Cirkus er ikke bare underholdning for Irene – det er selve meningen med livet

Politidirektøren i Haderslev kiggede brysk på Irene, som netop var trådt ind på hans kontor og havde bedt om tilladelse til at rejse sit cirkus. ”Her i byen kommer cirkusdirektøren selv,” svarede han. 

Irene forlod kontoret og lukkede døren bag sig. Hun bankede på og gik ind igen. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Denne gang præsenterede hun sig med navn og titel: ”Cirkusdirektør Irene Thierry fra Cirkus Krone.” Og så fik hun tilladelse til at slå sit telt op i byen.

Irene ler af episoden, som fandt sted i slutningen af 1980’erne, dengang hun var den eneste kvindelige cirkusdirektør i Danmark. Politidirektøren grinede også. 

For at bringe smilet frem er det, 78-årige Irene Thierry har kunnet, siden hun debuterede i sin fars cirkus for 75 år siden, hvor hun optrådte med et stepnummer.

– Folk har så ondt af artistbørn, men de bliver altså ved med at hyle og skrige, indtil de får lov at optræde, som hun siger.

Fødderne holdt

Irene bor i et rækkehus i udkanten af Odder, tæt på sin yngste søn, Marc, og hans familie. Ganske som hun selv har boet tæt på sine egne forældre hele livet. På hver en lodret flade hænger fotografier, som dokumenterer hendes liv i cirkus.

– Jeg kan ikke eksistere uden mine billeder, for jeg har hele mit liv haft mennesker omkring mig, og når jeg ser på billederne, mindes jeg mit liv, siger Irene.

På mange af dem hænger hun med hovedet nedad. Irene havde nemlig en forkærlighed for trapezen, men det krævede alligevel et vist tilløb, før hun som syvårig turde hænge i fødderne. En hel dag sad hun på trapezen, mens far Regner havde slået lejr med avisen under hende. 

Hendes mor nåede at servere aftensmad for sin mand, før Irene endelig lod sig falde og svævede i trapezen.

– Det var en fantastisk følelse, og du kan være sikker på, at min far holdt øje med mig hele tiden.

Alt håret røg

Regner Thierry, som i øvrigt selv var step­danser, havde sine egne metoder. For eksempel fik Irene at vide, at hun ikke måtte træne uden en voksen, og at hun skulle sætte sit hår op – men en dag hang hun alligevel alene i trapezen med løst hår. Og så gik det galt: Håret blev viklet rundt om trapezen, og Irene kunne ikke komme fri. 

Det gjorde vanvittigt ondt, og hun råbte om hjælp.

– Min far skældte ikke ud. Han kiggede bare på mig, hentede en stor saks og klippede mit hår af. Uden en lyd forlod han teltet igen, husker Irene. – Jeg trænede aldrig mere alene og satte altid håret op.

Til gengæld husker hun også følelsen, da hun første gang hang højt oppe under teltdugen foran publikum.

– Jeg skulle både få folk til at klappe, vise, hvad jeg kunne, og have luft. Bag­efter kom folk og roste mig, siger Irene. – Jeg var så stolt.

Hun taler varmt om sine forældre. Også mor Ebba, som arrangerede skole for Irene og hendes bror, Richard, hver formiddag, så de slap for den lokale kommuneskole. 

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Hun havde læst jura, men hoppede fra ti dage før eksamen for at optræde med Irenes far. I dag er begge gået bort, men Irene er tit forbi forældrenes gravsted. Efter premiere på en ny forestilling lægger hun programmet bag stenen.

– Jeg har cirkus i sjælen, cirkus er for mig familie og sammenhold, samtidig med at jeg får lov at gøre andre mennesker glade, siger Irene, der lever efter de ordsprog, hun har lært af sin far: ”Der er ingen, der er større, end at man kan ligge ned” og ”jeg lader de andre være dumme, jeg vil ikke være det”.

Hun er et positivt menneske, og hendes nyudgivne erindringer bærer da også titlen: Jeg er født som optimist.

– Jeg prøver at få det bedste ud af alting. Når økonomien er stram, har jeg altid tænkt: ”Der kom ingen penge ind i dag, men så kommer de nok i morgen.”

Ulykken i luften

Som ung blev Irene hyret til forestillinger rundt om i Europa. Som 16-årig arbejdede hun i en varieté på Mallorca, hvor hovedattraktionen var sangeren Tom Jones, men hun snakkede aldrig med ham, for han hilste ikke på nogen, som hun siger.

Det var heller ikke alle optrædener, som endte godt, for eksempel havde Irene samme år et styrt, fordi en wire ikke var fastgjort ordentligt. 

Hun hang i tænderne og skulle glide ind på scenen, men ramte wiren og fik knæskallerne skåret over. Hun lå på hospitalet i et halvt år og hjemme i endnu seks måneder, og derpå tog det et år at genoptræne til trapezen. 

Lægerne meddelte desuden, at hendes livmor havde taget skade under faldet.

– Jeg var dybt ulykkelig, for jeg elskede børn – det gør man automatisk, når man er cirkusmenneske, siger Irene.

Derfor var overraskelsen stor, da hun fire år senere blev gravid – midt i en travl cirkustid og ikke i noget seriøst forhold.

– Min søns far var sød og rar, men ikke én, jeg skulle have børn med. Jeg ville dog have barnet, for det var måske min eneste chance for at blive mor, siger hun.

Kæmpede for Marc

Irene havde sidste optræden i trapez­en, samme dag som fødslen gik i gang. Hun cyklede de fire kilometer til sygehuset, og Frank var født en time senere. Nu var hun enlig mor og cirkusartist, og hun kombinerede de to roller ved at anbringe Frank i en kravlegård, når hun optrådte, mens en af kontrollørerne kiggede efter ham.

– I cirkus hjælper vi hinanden, der er ikke så meget pjat, som hun siger.

I 1973 blev Irene mor til sit andet barn, Marc. Hun havde mødt hans far under en ferie på Mallorca, og uden at melde sin ankomst stod han en skønne dag i Irenes dør og bedyrede, at de hørte sammen. Han ville flytte ind og tage sig af Frank. 

Marc blev født med en sjælden sygdom, hvor huden går i stykker ved mindste påvirkning, og lægerne skønnede, at han ville leve cirka ti år. Det lille barn skulle smøres i vaseline og bindes ind i bandager flere gange om dagen.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

– Jeg kalder det for mine syv overlevel­sesår, for i de år fik jeg min søn til at over­leve, siger Irene. – En spåkone havde for­talt mig, at han ville overleve, og derfor var jeg ikke bange for, at han skulle dø. Jeg havde skyklapper på og så kun fremad.

Det hullede telt

I de år arbejdede Irene også som model for et pelsfirma og et brudefirma, selv om hun ikke var meget for at forlade sin søn.

– Men på sygehuset sagde de, at jeg blev nødt til at komme lidt ud, for hvis han skulle overleve, ville det være på grund af mig, og hvis jeg ikke hentede energi, ville vi begge dø, husker hun.

Derfor blev Marcs sygdom også startskuddet til, at Irene i 1984 genoplivede sin fars gamle cirkus.

– Jeg har altid turdet kaste mig ud i ting, siger Irene – og tilføjer med et grin:

– Men ved du, hvad jeg ikke tør? At gå alene ind på et dansested eller en restaurant. Det kunne jeg ikke drømme om!

Hun var blevet skilt fra Marcs far og ville skabe en meningsfuld tilværelse for sig selv og sine børn på nu 12 og 15 år. Ved at genrejse cirkus kunne hun tjene penge og have børnene hos sig. 

Marc var musikalsk, og med sine indbundne hænder var det oplagt, at han spillede trommer, mens Frank som sin mor var dygtig i trapezen.

De første sæsoner spillede de i Regners telt, som var så mørnet, at Irene og Frank måtte klistre stjerner over alle de steder, hvor det regnede ind. Som nyetableret direktør i Cirkus Krone, som det nu hed, skulle hun desuden ansætte personale. En af dem var Allan, musiker og syv år yngre.

Kjolen brændte

Irene og Allan fandt sammen – og ville giftes i manegen. Men det krævede godkendelse fra domprovsten, og det tog to år at finde en præst, som ville vie parret i et cirkustelt. Men Irene fik sin vilje og blev ført ind i manegen af sine sønner.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

– Det kunne have kostet præsten jobbet, siger hun. – Og på bryllupsdagen dukkede hun ikke op, så vi blev nervøse, men det viste sig, at hendes præstekjole var brændt, og hun havde måttet låne én.

I 2017 overdrog Irene Cirkus Krone til sin ældste søn, Frank. Marc er musiker og har flere bands, og et af hendes fire børnebørn synger, mens en anden rejste rundt med cirkusset i sommer og solgte billetter.

Selv optræder Irene stadig.

– Det betyder meget, at mit cirkus bli­ver ført videre, siger hun. – Cirkus har været hele mit liv, og jeg har lært mine drenge at lave cirkus med hjertet.

Og Irene ved, at så længe der findes cirkus, findes der også glæde og latter – for cirkus er noget, alle kan forstå. 

Om Irene Thierry Hansen, 78 år

Tidl. cirkusdirektør i Cirkus Krone, grundlagt i 1939 som Cirkus Thierry og i dag drevet af hendes søn. Har arbejdet som dekoratør og model. Gift med Allan, mor til Marc og Frank samt farmor til fire. Op­træder i cirkus og holder foredrag.

'Jeg er født optimist' af Joan Dansberg, forlaget Lunden, 299 kr.