Som helt ung arbejdede
Simi Jan i et callcenter hos IBM i Skotland, og det var hendes ønske om at
opleve verden og møde forskellige mennesker, der havde ført hende til udlandet.
Samtidig vidste
hun, at hun gerne ville være journalist, og hun søgte derfor ind på både
Journalisthøjskolen i Århus og Syddansk Universitet i Odense. Men pludselig fik
hun en anden tanke:
– Jeg
tænkte – jeg er jo i Skotland. Ville det egentlig være virkelig fedt at tage en
uddannelse i udlandet? Jeg kunne blive flydende på engelsk, og jeg kunne lære
en masse om britisk historie, fortæller Simi Jan i podcasten ”Mit Yngre Jeg.”
Og rigtigt nok – hun
blev skarp til både sprog og politik, og da hun i 2003 var færdiguddannet
journalist fra Napier University i Edinburgh, troede hun, at verden lå for hendes
fødder. Men sådan var virkeligheden desværre ikke.
– Så
kommer jeg hjem fra Skotland, færdiguddannet, 23 år, har fået min
drømmeuddannelse, jeg har gået igennem ild og vand, og hold kæft, var jeg bare
sej. Og så er der ikke nogen, der vil ansætte mig i Danmark, fortæller hun.
Tre år med
afslag
Hjemme i Danmark
søgte Simi Jan job igen og igen, men blev mødt med afslag på afslag. Selv når
hun kom til samtaler, blev hun mødt med skepsis:
– Hvorfor
har du taget din uddannelse i Skotland? Hvorfor har du ikke gået på
Journalisthøjskolen? Så tænkte jeg, er det nu heller ikke godt nok? Jeg har
studeret tre år i Skotland, jeg ved alt om britisk historie, jeg er flydende på
engelsk, jeg kan skrive stenografi på engelsk. Jeg var sådan, come on! Og det
var bare ikke godt nok.
Siden har flere
redaktører fortalt hende, at der også var en anden ting, der spændte ben for
hendes indtræden på jobmarkedet dengang.
– De
sagde, at mit anderledes klingende navn også havde spillet en rolle. Og jeg vil
ikke tage nogen offerrolle på mig, for det ligger ikke til mig, men man skal
bare ikke se bort fra det. Og på det tidspunkt, og stadig i dag faktisk, er der
ikke særlig mange med et anderledes klingende navn i mediebranchen. Og folk undrede sig over, at jeg hed Jan til efternavn, og tvivlede på, om jeg
overhovedet kunne finde ud af at skrive.
Fra
frustration til handling
I stedet for at
give op, valgte Simi Jan at vende sin frustration til en drivkraft:
– På
det tidspunkt var jeg 23-24 år, og jeg var virkelig ked af det. Jeg var ked af,
at der ikke var nogen, der kunne se talentet, og der var ikke nogen, der kunne
se den ild, jeg har i mig, og den lyst, jeg har, og den drivkraft, og jeg var
gået gennem ild og vand for at nå dertil. Så tænkte jeg bare, ej, hvor er
verden uretfærdig, hvor er det forfærdeligt, hvorfor er der ikke nogen, der ser
det? Men så tænkte jeg; jeg kan sætte mig ned og græde og grave min egen grav
og tænke, hvor er det synd for mig og indtage offerrollen – eller jeg kan vende
den om, og bevise overfor den arrogante mediebranche, at jeg nok skulle blive
det, jeg gerne ville, fordi jeg vidste, hvad jeg gerne ville og kunne.
Troen på egne
evner skulle vise sig at blive et stærkt redskab for Simi Jan:
– Man
skal ikke lade sig slå ud af alle dem, der siger, man ikke kan. Og det er jeg
glad for, at jeg heller gjorde, fordi jeg blev jo ved i tre år med at søge job,
men til sidst tog jeg sagen i egen hånd, og så kom der et jordskælv i Pakistan
i 2005, da jeg havde været færdiguddannet i to år. Jeg besluttede at rejse
derned for egen regning og endte med at skrive nogle artikler for Politiken,
fortæller hun.
Derfra kom der gang i Simi
Jans karriere, og i dag har hun et klart råd til andre, der oplever at løbe
panden mod muren i jagten på drømmene:
– Slip
kontrollen. Det skal nok flaske sig. Så længe du ikke påtager dig offerrollen.
Bare du ikke sætter dig ned og begynder at græde over det. Tag i stedet sagen i
egen hånd og gør noget. For hvis der er noget, man virkelig gerne vil, så skal
man tro på sig selv.
