I foråret 2022 fortalte Ane Cortzen mig en hemmelighed. Ikke fordi vi er nære veninder, men fordi hun medvirkede i en artikelserie her i ALT for damerne, hvor ti forskellige kvinder hver især skulle fortælle noget, de ikke tidligere havde sagt højt.
Anes hemmelighed var, at hun ved årsskiftet 2021-2022 havde besluttet, at ”lille Ane” skulle blive i 2021. ”Lille Ane” var det kælenavn, hun fik i barndommen, hvor hun var den lille, spinkle, søde søster, som altid fulgte i hælene på sin storebror Mads, men nu var hun træt af det kælenavn og alt, hvad der lå i det.
– Jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at træde i karakter og ikke længere være lille Ane, som er den her meget søde, pleasende, underholdende person, der lever op til alle forventninger, og som måske godt kan være lidt kæk, men som aldrig bliver særlig farlig og aldrig kunne drømme om at ødelægge den gode stemning. Jeg var kommet til et sted i livet, hvor jeg oplevede, at ting, der tidligere havde fyldt en masse, pludselig ikke længere gjorde det. Børnenes behov. Min karriere. Andres blik på mig. Og hvem var jeg så?
– Efter interviewet her i bladet fik jeg en masse henvendelser fra kvinder, der kunne genkende sig selv i det. I følelsen af, at nu bliver jeg nødt til at trække en streg i sandet og holde op med hele tiden at skulle sørge for alle andres behov og i stedet finde ud af, hvad jeg selv har behov for. Jeg fik også henvendelser fra flere forlag, som gerne ville have mig til at uddybe mine tanker, og det gik op for mig, at jeg tilhører en generation af kvinder, som ikke er særlig velbeskrevet.
– Vores mødres generation med rødstrømperne er velbeskrevet. Metoo-generationen er velbeskrevet, fordi de unge kvinder har været enormt dygtige til at tale højt og forklare sig. Men min generation har mest af alt været en generation, der har prøvet at navigere i landskabet, men som aldrig har prøvet på at forandre det. Det er enormt interessant, synes jeg, og derfor besluttede jeg mig for at skrive en bog, der ikke bare handler om mig selv, men som handler om min generation. Generationen, der blev væk.
Mellem rødstrømperne og metoo-generationen
Ane er født i 1974 og tilhører dermed generation X. Eller ”nå-generationen”, som den også er blevet kaldt. Til sin nye bog ”Lille Ane siger farvel – Portræt af generationen der blev væk” har Ane interviewet en række jævnaldrende kvinder, Franciska Rosenkilde, Katrine Engberg, Maya Albana, Rikke Rønholt og Karen Simonsen, samt tre unge kvinder, Klara Lilja, Asta-Maja Njor Boisen og Samira Nawa.
Sammen med dem er hun blevet meget klogere på, hvordan hun har levet sit liv indtil nu, hvordan hun gerne vil leve det fremover og ikke mindst, hvad det er for en generation, hun er en del af.
– Det, som de jævnaldrende kvinder i min bog og jeg har til fælles, er først og fremmest, at vi alle er døtre af rødstrømper. Vi kom til verden i en tid, hvor der skete kæmpe forandringer. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 60’erne og 70’erne, og skilsmisseraten begyndte samtidig at stige. Det blev forventet af os, at vi også skulle ud på arbejdsmarkedet og skabe en karriere, for nu var vejen jo blevet banet for os.
– Vi måtte aldrig blive økonomisk afhængige af en mand, og vi skulle kunne klare os selv, det fik vi ind med modermælken. Fra en meget ung alder skulle vi f.eks. transportere os selv med bus og tog, og vores generation var i det hele taget det stik modsatte af curlingbørn. Vi blev unge kvinder i de hedonistiske og seksualiserede 90’ere, hvor der var enormt meget fokus på kroppen. Ingen af os tog afstand fra det, og alle jagtede et ideal, som næsten ingen kunne leve op til. Vi blev mødre i 00’erne, og vi ville gerne gøre det anderledes end vores egne mødre.
– Vi ønskede at give meget mere opmærksomhed til vores børn, så vi bagte boller og forsøgte at være nærværende og omsorgsfulde hele tiden. Og der begyndte det at blive rigtig tricky, for samtidig skulle vi jo også være sexede OG selvstændige karrierekvinder. Det var hårdt, ja, men vi satte aldrig spørgsmålstegn ved det. Vi bed det i os, for man ville i hvert fald ikke være et offer. På den positive side gav det os et vildt drive, der er virkelig mange seje damer i min generation. Meget målrettede. Men også usolidariske. Og det er ret opsigtsvækkende, synes jeg, at der slet ikke var noget oprør i os, vi knoklede bare på og overvejede på intet tidspunkt, om man kunne lave om på tingene. Og det er jo det, de unge gør i dag.
Hvorfor tror du, at det var sådan dengang?
– Der var det her ”krav” fra rødstrømperne – vores mødre: ”Vi har kæmpet for jer, så nu må I fandeme ikke lave et knæfald og gå på deltid, se bare at komme i gang!”. Det var derfor virkelig sjovt for mig at tale med unge Asta-Maja til bogen, for selvom hun er højt begavet og har en universitetsuddannelse, har hun ikke lyst til at arbejde på fuld tid. Hun fortæller, at hun gerne vil arbejde et par dage om ugen og så ellers være derhjemme og strikke og skrive.
– Det gibbede fuldstændig i mig, da hun sagde det, for jeg var sådan, okay … med din flotte uddannelse, vil du ikke have mere ud af den? For mig ville det valg have været helt utænkeligt, da jeg var ung. En anden ting, der var utænkeligt for Ane og hendes generation, var, at man kunne gøre noget ved den måde, man blev set på som kvinde.
– Det kendetegner også min generation, at vi blev ret overraskede over Metoo. Da man begyndte at tale om det, var vi sådan, øh ja, men sådan har det jo hele tiden været, hvad havde I forestillet jer? Samtidig var min egen første tanke, at jeg aldrig personligt havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra mænd. Det var først efter et års tid, det gik op for mig, at jo, det havde jeg da! Jeg har været udsat for masser af den slags, men jeg havde bare lært at navigere i det, jeg vidste, hvem og hvad jeg skulle undgå, men jeg havde aldrig overvejet at sige, hey, det der gider jeg ikke finde mig i.
– Efter Sofie Lindes tale i 2020, der for alvor satte gang i Metoo herhjemme, blev kvinder i mediebranchen opfordret til at skrive under på et støttebrev til Sofie Linde. Det ville jeg ikke, for jeg følte ikke, at jeg kunne genkende det, hun talte om. Det skammer jeg mig over i dag. Jeg var simpelthen lang tid om at indse, hvad det handlede om.
Hvorfor tror du, at din generation har været lang tid om at forstå Metoo?
– Vi er en ret stille generation, vi har ikke talt så meget sammen, og vi har heller ikke været solidariske med hinanden. Vi har gerne villet være ”en af drengene” – men på en sexet måde – og vi har ikke ønsket at være en del af et kvindefællesskab. Og når man ikke er solidariske med hinanden, kan man ikke gøre oprør. Den manglende solidaritet har gjort, at kvinder har været nemme at udnytte.
– Min voksne datter introducerede mig på et tidspunkt til begrebet ”pick me girl”. Jeg anede ikke, hvad det var, men da hun forklarede mig det, gik det op for mig, at det kendetegner hele min generation. Vi er pick me girls. En pick me girl tager afstand fra det pigede og feminine, samtidig med, at hun selv er netop sådan. En pick me girl kan godt lide at fremhæve sig selv på bekostning af andre kvinder og vil gøre hvad som helst for at få den mandlige accept. Hvis der f.eks. kommer en kvinde ind i rummet, der har meget makeup på, kan man godt lige sige: ”Gud, det må have taget lang tid at lægge al den makeup, jeg tager bare lidt læbepomade på, så er jeg ude af døren”.
Ane siger det sidste på en meget lidt sød måde og griner samtidig. Men det er ramme alvor, og hun bryder sig ikke om det.
– Jeg kan ikke sige mig fri for selv at have været sådan en. Det har ligget dybt i min generation, at vi skal tage afstand fra andre kvinder, for det kan mændene godt lide. Og ingen har sagt fra overfor det, før Metoo-generationen begyndte at gøre det. Pludselig stod de der og sagde, hvad fanden er det, der foregår?
Ane Cortzen
Tv-vært og udvikler af serier som ”Er der en arkitekt til stede?” på DR. Aktuel med bogen ”Lille Ane siger farvel – Portræt af generationen der blev væk”.
Hun er uddannet arkitekt, fyldt 50 år og gift med arkitekt Benjamin Weber. Sammen har de døtrene Agnes, 22 og Esther, 20, samt sønnen Manfred på 16 år.
Hvorfor ville du selv gerne være en af drengene?
– Jeg ville bare gerne være en, som drengene kunne forstå, og jeg ville ikke være sådan en, der gjorde pigede ting. Jeg har fem virkelig nære veninder, som jeg har dedikeret min bog til, og det har jeg gjort, fordi de flere gange gennem årene har spurgt, hvorfor jeg altid nævner mine drengevenner, når jeg bliver interviewet, men aldrig dem. Det havde jeg aldrig tænkt over, men det har helt sikkert handlet om, at jeg netop ønskede at være en af drengene.
– I min generation opfatter vi det at være piget eller meget feminin som svagt, tror jeg, og det er også derfor, vi kan have lidt svært ved at forstå de unge kvinder, der går op i at være ekstremt feminine med kæmpe øjenvipper, store læber og meget lange negle. Hvorfor vil de dog det, tænker vi, men det er fordi, vi sætter lighedstegn mellem sådan et udseende og svaghed. Det stammer igen helt tilbage fra rødstrømperne. Det interessante er, at vi jo alligevel også selv har været ret forfængelige og er gået op i vores udseende, men det skulle se effortless ud. Som om vi ikke havde gjort os umage.
Hun må være lesbisk
De film, der definerede mandens blik på kvinder i 90’erne, var bl.a. ”Fatal Attraction”, ”9 ½ uge” og ”Indecent Proposal”, og som Ane skriver i sin bog, så var den røde tråd igennem filmene, at når en kvinde gav efter for sit begær, fik det frygtelige, altødelæggende konsekvenser. For Anes vedkommende var det først, da hun gik på Arkitektskolen, at hun begyndte at lægge mærke til, at hun ikke var en af drengene. Hun fik øje på, at mænd kiggede på hende, fordi hun netop var en kvinde.
– Og det blik – the male gaze – har jeg haft det meget svært med. Jeg arbejdede på reklamebureauet Propaganda, mens jeg gik på Arkitektskolen, og der blev jeg nogle gange taget med til møder med store kunder, fordi den kreative direktør havde fundet ud af, at det gjorde en kæmpe forskel for dynamikken i rummet, hvis der var en ung kvinde med. Det havde jeg det virkelig mærkeligt med, men jeg sagde ikke fra. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at blande mig i mødet, når jeg så alligevel var der, jeg har aldrig været god til bare at sidde stille og se pæn ud i hjørnet.
Hun griner højt.
– Jeg tror også, at det var derfor, at jeg gik meget op i, at det ikke skulle handle om køn, da jeg i sin tid fik mit første job som tv-vært. Det skulle handle om det, jeg sagde og gjorde, jeg skulle ikke være en påklædningsdukke, der stod i en ny kjole hver uge. Jeg gik på skærmen i jakkesæt og med kort strithår, men det virkede overhovedet ikke efter hensigten. Det eneste, folk interesserede sig for, var, hvorfor jeg havde jakkesæt på og kort hår, og var jeg mon i virkeligheden lesbisk? Det kom virkelig bag på mig og provokerede mig også meget, for hvorfor er det, at vi kvinder skal vurderes på vores udseende?
– Hvorfor er det blikket udefra, der skal definere os? En kvinde med magt må ikke have pink jakkesæt på og glimmernegle, men uha, hun må heller ikke ligne en mand. Altså, hvad fanden skal man stille op med det? Det er jo et symptom på, at der stadig er noget helt galt.
– Min generation har ikke sagt fra overfor det, fordi vi ikke ønskede at ødelægge den gode stemning, og fordi vi var bange for at blive opfattet som sure rødstrømper. Men de unge kvinder tør heldigvis godt.
Mere ked af det – mindre vred
Ane og hendes mand, Benjamin, bor i en stor lejlighed tæt på Nyboder i København, men en morgen for et par år siden havde Ane en drøm. Hun så sig selv gå rundt i et hus omgivet af vild natur og med en betagende udsigt til skov og hav. På gårdspladsen gik hønsene frit, og Ane hentede æg med et barnebarn på tre-fire år i hånden. I en længe til huset var der et atelier, hvor hun lavede kunstværker, og i en anden længe kunne børn og børnebørn bo, når de var på besøg. Benjamin arbejdede stadig som arkitekt, og hver morgen vinkede hun til ham i sit nattøj, når han kørte på arbejde, mens hun nød solens lunende stråler på sin ryg.
Drømmen var på en måde startskuddet til en helt ny periode i Anes liv. En periode, der bl.a. er defineret af, at hun er på vej ind i overgangsalderen med alt, hvad det indebærer af ændringer i krop og sind.
– Jeg læste lige i går, at det åbenbart er alle celler i kvindekroppen, der ændrer sig, når man går i overgangsalderen. Det kan jeg godt mærke. Jeg føler mig helt forvirret. Meget ustabil. Meget svingende. Jeg har dage, hvor jeg er ked af det på en helt uforståelig måde, men jeg er ved at lære, at det er sådan, det er, og så er det væk igen i morgen. Jeg har accepteret, at jeg er ked af det uden grund.
Og sådan har du ikke haft det før?
– Aldrig! Man kan sige meget om mig, men jeg har altid været ret stabil og glad det meste af tiden. Men nu har jeg sådan nogle dyk, som jeg synes er skræmmende. Men næste dag er det fuldstændig væk. Jeg er også blevet mindre vred. Det er nyt. Jeg har altid haft et ret let antændeligt temperament, men nu bliver jeg ikke rigtig vred mere. Det er så underligt. Forleden dag var der en receptionist, der ikke ville lukke mig ind i DR. Jeg havde glemt mit kort, jeg kunne ikke få fat på nogen, jeg kendte, og jeg var ved at komme for sent til et møde. Det ville jeg normalt være blevet fuldstændig stiktosset rasende over. Skrankepaver har altid kunnet gøre mig vanvittig. Men nu accepterede jeg det bare og satte mig et hjørne og ventede.
Hun griner.
– Det er virkelig underligt, og jeg føler, at jeg ændrer mig helt fundamentalt. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvem jeg er for tiden. Benjamin og jeg har været sammen i mange år, og han undrer sig også. Jeg tror, han synes, det er ubehageligt, at jeg bliver så ked af det, men jeg er begyndt at sige til ham, at han ikke skal gøre noget, for det går væk igen. Til gengæld tror jeg også, at han nyder, at jeg ikke længere bliver så vred. Benjamin er en klog mand og har altid været god til at tilpasse sig, det gjorde han også, dengang jeg blev mor og blev hel vanvittig i en periode, haha.
Bor jeres børn stadig hjemme?
– Agnes er flyttet hjemmefra, og Esther flytter til januar. Så har vi kun Manfred tilbage, men han skal på efterskole, så jeg kan mærke, at Benjamin og jeg er ved at gøre os klar til en helt ny fase i livet. Vi har besluttet os for at flytte, og vi har faktisk købt et lillebitte fiskerhus i Taarbæk.
– For at flytte sig mentalt skal man simpelthen også flytte sig fysisk, tror jeg. Alt det liv, der er foregået her i lejligheden, forsvinder jo, og så kan man let komme til at gå rundt som en kustode og støve af. Og mindes. Det vil jeg faktisk ikke. Jeg vil gerne have, at vi starter en ny fase, hvor vi kan tænke, nej, hvor spændende, hvad mon den fase kommer til at indeholde? Det kræver, at man flytter sig, og det er Benjamin helt enig i.
Så nu gør du faktisk din drøm om at bo ude ved skov og hav til virkelighed?
– Jeg er egentlig et bymenneske, men jeg tror, at det hænger sammen med den kæmpe forandring, der sker med mig i disse år, at jeg pludselig føler en trang til at komme ud til hav og skov. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg vil have ro, og så vil jeg gerne skalere ned. Vi har været super privilegerede ved at have boet i en kæmpe lejlighed, men nu vil jeg gerne bo på færre kvadratmeter og fokusere lidt. I mange år har jeg været så fokuseret på børnenes behov, men nu er tiden kommet til, at jeg finder ud af, hvad jeg egentlig selv har lyst til. Det kunne jeg også virkelig mærke, da jeg tog på min Grækenlandstur.
Det er sådan, jeg skal have det
Da Ane fyldte 50 år i oktober 2024, fejrede hun den runde dag ved at rejse en måned alene til Grækenland.
– Det burde alle kvinder gøre, når de fylder 50!
Hvad fik du ud af den tur?
– Den skabte en enorm klarhed i mit hoved. Jeg kunne pludselig mærke mig selv på en måde, som jeg ikke havde kunnet, siden jeg var 13-14 år. Jeg kunne mærke mine egne behov, og jeg følte mig fuldstændig frisat. Jeg fik en fornemmelse af, at livet er et eventyr, og at det slet ikke er ved at være slut. Jeg kan alt muligt. Det var i Grækenland, det virkelig gik op for mig, at jeg skal ud og være tættere på naturen, og at jeg skal søge indad. Jeg fandt også ud af, at Benjamin er med i de tanker og det eventyr, der venter – gudskelov – og han er heldigvis helt enig i, at vi skal have et enklere liv.
Hun stopper op og tænker et øjeblik.
– Det er sjovt, for det er faktisk først nu, jeg rigtig tænker over, at jeg to gange i Grækenland boede i nogle bittesmå huse, hvor der nærmest kun var et rum på hver etage, og det var, når jeg boede sådan, jeg havde det allerbedst. Og det er lige præcis sådan, vores kommende hus i Taarbæk er. Vi går fra 280 kvadratmeter her i lejligheden til 80 kvadratmeter i huset, så vi skal skaffe os af med en masse jordisk gods. Det har jeg det helt okay med. Det er rart at finde ind til det essentielle, og jeg kan mærke, at beslutningen om at flytte har givet både Benjamin og mig en energiindsprøjtning.
Hvordan var det at rejse rundt alene i Grækenland?
– Grækerne syntes simpelthen, at det var noget af det mest skøre, at en kvinde rejste rundt alene på den måde, men det er også et mere patriarkalsk samfund end vores. Jeg havde det skønt, jeg var på intet tidspunkt utryg, og jeg nød at være der udenfor højsæsonen. Jeg havde troet, at jeg ville savne min mand og mine børn, men det gjorde jeg overhovedet ikke, haha. Det eneste tidspunkt, hvor jeg tvivlede på idéen, var, da jeg sad i Kastrup, inden jeg skulle ind i flyet. Der tænkte jeg, hvad fanden er det, jeg laver? Hvad er det, jeg har kastet mig ud i? Men det gik over i det sekund, jeg satte mig ind i flyet.
– Jeg strikkede og læste, og da jeg mellemlandede i Beograd, var det skønt, at jeg kun skulle have fokus på mine egne behov og ikke skulle forholde mig til, om andre var sultne eller skulle tisse. Da jeg landede i Thessaloniki, var der heller ingen stress, selvom byen slet ikke var, som jeg havde forventet. Jeg havde ikke lovet nogen noget, så ingen blev skuffede, og jeg kunne bare leje en bil og køre lige derhen, hvor jeg havde lyst.
Hvad fik du dagene til at gå med?
– Med at male, strikke, læse, bade og ligge på stranden. Nogle gange gik jeg også rundt i byerne og kiggede lidt. Jeg gik ikke så meget ud om aftenen. Jeg lavede mad til mig selv, typisk bare feta, tomat og oliven, og det var fedt ikke at skulle lave mad til andre. Det gik op for mig, hvor meget mad normalt fylder, når man rejser. Ind på en restaurant, læse menukort, bestille mad, spise, huske at spørge, om de andres mad smager godt, betale. Og det skal man tre gange om dagen! Det skulle jeg slet ikke, så jeg havde enormt meget tid til alt muligt andet, og jeg følte på ingen måde, at jeg gik glip af noget.
– Det blev en helt vidunderlig tur, og den er blevet til sådan en kilde af overskud, som jeg stadig kan tage af. Jeg tænker tit tilbage på, hvordan det var, hvilke tanker jeg gjorde mig undervejs, og hvordan jeg havde det. Og jeg kan mærke, at det er sådan, som jeg havde det i Grækenland, jeg skal have det. Det er en god målestok at have.
Hver sit oprør
Anes eget lille oprør er måske kendetegnende for hele hendes generation af kvinder. Der er noget i gærde, for generation X har ikke lyst til at tie længere. Ane har i hvert fald tænkt sig at overrække et eksemplar af sin nye bog til museet KØN i Aarhus, så der ikke længere er helt så tomt på den hylde, hvor hendes egen generation skulle være repræsenteret.
Hvordan tror du, at et oprør i generation X vil se ud, hvis det for alvor kommer?
– Haha, ja, det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg ved ikke, om det bliver sådan et oprør, hvor vi alle sammen står på Rådhuspladsen med skilte, jeg tror mere, det bliver et personligt oprør derhjemme. Vi er ved at være klar til at gøre op med vores evigt pleasende side, og jeg tror også, at vi i højere grad er begyndt at føle en solidaritet med kvinder på vores egen alder. Og måske endda også med de unge kvinder. Vi bliver langsomt mere favnende og inkluderende, og vi er så småt begyndt at turde sige det højt.
– Jeg tror ikke på, at vores generation kan skabe så stor en bevægelse som Metoo-generationen, men jeg tror, at vi er klar til at række mere ud til hinanden og til de unge. De kvinder, jeg har interviewet i min bog, har alle lavet deres egne små oprør, men de har ikke talt med andre om det. Og det er det, jeg håber er ved at ændre sig. Det er derfor, jeg har skrevet bogen. Så vi forhåbentlig kan få en debat om de her ting.
– For mig har det i hvert fald været enormt frisættende at skrive den bog, men jeg ruster mig da også til, at jeg skal stå på mål for de tanker, jeg giver udtryk for. Det havde jeg ikke gidet for år tilbage, der havde jeg tænkt, at det var nogle andres kamp, men jeg er klar nu. Og det handler især om, at jeg har fundet et fællesskab med andre kvinder, som jeg ikke har været opmærksom på før. Det kan godt være, at det bliver ukomfortabelt, når der er så meget, vi skal til at lære at sige højt, men vi er i det mindste sammen om det. Vi står ikke længere alene hver især med vores oprør.
Om bogen
I bogen ”Lille Ane siger farvel – Portræt af generationen der blev væk”, har Ane Cortzen interviewet en række jævnaldrende kvinder, Franciska Rosenkilde, Katrine Engberg, Maya Albana, Rikke Rønholt og Karen Simonsen, samt tre unge kvinder, Klara Lilja, Asta-Maja Njor Boisen og Samira Nawa.
Alpha Forlag. 313 sider, 270 kr.
