Min far var selvstændig maler, og min mor arbejdede på fabrik. Jeg voksede op lidt uden for Nykøbing Falster, og vi havde ikke særlig mange penge at gøre godt med, men vi fik altid mad på bordet.
Men når julen nærmede sig, betød det ekstra god mad, og det glædede vi børn os til.
Forberedelserne begyndte i løbet af december. Min mor bagte vaniljekranse og brunkager, som ikke måtte spises, før vi nåede juleaften; hun sagde altid, at hun ”havde talt småkagerne”, sådan at vi små pilfingre ikke skulle blive fristet til at snuppe én før jul.
Det overholdt vi selvfølgelig som de artige børn, vi var.
Et par dage før jul tog min far og jeg ud på landet og fandt et juletræ. Men først selve juleaftensdag måtte det tages ind i stuen, og det skulle pyntes på præcis samme måde hver eneste jul. Først skulle der “fehår” på, så skulle flagene nøje vikles rundt om træets øverste fire grene, og der skulle lametta på, julekugler, guirlander og selvfølgelig en stjerne i toppen.
Det var altid min far og jeg, der pyntede juletræet, og jeg husker det som en helt særlig stund, hvor det kun var ham og mig.
Når juleaftensdag oprandt, blev gaverne lagt under træet. Det var bestemt ikke et gaveorgie, for vi fik ikke mere end én gave pr. barn. Mine forældre gav ikke hinanden gaver, men fortalte os, at de gav hinanden 500 kroner hver – det var mange penge dengang, og det gjorde mig stolt, at vi havde den slags penge.
Vi fik lov til at åbne gaverne om eftermiddagen klokken 15, hvor der som alle andre dage blev serveret eftermiddagskaffe. Det var en hyggelig stund, hvor vi nød de hjemmebagte julesmåkager, nødder og appelsiner og fik åbnet vores pakker inden middagen.
Min søster havde det med at blive dårlig og kaste op af ren spænding, hvis det med gaverne blev trukket i langdrag.
Særligt én december var jeg ulykkelig, fordi min elskede bamse var brændt – de var udstoppet med savsmuld dengang, så der skulle ikke meget til, at der gik ild i dem. Dengang var en bamse ikke noget, man bare gik ud og købte, men da vi ramte juleaften, så jeg, at der lå en blød pakke under træet – og til min store glæde var der en fin ny bamse indeni.
Sjældent har jeg været så lykkelig for en gave, og bamsen fulgte mig mange år fremover.
Julemiddagen var forbundet med stor forventning, for vi fik and. Det var bestemt ikke hverdagsspise; andesteg var dyrt og noget, der hørte særlige lejligheder til. Hertil fik vi brune og hvide kartofler samt rødkål og så selvfølgelig risalamande med varm kirsebærsovs til dessert.
Dengang var der dog ingen mandel i; den tradition kom først senere.
Første juledag var vi til julefrokost med hele familien. Jeg husker det ikke som noget, man så særlig meget frem til; det var kedeligt at vente på de voksne, der var evigheder om at spise færdig, for man måtte naturligvis ikke rejse sig før, og jeg havde ingen kusiner på egen min alder, jeg kunne lege med.
Jeg kunne meget bedre lide juleaften, hvor vi bare var vores lille familie – min mor, far, storesøster og mig. Hjemme var det jul på børnenes præmisser, og vi fik lov at gå fra bordet, lige når det passede os – men kun fordi det var jul.
Når jeg kigger tilbage, er det særligt traditionerne, jeg længes efter. Det at nyde de helt små ting som at sidde og betragte det smukke pyntede juletræ med alle de levende lys på – og at pynte træet sammen med min far.
Det husker jeg som noget helt særligt.
Om Anni Andersen, 73 år
- Pensioneret SOSU-assistent.
- Enke, mor tre og bor sammen med sin mor på 97 år i Nykøbing Falster.
