
Ane Cortzen er ikke i tvivl: Dét burde alle kvinder gøre, når de fylder 50
Da Ane Cortzen nærmede sig overgangsalderen, blev hun overrasket over de ændringer, hun oplevede og stadig oplever i både krop og sind.
For et par år siden havde tv-vært og arkitekt Ane Cortzen en drøm, hvor hun går rundt i et hus omgivet af vild natur og med en betagende udsigt til skov og hav. På gårdspladsen går hønsene frit, i en længe kan hun lave kunstværker, og hver morgen vinker hun farvel til sin mand i sit nattøj, når han kører.
Drømmen ser hun i dag som startskuddet til en helt ny periode i hendes liv. En periode, der bl.a. er defineret af, at hun er på vej ind i overgangsalderen med alt, hvad det indebærer af ændringer i krop og sind.
– Jeg læste lige i går, at det åbenbart er alle celler i kvindekroppen, der ændrer sig, når man går i overgangsalderen. Det kan jeg godt mærke. Jeg føler mig helt forvirret. Meget ustabil. Meget svingende. Jeg har dage, hvor jeg er ked af det på en helt uforståelig måde, men jeg er ved at lære, at det er sådan, det er, og så er det væk igen i morgen. Jeg har accepteret, at jeg er ked af det uden grund, siger Ane Cortzen til ALT for damerne uge 36.
Hun understreger, at hun ikke har haft det sådan før.
– Aldrig! Man kan sige meget om mig, men jeg har altid været ret stabil og glad det meste af tiden. Men nu har jeg sådan nogle dyk, som jeg synes er skræmmende. Men næste dag er det fuldstændig væk. Jeg er også blevet mindre vred. Det er nyt. Jeg har altid haft et ret let antændeligt temperament, men nu bliver jeg ikke rigtig vred mere. Det er så underligt, fortæller Ane Cortzen.
Forleden dag var der fx en receptionist, der ikke ville lukke hende ind i DR-bygningen. Hun havde glemt sit adgangskort og kunne ikke få fat på nogen, hun kendte.
– Jeg var ved at komme for sent til et møde. Det ville jeg normalt være blevet fuldstændig stiktosset rasende over. Skrankepaver har altid kunnet gøre mig vanvittig. Men nu accepterede jeg det bare og satte mig i et hjørne og ventede, siger hun og fortsætter:
– Det er virkelig underligt, og jeg føler, at jeg ændrer mig helt fundamentalt. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvem jeg er for tiden. Benjamin og jeg har været sammen i mange år, og han undrer sig også. Jeg tror, han synes, det er ubehageligt, at jeg bliver så ked af det, men jeg er begyndt at sige til ham, at han ikke skal gøre noget, for det går væk igen. Til gengæld tror jeg også, at han nyder, at jeg ikke længere bliver så vred. Benjamin er en klog mand og har altid været god til at tilpasse sig, det gjorde han også, dengang jeg blev mor og blev hel vanvittig i en periode.
Rejste til Grækenland
Da Ane Cortzen fyldte 50 år i oktober 2024, fejrede hun den runde dag ved at rejse en måned alene til Grækenland, og det burde alle kvinder gøre, når de fylder 50, ifølge hende.
– Den skabte en enorm klarhed i mit hoved. Jeg kunne pludselig mærke mig selv på en måde, som jeg ikke havde kunnet, siden jeg var 13-14 år. Jeg kunne mærke mine egne behov, og jeg følte mig fuldstændig frisat. Jeg fik en fornemmelse af, at livet er et eventyr, og at det slet ikke er ved at være slut. Jeg kan alt muligt. Det var i Grækenland, det virkelig gik op for mig, at jeg skal ud og være tættere på naturen, og at jeg skal søge indad. Jeg fandt også ud af, at Benjamin er med i de tanker og det eventyr, der venter – gudskelov – og han er heldigvis helt enig i, at vi skal have et enklere liv, afslutter hun.
Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om sin nye bog om den generation, hun selv tilhører, Generation X.