Plejehjem bruger 300.000 om året på arbejdskulturen: "Kvaliteten af plejen afhænger af, hvordan de ansatte har det”

77-årige Hanne Falck-Rasmussen sover udenfor på sin lille terrasse i de måneder, hvor lyset vinder over mørket. 

Hun finder en særlig ro i at falde i søvn under åben himmel, mens hun tæller æblerne på det lille træ, der strækker sine grene ind over sengekanten.

LÆS OGSÅ

Da Anne Dorte Michelsen var i sit livs krise, søgte hun tilflugt et helt særligt sted

Man finder oftest sin vej gennem en livskrise, og det gjorde sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen også. Især ét sted fandt hun heling, fortæller hun i Hjemmet.

– Det er simpelthen så dejligt. Wow, siger jeg simpelthen. Jeg vågner til fuglefløjt, og jeg er så heldig at have det dejlige træ lige der. Så kan jeg også sidde derunder og hækle og bare være glad, fortæller hun, mens hun smiler og trækker skuldrene op til ørerne.

For at holde fast i sin vane har Hanne fået installeret en markise, som hun kan rulle ud, når regnen drypper. På den måde behøver vejret ikke sætte en stopper for hendes nætter i frisk luft. At beboerne kan gøre tingene på deres egen måde, er noget, Dalsmark Plejehjem ved Gråsten lægger stor vægt på. 

Som et såkaldt EDEN-hjem handler det nemlig om at skabe et reelt hjem for de ældre, frem for en institution. Et sted, hvor de ældre kan leve et hverdagsliv tilpasset deres egne ønsker og behov.

Men selvom plejehjemmet har haft den tilgang i 20 år, så har det ikke altid været ensbetydende med et velfungerende hverdagsliv. For seks år siden var trivslen blandt medarbejderne ikke prangende, og arbejdsmiljøet var præget af konflikter og dårlig kommunikation. Det overskyggede det egentlige mål: at give de ældre en værdig og omsorgsfuld pleje. 

Derfor valgte plejehjemsleder Maibritt Elm Nielsen at tage fat på en omfattende forandringsproces.

– De sidste seks år har vi været igennem en enorm kulturændring, og det har virkelig været hårdt. Det har tæret på os personligt, fordi det tungeste arbejde lå i de første to til tre år. Det krævede utallige svære samtaler med både medarbejdere og fagforening, og det skabte også en del uro udadtil i byen.

I en årrække udskiftede vi mange medarbejdere, fordi de ikke ønskede at tilpasse sig de nye tiltag og slippe de gamle vaner. Der er en grund til, at mange ledelser og arbejdspladser ikke magter at tage et opgør, for det kan virke helt uoverskueligt.

Markant ændring i arbejdskulturen

I sensommeren kunne Maibritt Elm Nielsen fejre sit 20-års jubilæum som leder på Dalsmark Plejehjem. Hun har gennem årene set ældre flytte ind med deres livshistorier og særlige ejendele – og flytte ud igen, når deres tid var forbi. 

I den tid har hun også været leder for utallige medarbejdere – nogen med en ukuelig ild brændende for deres fag, og andre, der med tiden har medvirket til at optrævle en ellers velfungerende arbejdskultur.

– Ingen medarbejdere ønsker at stå op om morgenen og ødelægge en god arbejdskultur. Ingen har været dårlige eller onde mennesker. I 2018 havde vi bare en rigtig dårlig kultur, hvor de forkerte og negative narrativer fik lov til at leve, og det tenderede til forråelse. 

Der var konflikter og alliancer blandt medarbejderne, som konstant skabte et os mod dem. Der gik alt for meget tid med at diskutere og brokke sig over, hvor hårdt arbejdet var – og den tid gik fra de ældre. Vi har enkelte gange oplevet, at beboerne ikke blev passet, som de skulle, fordi personalet ikke kunne finde ud af at kommunikere med hinanden. 

Dagvagterne og nattevagterne var oppe at skændes, og der var også flere medarbejdere, der ikke havde fagligheden eller omsorgen på det rette sted.

Derfor valgte Maibritt i 2019 at hyre et konsulentfirma med speciale i etik for at ændre måden, medarbejderne kommunikerede på.

– Ældreplejens kvalitet afhænger i høj grad af, hvordan det sundhedsfaglige personale har det og arbejder sammen, og vi måtte simpelthen blive bedre. Først og fremmest skulle vi lære at kommunikere ordentligt. 

LÆS OGSÅ

Nyt makkerpar til populært musikprogram: "Det er ikke helt gået op for mig endnu"

Radiovært Sara Bro bliver vært på Dansk Melodi Grand Prix 2026 - og ved sin side får hun en helt ny værtsmakker.

Mange gik i offerrollen eller retfærdiggjorde sig selv, mens andre tiede stille, når de så eller hørte noget forkert, fordi de ikke ville blive kaldt stikkere. Vi skulle lære at undgå at angribe hinanden og tale bag hinandens ryg og i stedet gøre det til et trygt og rart sted at komme på arbejde.

Siden da har plejehjemmet været tilknyttet konsulentfirmaet, så alle medarbejdere hvert år kommer på fire kurser i både forår og efterår. Her lærer de redskaber til konflikthåndtering, grænsesætning og godt samarbejde, så de altid kan bevare fokus på de ældre. 

Det har været en omfattende kulturændring, fortæller Maibritt, men det har resulteret i, at Dalsmark Plejehjem nu ligger nummer 1 blandt Danske Diakonhjem (selvejende institution med 46 plejehjem), netop er kåret som region Syddanmarks bedste plejehjem og nu er i spil til at blive kåret som Danmarks bedste.

– Der er stadig konflikter, og det vil der altid være. Men hvis der kommer struktur på kulturen, så vi ved, hvordan vi skal håndtere det, så batter det. 

Vi bruger 200.000-300.000 kroner på konsulentfirmaet hvert år, men det beløb sparer vi i sygefravær og vikarer, fordi folk nu har lyst til at møde ind om morgenen.

Derudover har plejehjemmet sammensat en facilitatorgruppe, hvor 15 medarbejdere – fra mellemledere til pedellen – skal holde øje med trivslen i de forskellige afdelinger. De griber ind, hvis de ser problemer, eller hvis nogen er pressede, både arbejdsmæssigt og privat.

– Vi har haft mange dygtige medarbejdere, som alligevel blev trukket ned i dårligdommen. Deres motivation og overskud forsvandt, fordi de var omgivet af negativitet. 

Derfor handler det om aldrig at lade de destruktive narrativer få fodfæste igen. Når man håndplukker de rigtige og bygger en stærk kultur, så tiltrækker og fastholder man også de bedste medarbejdere.

Klare linjer trukket op

Samtidig satte afdelingssygeplejerske Kathrine Lehmann sig også for at optimere og strukturere arbejdsgangene, fordi der var så meget snak om tidsmangel. 

Sammen med en kollega gennemgik hun plejen af alle beboere og regnede minutiøst ud, hvor lang tid hver enkelt dagligt havde brug for hjælp.

– Da kulturen var værst, var det største problem, at medarbejderne hele tiden følte, de manglede tid. Beboerne sad derfor for længe og ventede på hjælp, og de blev heller ikke aktiveret nok i løbet af dagen. Fokus handlede mest om, hvor hårdt vi selv havde det, i stedet for at skabe de bedste rammer for de ældre. 

LÆS OGSÅ

Da Lisa Nilsson blev skilt, forstod hun pludseligt sine forældre meget bedre

Som fire-årig blev Lisa Nilssons forældre skilt. Da hun selv blev skilt fra sine børns far, kunne hun bruge sin personlig erfaring til at gøre tingene, som hun ville have ønsket, at hendes forældre havde gjort det.

Men da vi fik styr på, hvor lang tid opgaverne faktisk tog, viste det sig, at der var rigelig tid – den blev bare brugt på at diskutere, hvem der skulle gøre hvad. Og på en halv time kunne ti medarbejdere altså have hjulpet mange beboere op og i gang, men tiden gik med snak.

Kathrine udarbejdede derfor et tidsskema, som alle sosu-medarbejdere skulle indrette sig efter. Hvis de ikke kunne klare opgaverne på den givne tid, fik de en mentor, som kunne give dem tips til at gøre arbejdet nemmere. Hvis de efterfølgende ikke lykkedes med det, blev de inviteret til en samtale, hvor de enten fik samarbejdet til at fungere, eller deres veje skiltes. 

Den daglige morgenrutine blev sat til præcis 135 minutter per medarbejder.

– Det lyder hårdt, men den tid, vi regnede os frem til, var overhovedet ikke umulig. Selvfølgelig tager det længere tid, hvis en beboer er dårlig, men forskellen i tempo og energi mellem medarbejderne var enorm – nogle brugte næsten en time mere end andre. Jeg synes, der er en ærgerlig fortælling om, at hvis man ikke vil tage en lang uddannelse, så kan man altid blive sosu-medarbejder. 

Arbejdet kræver overskud, faglighed og en ægte lyst til at tage sig af de mest sårbare mennesker, og for at gøre det skal man selv være i overskud. Nu hvor vi har strammet op, kan vi kollegaer mødes til formiddagskaffe, hvor alle er der til tiden, og vi har tid til de sjove ting med de ældre.

Kathrine har som afdelingssygeplejerske personaleansvar, og hun kan tydeligt se virkningen: færre sygedage, større tillid og bedre trivsel. Alle medarbejdere får desuden løbende efteruddannelse i demens, så de kan møde beboerne med både faglighed og omsorg.

– Når man føler sig tryg på sit arbejde og tør tale om det, der er svært, så bliver man heller ikke syg på samme måde. Den psykologiske tryghed betyder alt. I starten var det hårdt – jeg blev råbt ad, når jeg rettede folk, og ofte kaldt en stikker. 

Men hvis nogen kalder dig stikker, så er det et tegn på, at noget var galt, og du har afsløret det. Jeg har taget mange slag, men det har været det hele værd, for i dag er Dalsmark et trygt sted at gå på arbejde.

Noget at stå op til

En dør åbnes ud til gårdhaven, og to kvinder træder ud i solen – den ene støttet til sin rollator, den anden med store solbriller på. De skal ud at gå en lille eftermiddagstur i solskinnet.

– De to er blevet bedste veninder nu, og generelt er beboerne begyndt at knytte venskaber på en helt anden måde, end de gjorde tidligere. Vores bedste forklaring er, at de kan mærke, vi ansatte er glade for at være her og opsøger fællesskabet, så nu gør de det samme, fortæller Maibritt lavmælt, mens de går forbi.

På plejehjemmet arbejder de nu med såkaldte velværedomæner, hvor hver enkelt beboer har fået analyseret sine behov. Hvordan tilgodeser personalet deres kærlighedsbehov og tryghed? 

Hvad får dem til at føle sig hjemme? Og hvad indeholder en god dag for dem?

LÆS OGSÅ

Simi Jan om udfordrende tid: Jeg kunne sætte mig ned og græde – eller handle

Når journalist og korrespondent Simi Jan ser tilbage på sine tidlige 20’ere, er det med både stolthed og frustration. Hun havde netop afsluttet sin drømmeuddannelse i Skotland, men arbejdsmarkedet i Danmark ville ikke åbne dørene for hende. Men i dag kan hun se, at der fandtes en vigtig læring i den udfordrende tid.

– Nu har alle en personlig kalenderplan fra mandag til fredag, hvor der står, hvad deres dag skal indeholde. Nogle skal måske en tur i skoven, mens andre helst vil sidde med en kop kaffe og lytte til jazz. Det er noget, vi først har kunnet skabe det seneste år, i takt med at kulturen blandt medarbejderne er blevet bedre. Pludselig har vi overskud til det.

Ud over de ældres personlige dagskemaer er der masser af fælles aktiviteter. Mandag er der f.eks. andagt med billeder fra den forgangne tid, og flere gange om ugen åbner Kolonihaven til kreative sysler som maling og klippe-klistre. 

Hver uge arrangeres også en udflugt, hvor beboerne har prøvet alt fra fisketure til svæveflyvning, og om fredagen tændes bålet i haven, så der kan laves pandekager. De seneste år har plejehjemmet desuden haft en naturvejleder tilknyttet, som sørger for masser af frisk luft og dagslys, der giver de ældre en bedre nattesøvn. 

Enhver anledning bliver også fejret – senest en høstfest med blomsterkroner, oksesteg og hjemmelavet æblekage, og snart venter lysfesten, hvor plejehjemmet bliver forvandlet til et lyshav af lanterner og lyskæder.

– Vi har en beboer, som mistede sin kone. Hver fredag gik han ned til bålet og lavede to pandekager, som han tog med tilbage for at dele med hende. Parret nåede at fejre deres jernbryllup på plejehjemmet, inden hun kort tid efter gik bort. 

Det kreative værksted kom til kun to uger, efter han mistede sin kone, og vi og hans familie kan se, hvor meget det har betydet for hans mentale helbred. 

Det er et eksempel på, hvor meget det betyder, at vi som personale prioriterer vores tid rigtigt. Ensomhed er et stigende problem i vores samfund, især blandt ældre, og det er en af de ting, vi eliminerer. Vi skal sørge for, at de bliver en del af et fællesskab og stadig har noget at stå op til hver dag.

Selvom hverdagen i dag kører problemfrit, oplever Maibritt Elm Nielsen alligevel, at det kan være dilemmafyldt at tale åbent om, at de ikke længere står over for de store og ressourcekrævende problemer, som mange andre i branchen kæmper med. Hun ønsker nemlig ikke at bagatellisere, hvor krævende det er at drive ældrepleje.

– Vores hus fungerer altså virkelig godt nu på grund af et benhårdt stykke arbejde, som vi er stolte af. Man skal være dedikeret med hele sit hjerte for at kunne overskue den kamp, vi har taget. 

Da vi havde det værst, blev vi omtalt i aviserne og i lokalsamfundet, fordi vores plejehjem ikke fungerede. Men vi vendte det, fordi vi blev ved og ved og ved – og fordi god og værdig ældrepleje på det højst tænkelige niveau er et kald for os.