men jeg synes, at borgerne tager godt imod det, understreger hun.

Selv om jobbet fylder meget, forsøger Karina også at holde lidt fri. Hun har lige fået sit første barnebarn, og der skal være tid til at være farmor. Men politik trækker stadig.

– At være borgmester er det bedste job, jeg har haft, siger hun med et smil.

Om Karina Vincentz Andersen, 52 år

  • Borgmester i Odsherred Kommune for borgerlisten Nyt Odsherred siden 2021.
  • Valgt til byrådet for Venstre i 2013.
  • Tidligere butiksansat, sosu-assistent og aftenskoleleder.
  • Mor til tre og bor i Nykøbing Sjælland med sin mand, Allan.

6 hurtige om borgmesteren

  1. Det bedste ved jobbet er ... at komme ud og møde borgerne og virksomhederne. Høre deres ønsker og prøve at omsætte dem til virkeligheden.
  2. Det værste er ... Fjernvarmesagen. Den er ikke sjov, fordi den har så stor betydning for vores borgere. Det har været svært at finde en løsning, selv om vi har arbejdet i døgndrift for det.

  3. Jeg er mest stolt af, at ... vi er gode til fællesskaber og har en fantastisk natur.
  4. Besøg Odsherred, fordi ... du kan opleve små gårdbutikker med lokale råvarer, Michelin-restauranter og et stærkt kulturliv.
  5. En sjov detalje om kommunen er ... at hvis man tager koordinaterne for hele Danmark, ligger midtpunktet i Odsherred ved Rørvig.
  6. Fra Odsherred kommer ... badmintonspiller Morten Frost og forfatter Anna Grue.