Jeanette.

Jeanette opfandt det plus size-tøjmarked, hun selv manglede: ”Vi bekræfter hinanden i, at der ikke er noget galt med vores kroppe”

Da Jeanette arrangerede et lille plus size-loppemarked, anede hun ikke, at det var begyndelsen på noget stort. For det viste det sig, at mange savnede et tøj-loppemarked kun med store størrelser, hvor de følte sig set. Nu er der flere ”Fyldige Fund”-markeder om året, og Jeanette har oveni det fået nye genbrugs-veninder.

hjemmet logo farve

Det er fire år siden, at Jeanette fra Aarhus for første gang lagde brugt tøj frem på sin loppestand og spændt ventede på, hvordan hendes lille plus size tøj-loppemarked på Viby Bibliotek ville blive modtaget. 

Hun er selv en størrelse 52 og havde gået og ærgret sig over, at det nærmest var umuligt at finde genbrugstøj i store størrelser.

– Hvis der endelig var noget i min størrelse i en genbrugsbutik, var det lynhurtigt væk, og på loppemarkeder kan de store størrelser være svære at finde og ligger nogle gange gemt af vejen for sig selv.

Jeanette oplevede desuden, at flere og flere tøjbutikker kun sælger de store størrelser online.

– Som om de ikke har lyst til at få os ind i butikkerne, siger hun.

Der er tøj i alle prisklasser.
Der er tøj i alle prisklasser.

Men da 34-årige Jeanette Johannsen – sammen med én fra Facebookgruppen ”Det Fede Fællesskab” – åbnede dørene til det første lille plus size-tøjloppemarked, blev hun faktisk overvældet. For det strømmede ind med mennesker, og stemningen overraskede hende.

– Det var en fantastisk oplevelse. Folk var simpelthen benovede over, at der kun var tøj, de kunne passe, og at det ikke var puttet hen i et hjørne. Det var et rent slaraffenland, fik jeg at vide, og flere slog sig simpelthen løs. 

Nogen smed blusen midt i det hele for at prøve en trøje – det havde de aldrig turdet før – og folk følte sig inkluderet og set, og der var endda nogen, der græd. Det var en utrolig stærk oplevelse, og da vidste jeg allerede, at ”dét her skal vi gøre igen”.

Jeanette vidste dog også, at hun ikke kunne gøre det alene, men havde brug for hjælp.

Et vigtigt mødested

Nogle af dem, der havde stand på tøjmarkedet første gang, meldte sig helt af dem selv. De ville gerne hjælpe med at få et nyt plus size-tøjmarked i stand.

– Line fra Aalborg sagde, at hun ville gerne være med til at arrangere det, og hendes veninde Frederikke ville også gerne. Min bedste veninde Julie gik også med ind i det, og vi endte med at holde plus size-marked på Viby Bibliotek fem gange. 

Der er masser af gode tøjsnakke og hjertelig energi til tøjloppemarkederne.
Der er masser af gode tøjsnakke og hjertelig energi til tøjloppemarkederne.

Der var der igen nogen, der selv meldte sig til at være med som arrangører, så nu er vi seks om at klare planlægning og afvikling, og det betyder bare alt. For der er selvfølgelig noget arbejde i det, og det er meget sjovere at gøre det sammen.

I dag holder Jeanette sammen med Julie, Line, Frederikke, Victoria og Sidse ”Fyldige fund” mindst to gange om året, senest i Folkehuset Tranbjerg syd for Aarhus. Der er fuldt hus hver gang, og tøjmarkedet har udviklet sig til et vigtigt mødested, hvor den særlige og kærlige energi fortsætter.

– Folk giver hinanden oprigtige komplimenter og er virkelig søde til at sige ”Nej, hvor ser du godt ud i den kjole” eller give hinanden feedback og sige ”det vil være bedre med en størrelse mindre”, fortæller Jeanette.

Ud over et marked, hvor man kan prøve tøjet på, er det vigtigt for bagkvinderne at skabe fællesskab og et rart rum at være i, hvor ingen skal føle sig forkerte.

– Fyldige Fund skal være et hyggeligt og trygt sted at komme, hvor man som plus size også har det godt i kroppen. Vi bekræfter hinanden i, at der ikke er noget galt med vores kroppe, og at man skal tage det tøj på, man har lyst til. Der bliver handlet masser af farvet tøj også, for man kan godt både være tyk og tage plads, erklærer Jeanette.

Jeanettes veninde og medarrangør, Line havde sønnen Carlo til dette tøjmarked. Forrige gang måtte hun melde afbud, fordi han blev født lige netop den dag.
Jeanettes veninde og medarrangør, Line havde sønnen Carlo til dette tøjmarked. Forrige gang måtte hun melde afbud, fordi han blev født lige netop den dag.

De seks bagkvinder har mange gange diskuteret, hvad ”store størrelser” vil sige. De har haft svært at sætte en specifik grænse, da størrelserne tit varierer fra tøjmærke til tøjmærke.

– Lige nu er definitionen fra størrelse 44 og opad, siger Jeanette.

Brug for et løft

For Jeanette personligt har det givet en masse, at det første lille tøjmarked er blevet til mange glade markedsdage, hvor nogen kører to timer for at være med.

– Jeg har fået nye venner. Alle pigerne fra Fyldige Fund var med til min fødselsdag sidste år, og uden dem var det slet ikke blevet til det, det er i dag.

Derudover giver det hende en god følelse, at tøj, der er for godt til at blive smidt ud, kommer videre og glæder andre. Og hun nyder også godt af at møde søde mennesker til Fyldige Fund, hvor hun både sælger og køber brugt tøj.

– Dengang jeg startede med det første tøjmarked, var jeg selv et godt sted. Jeg havde bevidst ryddet op i min Instagram, så jeg kun fulgte nogen og noget, der gjorde mig godt, og jeg var begyndt at følge tykke kvinder og mænd, der tør stå frem. Men selvtilliden svinger, oplever hun lige som de fleste andre mennesker.

Og op til det seneste tøjloppemarked i oktober 2025 kunne hun mærke, at hun selv trængte til at komme til Fyldige fund og få et løft.

– Jeg kunne mærke, at jeg lige havde brug for et selvtillids-boost, og dét fik jeg. 

Jeanette har både fået et genbrugs-fællesskab og veninder igennem Fyldige Fund. Bagerst fra venstre: Jeanette, Victoria og Frederikke, og forrest fra venstre: Julie, Line og Sidse.
Jeanette har både fået et genbrugs-fællesskab og veninder igennem Fyldige Fund. Bagerst fra venstre: Jeanette, Victoria og Frederikke, og forrest fra venstre: Julie, Line og Sidse.

For da jeg prøvede en fantastisk flot glimmer-buksedragt og stod ved spejlet og så lidt spørgende på nogle kvinder tæt på, udbrød de: ”Den er suuuper flot og sidder rigtig godt på dig – den må du eje!”. Kvinden, der solgte buksedragten, sagde, at jeg kunne få den for en 50’er, fordi den gik til det helt rigtige hjem, og dét var vigtigst for hende. 

Jeg havde slet ikke lyst til at tage den af igen, for alle, jeg mødte kom med søde komplimenter. Jeg følte mig meget set den her gang og blev mindet om, at det ikke er os i store størrelser, der er noget galt med, men nogens måde at se os på.

– På tøjmarkedet er der mange, der får et skud selvtillid og mærker, at de ikke er alene, og den her gang var det også mig.

Indtil nu har Fyldige Fund udelukkende været holdt i Aarhus-området, men de seks kvinder vil gerne udvide til Aalborg også, hvor to af dem kommer fra. For Jeanette giver det utrolig godt mening at være arrangør af den her slags tøjmarkeder, og hun er taknemmelig over, at det har udviklet sig til meget mere, end hun havde set komme.

– Mange bliver glade af at komme her, og vi har fået at vide, at de føler, at de forkæler sig selv. Hvis vi kan give et skub til selvkærligheden hos nogle andre, så har vi gjort noget fantastisk godt, synes jeg.