Iris Gold i brun tylkjole poserer foran hvid baggrund

Iris Gold opdagede en vild ting, da hun ankom til Jamaica – og så skyndte hun sig at skifte tøj

Iris Gold er halvt jamaicaner, og hun synes, at vi kan lære noget af deres måde at udtrykke sig på.

ALT for damerne logo

– Fuck det, jeg er, hvad jeg er.

Sådan siger sanger og performer Iris Gold om sin lyst til at fyre den af i glimmer på scenen i ugens ALT for damerne.

Iris Gold er meget inspireret af hiphop-kulturen, og det forhold man har til ”blingbling” – og til at lade alle vide, hvis man har opnået noget.

– Nogle gange, når folk viser sig frem, har jeg en fornemmelse af, at de gør det med en ironisk distance, men det gør man ikke i hiphop. Der mener man det virkelig. Og det gør jeg også. Det er ikke med en ironisk distance, at jeg iklæder mig glitrende outfits og shiner alt det, jeg kan. Jeg mener det, nærmest råber Iris Gold og griner.

Men måske er det ikke helt tilfældigt, at Iris Gold elsker glimmer og glitter.

Iris Gold er halvt inder og halvt jamaicaner, og for nyligt besøgte hun Jamaica for første gang.

– På Jamaica shinede folk virkelig. Allerede da jeg trådte ud af flyet sammen med de andre passagerer, bemærkede jeg, hvordan folks hår sad perfekt, neglene var spot on, smykkerne var på, og tøjet var ”wauw”. Så jeg gik direkte ud på toilettet i lufthavnen og skiftede tøj, fordi jeg slet ikke var shiny nok, siger hun og slår en høj latter op.

– Folk gjorde meget ud af sig selv og strålede, men det var ikke bare noget, der foregik udadtil, det kom også til udtryk i den måde, de snakkede om sig selv på. For eksempel mødte jeg en guitarist, som sagde ”Jeg er den bedste guitarist i hele verden”, og det var måske ikke helt rigtigt, men der var bare en rigtig fed ”ja-følelse” i det.

– Min jamaicanske farmor var virkelig også en flashy mama, der ikke var bange for at skille sig ud. Når hun skulle i kirke, var det med store hatte, parykker og vilde solbriller. Hvis jeg indimellem føler mig usikker på, om et outfit er for meget, tænker jeg på, hvad hun ville sige: ”Nej, skat, kør! Let’s do it baby!”, siger hun og griner. 

– Du har kun et liv – måske – så bare fyr den af.

Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor Iris Gold også fortæller om, hvordan hun overvandt en livskrise ved hjælp af gruppeterapi, og hvorfor hun nynner for at berolige sit nervesystem.

Iris Gold

  • Sanger og performer.
  • Aktuel med sit tredje album, ”Sugar on my lips”, som udkommer d. 20. februar, og danmarksturnéen af samme navn, som begynder i marts.
  • Spiller hovedrollen i musicalen ”TINA – The Tina musical”, som har premiere 27. august.
  • Hun bor i København og har en søn.