Mette Horn sidder afslappet i en bås på Brasserie Post under pressemøde.

Mette Horn har lige sagt farvel til sin gamle hund: ”Vi taler slet ikke nok om den slags sorg"

Da hunden Woody blev syg, flyttede Mette Horn op i sit sommerhus, så den kunne få en rolig sidste tid omgivet af naturen og de mennesker, der elskede den.

alt.dk logo

Vi bør tale mere om den sorg, der opstår, når vi mister vores kæledyr.

Det mener Mette Horn, der sidste tirsdag sagde farvel til sin 11-årige brune labrador, Woody.

I ALT for damernes podcast Skål Søster fortæller hun, at hun tilbragte den sidste tid med sin hund i sommerhuset, hvor den kunne få frisk luft, kærlighed og ro.

– De sidste tre måneder har jeg boet i mit sommerhus for at passe på min gamle hund. Jeg havde lovet ham, at når han ikke længere kunne gå op ad trapperne derhjemme, så flyttede vi på landet. Og her for tre måneder siden kiggede han på mig og sagde: Det kan jeg ikke, jeg kan simpelthen ikke komme derop. Derfor har vi været i sommerhuset lige siden.

Et sidste farvel

På de tre måneder nåede hun at orkestrere, at alle, der ville, kunne nå at sige deres farvel til Woody på en rolig måde.

– Alle dem, der skulle op og sige farvel, fik deres egen tid. De fik lov til at gøre de ting, de synes, var vigtige og hyggelige med ham, og naboerne kom også ind for at sige farvel. Så jeg synes, jeg fik rundet hans kontakter ordentligt af. Han var helt flad, da han faldt i søvn for sidste gang, fordi han var gennemelsket og klappet og aet.

Hun fortæller dog også, at de seneste tre måneder på mange måder har været en sorgbetonet proces.

– Han tog sin afsked på en tirsdag, og det var en dejlig dag at flyve afsted. Det er også en lettelse nu, fordi jeg ved, at han ikke længere går og lider, og at han er kommet godt videre. Men det har også været en lang proces og en form for ventesorg, som man skammer sig lidt over, siger hun og fortsætter:

– Hver gang jeg skal omtale Woodys død, så kan jeg mærke, at jeg tilføjer ordene: Jamen, det var jo bare en hund. Men jeg kan høre fra flere, at de deler min oplevelse af, at det er ret voldsomt at sige farvel. Han var jo et væsen, som jeg har været optaget af i mange år. Det synes jeg ikke, vi taler nok om, og derfor kan det føles lidt skamfuldt at mærke den sorg, når ens kæledyr dør.

Den nat, hvor Woody døde, havde Mette Horn forladt sommerhuset for at sove derhjemme igen. 

– Jeg vågner fuldstændig desperat om natten, så ulykkelig, og tænker, at jeg har glemt at tænde et lys til ham. Ellers kan han jo ikke finde mig. Så måtte jeg gå og tænde lyset i mit hjem, så han kunne finde mig. Det er min opgave at sørge for, at der kan være en kontakt imellem os, og jeg er også overbevist om, at han fandt mig.

Lyt til hele afsnittet af  Skål Søster, hvor Mette Horn også fortæller om at søge viden hos en clairvoyant, og Anne Hjernøe deler sine tanker om sorgen ved at miste sin mand.