Marianne Eihilt
havde altid drømt om at få børn og skabe sin egen familie. Men inden hun mødte
sin mand, var hun i tvivl om, det ville lykkes.
Da hun fyldte 40,
fødte hun sit første barn, sønnen Frederic, og det føltes fantastisk, siger hun
i et interview med Hendes Verden, uge 5.
– Frederic var
fra starten en stille og rolig dreng, og det er han stadig. Han har altid set
tingene an i et stille og roligt tempo, og det kommer helt klart fra hans far,
som også – modsat mig selv – tænker, før han taler. Det var nemt for mig at
glide ind i rollen som mor. Jeg var 40 år, og måske derfor havde jeg en særlig
ro.
Det var altid
en selvfølge for Marianne Eihilt, at Frederic skulle have en søskende, men fordi
hun og manden, Keld Ole Nielsen, er modne forældre, var det ikke sikkert, det
ville lykkes. Det gjorde det heldigvis, fortæller hun.
– Jeg blev 44
år, før vi fik Emily, og jeg var egentlig ved at give op, men så kom hun. Inden
jeg mødte min mand, var jeg nervøs for, om jeg ville nå at få børn, og da vi
lærte hinanden at kende, sagde jeg ret hurtigt, at det var et stort ønske for
mig. Det lå så dybt i mig, og på grund af min alder kunne jeg ikke fedte med
tingene et helt år, hvis ikke det gik, siger hun og tilføjer:
– Keld har to
voksne børn i forvejen, så han syntes må ske tanken om at blive far til fire
var lidt overvældende, men det føltes heldigvis rigtigt for ham.
Blød som
smør
Marianne Eihilt
husker sin egen barndom som tryg og stabil, men også med en tydelig og ”hård” form
for opdragelse, fortæller hun.
Derfor havde
hun forestillet sig, at hun ville opdrage sine egne børn på samme måde, men hun
er blevet en blødere mor, end hun havde troet, hun ville blive.
– Vi har faste
rammer, men på en mere fleksibel måde, end jeg selv er opvokset med. Jeg elsker
alle de oplevelser, jeg har med børnene. Når jeg laver perleplader om
eftermiddagen med Emily, eller når vi sidder i sofaen med vores marsvin. Dage
uden planer, hvor vi bare er sammen, er noget af det bedste, jeg ved.
Læs hele
interviewet med Marianne Eihilt i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun
mere om mødet med sin mand, om sin dansekarriere – og om hvorfor hun var tæt på
at takke nej til at være dommer i ”Vild med dans”.
Om Marianne Eihilt
51 år.
Tidligere
elitedanser med 10 danske mesterskaber samt både sølv- og bronzemedaljer ved EM
og VM, vundet sammen med partneren Brian Juul Eriksen.
Har deltaget
seks gange i Vild med dans og har vundet to gange. Har desuden været dommer i
programmet i syv sæsoner.
Bor i Aarhus,
hvor hun er medindehaver af danseskolen Let’s Dance. Gift med Keld Ole Nielsen
og mor til Frederic på 10 og Emily på 7 år.