Fra arkivet

Praktiserende læge Philip Vensby kigger i kameraet.

Philip er læge: Det ville jeg ønske, kvinder vidste om overgangsalder

Praktiserende læge Philip Vensby møder mange kvinder i sin praksis, som kommer med symptomer, der kan tyde på, at de nærmer sig overgangsalderen. Han har udarbejdet en liste med gode råd til, hvad du kan gøre, inden du sidder overfor lægen, så du kan få den allerbedste hjælp.

Når du oplever symptomer på perimenopause eller overgangsalder, er den første, du møder, i din jagt på hjælp, oftest den praktiserende læge. Og selvom overgangsalder har været en lige så sikker konsekvens for kvinder, som at efterår kommer efter sommer, så oplever mange kvinder, at de ikke altid bliver taget alvorligt eller bliver tilbudt den rette behandling, når de sidder foran lægen. Og det kan der ifølge praktiserende læge Philip Vensby være flere grunde til.

– Først og fremmest vil jeg sige, at overgangsalder er noget, vi oftest burde kunne klare i almen praksis. Problemet er bare, at de praktiserende læger i dag har megatravlt, og der er normalt afsat omkring 10 minutter til et kvarter til at se en patient, skrive et notat, lave en henvisning eller en recept. Og det passer ikke særlig godt, når der kommer en kvinde ind ad døren, som er bekymret, utryg og ikke kan forstå, hvad hun går rundt med. I sådanne situationer er der ofte brug for en længere samtale. Og derfor oplever vi, at der er mange kvinder, som ender ud med at føle sig overhørt eller overset, forklarer han.

Han oplever generelt rigtig mange kvinder, der kommer i hans praksis med symptomer på menopause eller overgangsalder, men mange af dem ved ikke, at det kan være netop dét, der driller.