Dette er en kronik og repræsenterer forfatterens meninger.
Mange par er mere sammen end nogensinde. De deler hverdage, logistik og aftener i sofaen, og de er fysisk tæt på hinanden store dele af dagen.
Alligevel beskriver stadig flere en følelse af afstand. Ikke nødvendigvis skænderier, konflikter eller store brud – men en stille oplevelse af, at noget mangler.
Det er, som om noget gradvist er gledet ud, uden at man helt ved hvornår eller hvordan. De sidder i samme sofa, ser den samme serie og er i samme rum i timevis.
Men når aftenen er forbi, kan følelsen være overraskende tom. Man har siddet side om side, men ikke rigtigt været sammen.
Det er noget, jeg ofte møder i terapirummet. Ikke som en akut krise, men som en undren mange bærer på over tid. "Vi har det jo godt", siger mange. "Men det føles lidt tomt."
Afstanden kommer sjældent brat. Den vokser frem i det stille, midt i helt almindelige hverdage præget af rutiner, ansvar og træthed. Og netop derfor er den også let at overse – lige indtil savnet begynder at være så tydeligt, og man ikke længere kan bortforklare det med, at vi bare har travlt.
Når samvær ikke er det samme som kontakt
I parterapi taler vi ofte om forskellen på samvær og kontakt. At være sammen betyder ikke automatisk, at vi er i relation. Vi kan dele tid uden at dele opmærksomhed, rum uden at føle nærhed, og hverdage uden at opleve intimitet.
Mange par lever gode, velfungerende liv sammen, men oplever alligevel, at noget vigtigt mangler. Det er her, mange ender i det, jeg kalder autopiloten i parforholdet: arbejde, børn, logistik, skærm og træthed. Alt fungerer på overfladen, og hverdagen kører. Men forbindelsen mellem os svækkes lidt efter lidt, uden at det nødvendigvis vækker alarm.
Et billede, der går igen, er sofaen. To voksne i hver sin ende, tv'et tændt, mobilen inden for rækkevidde. Hjernen fyldes med indtryk, og kroppen falder til ro efter en lang dag.
Men reguleringen sker individuelt og ikke i mødet med den anden. Når serien er færdig, er man ofte mentalt mæt, følelsesmæssigt tom og fysisk træt. Aftenen har været 'hyggelig', men ikke intim.
Det handler sjældent om manglende kærlighed eller vilje, men om aftener fyldt med stimuli, men uden samspil og uden rum for det, der giver følelsen af nærhed.
Vi er jo sammen hele tiden
Et par, jeg mødte i terapi, sagde det næsten samtidig: "Vi er jo sammen hele tiden. Vi sidder i sofaen hver aften."
Da jeg bad dem beskrive, hvordan disse aftener faktisk så ud, blev der stille. Lidt efter lidt beskrev de to parallelle aftener i samme rum: Han med mobilen, hun med serien. Begge trætte. Begge til stede, men på hver sin måde. Lidt øjenkontakt. Lidt berøring. Lidt samtale, der handlede om dem som par.
Jeg spurgte, hvornår de sidst havde følt sig rigtigt i kontakt med hinanden. De tænkte længe. Så sagde hun: "Det er ikke sådan, at det er dårligt. Det er bare… vi lever lidt ved siden af hinanden."
For mange er det præcis sådan, at det føles. Ikke dramatisk. Ikke krisepræget. Bare lidt fladt. Lidt stille. Lidt ensomt, selvom man ikke er alene. Og måske netop derfor bliver det også svært at tage fat i.
Savnet, som er svært at forklare
En anden klient formulerede det sådan: "Jeg savner dig, men jeg kan ikke helt forklare, hvad jeg savner. For vi er
jo sammen."
Dette er meget genkendeligt. Savnet handler sjældent om mere tid,
men om en anden kvalitet i den tid, man allerede deler.
Mange savner følelsen af at
være vigtig for den anden, af at blive set og valgt – også efter at hverdagen har
overtaget.
Kontakt handler ikke nødvendigvis om
lange samtaler eller dybe snakke sent på aftenen. For de fleste handler det
mere om små øjeblikke: Et blik, der mødes, en hånd, der bliver liggende lidt længere,
et spørgsmål, der ikke handler om, hvem der gør hvad i morgen. Når disse
øjeblikke bliver færre, kan man sidde tæt sammen og alligevel føle sig alene.
Savnet er der, men ordene mangler.
At så mange par havner her, er ikke
tilfældig. Mange er trætte. Når kapaciteten er lav, vælger vi det, der kræver
mindst af os, og kontakt kræver faktisk lidt mere end at trykke på play.
Skærm
regulerer os hurtigt og effektivt – men individuelt, ikke relationelt. Vi
lander, men hver for sig. Samtidig lever mange med en forestilling om, at nærhed
kommer af sig selv, for vi er jo sammen hele tiden. Men relationer vedligeholder
ikke sig selv, særligt ikke i krævende livsfaser hvor overskuddet er begrænset.
For nogle kan der også ligge en forsigtighed i det. Kontakt kan åbne for følelser, man ikke orker sent om aftenen. Det kan være savn, skuffelser eller emner, man har udsat længe. Der kan skærmen blive et trygt sted at være, uden at man nødvendigvis er klar over, hvorfor man vælger den.
Små justeringer, der kan gøre en stor forskel
Det handler ikke om at stoppe med at se tv eller lægge skærmen væk for altid. Det handler om balance og om bevidste valg i hverdagen. For mange par er det ikke de store skridt, der mangler, men de små justeringer, der aldrig bliver prioriteret, fordi de virker ubetydelige.
At slukke skærmen, før man er helt træt og færdig, kan gøre det lettere at finde hinanden igen. At sidde lidt tættere kan sænke tærsklen for både samtale og berøring, uden at det behøver at føles påtaget.
At stille et ægte spørgsmål, som ikke handler om logistik, men om den anden, kan åbne noget, der har været lukket længe. Mange par har også god nytte af at tænke i korte øjeblikke af kontakt frem for at vente på den store parsnak, der aldrig passer ind.
Nogle minutter med tilstedeværelse kan betyde mere end en hel aften i samme rum.
For mange er det alligevel det mest udfordrende at sætte ord på det, der er uklart og lidt ømt. At sige højt, at jeg savner dig lidt, selvom vi er sammen.
Det er en sætning, der ofte rummer både længsel og håb, og som kan føles sårbar at italesætte. Samtidig er det ofte netop sådanne sætninger, der bringer par tættere på hinanden igen, fordi de åbner op for kontakt uden at pålægge skyld.
At være sammen uden at være i kontakt er ikke et tegn på, at noget er galt. Det er et tegn på, at relationen har brug for bevidst opmærksomhed.
Nærhed opstår ikke af tid alene, men af tilstedeværelse. Og nogle gange starter det ikke med store samtaler eller parterapi, men med noget langt enklere: At én af jer lægger fjernbetjeningen lidt tidligere fra sig, vender sig mod den anden og vælger kontakt, lige der hvor I er.
Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.
