Den uddannede sosu-assistent rejste sig pludselig og lavede en fejende bevægelse mod den unge sosu-elev og mig: ”Sjush, sjush, af sted med jer!”, sagde hun højt.
Det var hendes måde at fortælle os på, at nu skulle vi ud at lave noget, mens de voksne skulle sidde og snakke om vigtige sager i vagtstuen.
På det tidspunkt havde jeg ikke lige vænnet mig til tonen og til at være landet i 1950’ernes syn på elever som de her smådumme og dovne, som skulle afrettes. Den unge elev pilede af sted som et forskræmt egern op i en trætop.
Jeg stivnede og kiggede måbende på sjush-sjush-damen. Usikker på, om det her var en form for sketch, hvor hun lige om lidt ville slå en latter op og så tale værdigt til os.
Det var ikke en sketch. Irriteret gentog hun ”Af sted! Klokken er 7.03!”. Og så påpegede hun, at hun faktisk gjorde det for at hjælpe mig, for hvis ledelsen så, at jeg ikke var i gang med arbejdet tre minutter inde i arbejdsdagen, så ville jeg få skældud!
Skældud? WTF. Igen måtte jeg undertrykke et forvirret smil over, at man ligefrem risikerede skældud ligesom på børnehjemmet. Herpå tøffede jeg af sted med bøjet nakke, ydmyget som en labrador, der havde fået bank.
Der var mange nye regler at orientere sig i. Især for en, der de sidste 20 år havde haft privilegiet af at arbejde i en verden, hvor man taler til hinanden som voksne mennesker, uanset hvor i hierarkiet man befinder sig.
Steder, hvor chefen akkurat lige så godt kunne tømme opvaskemaskinen, som den unge praktikant kunne.
I min nye verden blev jeg præsenteret for ”Elevopgaver” – lamineret og ophængt på en opslagstavle. For eksempel at gå ud med skrald og fylde/tømme opvaskemaskinen hver gang: ”Det er en elevopgave”, som en uddannet pointerede, da hun smed en bakke fuld af mælkeglas og halvspist ostemad ved siden af mig og opvaskemaskinen.
Her – længere inde i uddannelsen – hvor jeg er i oplæring andre steder med en mere moderne tone over for elever, vælger jeg at tænke, at jeg sikkert bare havde godt af sådan en rejse ind i ydmyghed. Det ville buddhister sikkert sige.
Alligevel var det som at få forårssol på sit grå vinteransigt, da jeg fik en ny vejleder, der undrende sagde: ”Om det er en elevopgave at tømme skrald hver dag? Nej da.
Hvad i alverden skulle det faglige argument være for, at I, der skal lære et nyt fag, skal tage alle rutineopgaverne?”.
Hendes stil lå tæt op ad Søren Kierkegaards ”Sand Hjælpekunst”, hvor hans pointer netop var, at for at være en god læremester, så skal man først og fremmest sætte sig i elevens sted og kende vedkommendes udgangspunkt.
Og hvis man har brug for at hævde sig over for sine elever, så er man ikke interesseret i at lære fra sig, men for forfængeligt at blive beundret for sin viden.
For eksempel var den nye vejleder vild med, at jeg var ældre, havde erfaring og en anden uddannelse. Hun følte sig ikke truet af det, men tilrettede sin vejledning efter mit udgangspunkt.
Jeg går på uddannelse med folk, der før har været lærere, men nu vil skifte spor til sosu.
Jeg ser dem falde fra, når de er i oplæring. Ikke på grund af arbejdsbyrden eller borgerne, men fordi de ganske enkelt ikke vil tales til, som var de retarderede. En branche i knæ misser dermed chancen for at få gode folk med nye indsigter ind.
Måske skulle man erstatte ”Elevopgaver” med Kierkegaards ”Sand Hjælpekunst” på opslagstavlen?
Om Mette Kirstine Goddiksen, 49 år
- Ugens klummeskribent er cand.comm. og bygger nu videre på sit cv som SSA-elev i retspsykiatrien.
- Gift med Eske og har tre døtre.
- Kendt som evil cat lady med hang til sarkasme, sorte øl og stiletter.
