Maria Grabowski debuterer som forfatter med romanen ’Jeg
fryser’ – en roman, der er bygget på hendes egen historie om at vokse op som
bodegabarn i en dysfunktionel familie, om at rejse bort og være mønsterbryder –
for atter at vende hjem for at passe sin døende mor.
I romanen møder vi Anna, der er mønsterbryder fra en socialt
belastet familie i Thy. Hun har skabt sig et liv og en karriere i København,
men da hendes mor bliver terminalt syg, sætter hun storbytilværelsen på pause
og tager tilbage til Jylland for at passe hende.
Selvom romanens hovedperson er fiktiv, tager historien afsæt
i forfatteren egne oplevelser. Maria Grabowski er selv opvokset i Thisted, hvor
hendes forældres alkoholmisbrug satte sit præg på hendes barndom.
Forældrene
var skilt, men så stadig hinanden i perioder. Faderen var stamgæst på byens
bodegaer, og det samme var hendes mor i perioder. Men misbruget satte sit
tydelige præg på Marias opvækst.
– I perioder har jeg haft det godt, fordi jeg har haft to
forældre, der elskede mig. Det var jeg ikke i tvivl om. Jeg har fået madpakke
med i skole, og jeg har fået aftensmad – nogle gange var det bare ristet brød,
men der var heller ikke mange penge at rutte med. Som barn var jeg meget sammen
med min mor, og når vi var ude at handle, skulle hun nogle gange ind på en
bodega og have en øl, inden vi skulle hjem, og så var jeg med. Der sad mange søde
mennesker, men det var ikke altid et sted for børn. Det havde da været federe,
hvis jeg havde løbet rundt på en legeplads sammen med andre børn, men jeg
vidste jo ikke, at der var andre måder at være barn på, fortæller Maria
Grabowski.
Hun beskriver sin far som sjov, charmerende og fremme i
skoene. Men i hans unge dage var han også lidt af en slagsbror.
– Jeg så ham slås og være udadreagerende som barn, og det
gjorde mig ked af det. Men i et misbrugshjem lærer man at håndtere den side, og
alle retter ind for at få det til at glide.
– Det er underligt, for man både ved det og ikke ved det på
samme tid. Nu sagde jeg, at jeg som barn ikke vidste, at det ikke var normalt,
men omvendt, når vi skulle hjem fra bodegaen, gemte jeg mig på gåturen hjem,
fordi jeg ikke ville have, at nogen fra skolen skulle se os. Så på en måde
vidste jeg godt, at det var forkert, men jeg tror ikke, jeg vidste, hvad der
var forkert. Den følelse fulgte mig i mange år, og det er nok, fordi det er
svært, for det handler om de to personer, som jeg var allertættest på og elskede
allerhøjst.
Har holdt på en hemmelighed
Da Maria var 10 år, mødte hendes mor en ny mand, og de
flyttede til Grenaa.
– Min stedfar var ikke alkoholiker, så der var en ny form
for tryghed, som jeg ikke havde prøvet før. I den periode kom der lidt mere ro
på vores liv. Min mor stoppede også med at gå på bodega, men med det sagt var
hun også en kvinde, der gav den gas, når der var fest.
Maria fortæller, at hun som barn ikke havde det store
teenageoprør mod sine forældre eller deres historie. Hun havde heller ikke den
store udlængsel, da hun var blevet student. Men med vejledning fra en venindes
forældre endte hun på en højskole og derefter i København.
– Da jeg landede i København, følte jeg mig hjemme med det
samme. Jeg begyndte på universitetet, bevægede mig rundt i nye kredse, kom
rundt i andres hjem og hørte deres livshistorie. Når jeg så fortalte noget fra
mit liv, kunne jeg se på folks ansigter, at de syntes, at det var en vild
historie. Men det tog mig mange år, før jeg helt forstod, at meget af det, som
jeg havde oplevet, ikke var normalt, for jeg var loyal i vildt lang tid.
I København hørte hun om organisationen Tuba, der tilbyder
gratis terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i et hjem med alkohol-
eller stofmisbrug. Her gik det op for hende, at der var noget, som hun i årevis
havde skjult for sig selv.
– Det var først, da jeg sad i en terapi-session, at jeg fik
sagt højt, at min mor også havde drukket meget i perioder. Jeg havde længe
været åben omkring min far, men jeg opdagede lige der, at jeg ikke havde sagt
det højt før, at min mor også drak. Min mor og jeg havde altid været så tætte,
at det gjorde for ondt, at der havde været noget, som ikke var helt godt. Det
var ikke til at holde ud, at det også var en del af sandheden.
Det endte med, at Maria brød sammen og græd under hele terapien.
– For der kunne jeg
jo se, at min virkelighed var en ting, som er svær at have med sig. Det var
helt vildt at begynde i terapien og opdage altid at have set spotlightet fra én
side, og så lige pludselig rykkede det sig. Der opdagede jeg, at jeg faktisk havde
været ked af det, og at jeg havde nogle issues, som var svære.
Men jeg havde haft så travlt med at have det godt. Da jeg
kom hjem, lå jeg på min seng med min frakke på, som om jeg var lammet. Jeg græd
i otte timer – det var som om, alt det, jeg kunne have grædt over, kom ud der.
Og der kunne jeg mærke, at det her var vildt.
Ringede rundt til byens bodegaer
Maria var 25 år, da hun begyndte at se sig selv i et nyt lys.
Men hun begyndte også i terapi med et ønske om at forstå sine forældre.
– Jeg var ikke ude på at skælde dem ud, men det tog mig tid
at forstå, hvor dybt det sad i mig. Jeg tror, at min mor havde gjort, hvad hun
kunne, for hun var alene med tre børn, og jeg har kæmpe respekt for det, hun
formåede alligevel. Men vi var ikke altid blevet passet på, som vi skulle have
været, og det kan stadig gøre mig trist.
Når folk spørger Maria, hvad hun ville sige til sig selv som
barn, kan hun i dag næsten ikke lade være med at græde, for der var for meget
ansvar på de små skuldre, når man godt ved, at man ikke altid kan regne 100
procent på de voksne, forklarer Maria, der stadig i dag kan opleve særlige
situationer, som kan rive op i historikken.
– Hvis man taler om at have grundtraumer, hvor man reagerer
ud af proportioner, kan jeg stadig have det svært med, når folk aflyser aftaler.
Hvis jeg ikke kan regne med folk, hvor de siger noget og gør noget andet, går
jeg helt i baglås. Min kæreste spurgte mig, hvornår jeg prøvede det første gang,
og så dukkede der en klar scene frem i min erindring, hvor jeg sad alene i
stuen, og jeg frøs. Min mor havde sagt, at de ville komme hjem om et par timer,
og jeg havde spurgt min klasselærer, som havde sagt, at det betød cirka to
timer.
– Så jeg sad i stuen,
kiggede på uret og ventede på, at der gik to timer. Da de så ikke kom hjem, blev
jeg ked af det. Jeg kunne telefonnumrene på alle byens bodegaer i hovedet og
begyndte at ringe rundt for at finde ud af, hvor de var. Det gør mig stadig
trist at tænke på. Det er jo fuldstændig utænkeligt for mig, at mine børn for
det første skulle være alene hjemme, og for det andet at skulle trygle mig om
at komme hjem. Sådan en scene, at skulle ringe rundt til bodegaer og spørge,
hvornår de kommer hjem. Det er noget, jeg stadig skal håndtere, når jeg møder mennesker,
der gør noget, der minder om det, siger Maria.
Mor for sin mor
For 10 år siden blev Marias mor alvorligt syg med lungekræft.
Maria var 30 år, boede i sin egen lejlighed i København og var lige kommet ud
af et langt forhold.
– Jeg havde det
egentlig ret godt med begge mine forældre på det tidspunkt. Jeg tog hjem til
jul, og i bilen fortalte min stedfar, at min mor var syg. Hun havde i efteråret
sagt, at hun havde været til nogle scanninger, men at der ikke skulle gøres
mere ved det. Dengang havde hun dog fået at vide, at hun havde kræft, men hun holdt
det hemmeligt. Det var kun min stedfar, der vidste det, for hun ville ikke ødelægge
julen.
Maria talte med sin mors læge om hendes tilladelse, og her
blev det tydeligt for hende, at det var meget alvorligt, og at hendes mor kun havde
måneder tilbage at leve i. Og der besluttede Maria sig for at flytte hjem for
en stund.
– Jeg havde en trang
til at være tæt på min mor. Det var ikke en beslutning, hvor jeg vejede for og
imod. Jeg skulle være der, og jeg skulle passe på hende. Jeg ville gøre alt,
hvad jeg kunne, for at hun ikke var bange. Så jeg sørgede for, at den situation
blev håndteret samtidig med, at jeg var ked af det. Når det er en, du elsker,
som du ved, er væk om lidt – hvad fanden stiller man op med det? Man får jo
ikke nok af vedkommende.
Pludseligt boede Maria hjemme i sit barndomshjem igen, hvor
hun skulle være mor for sin mor.
– Hvis jeg skal fundere over det nu, stod jeg i en situation,
hvor jeg ikke kunne gøre noget ved sygdommen, men jeg kunne være der, og det
var det, jeg havde lyst til. Det var også muligt for mig, fordi jeg ikke havde
børn på det tidspunkt, og jeg kunne søge plejeoverlov, så der var nogle
praktiske omstændigheder, der gjorde det muligt, og som jeg er meget
taknemmelig for.
– Min mor ville heller ikke på hospice eller på hospitalet,
for vi kunne ikke snakke om, at hun skulle dø. Når jeg talte om, at der var
nogle ting, vi skulle gøre nu, i stedet for til sommer, var hun sådan, ”glem
det, jeg kommer til København til sommer”. Vi vidste godt, at det gjorde hun
ikke, men hun kunne bare ikke tale om det.
Samtidig blev sygdommen fysisk tydeligere og tydeligere, så de
opholdt sig mere og mere derhjemme.
– Det var også ret hyggeligt på en underlig måde, for jeg
havde ikke boet hjemme i 10 år, og nu var jeg flyttet hjem igen. Vi stod op
sammen, vi sniksnakkede og tussede bare rundt. Jeg lærte at give støttestrømper
på og dosere medicin. Vi så Kardashians og drak kaffe. Vi hørte musik. Talte om
gamle dage. Det var så pissetrist, men også ret hyggeligt.
– Der var én, som spurgte mig for nylig, hvordan det var at passe
min mor, hvor det gik op for mig, at det måske ikke var helt nyt for mig at
passe på min mor. For det havde jeg jo gjort indimellem, siden jeg var barn. Og
selvom hun var en stolt kvinde, accepterede hun det, da rollerne blev byttet om
igen. Der var nogle gange, hvor det var ydmygende at blive passet. Hun havde
siddesår, som jeg skulle vaske, og i sådanne situationer kunne jeg se, at hun
græd, hvor jeg fx sagde, ’hey, du har da vasket min røv mange gange, da jeg var
lille’, og så kom vi til at grine. Det var lige netop dét, der var så fint i
den situation, at vi havde en reference, så vi kunne komme igennem det. Men det
var barskt.
Kærligheden overvinder alt
Inden Maria besluttede sig for at passe sin mor, vidste hun
fx ikke, hvad ordet palliativ betød. Hun vidste ikke, hvornår man kunne se, at
livet var ved at rinde ud – alt dette måtte hun lære.
– Jeg måtte lære dødens sprog, og det kom bag på mig, hvor
dårligt forberedt jeg var på det. Jeg havde det nogle gange, som om jeg var med
i en film. Det var absurd. Sygdom lugter, det er grimt, og det er svært at se
på et menneske, der svinder ind. For mig var det også meget ensomt.
Maria Grabowski har aldrig fortrudt, at hun tog den
beslutning at passe og pleje sin mor.
– Det er noget af det hårdeste, jeg har gjort. Men det er
også noget af det vigtigste, jeg har gjort. Og selvfølgelig kunne jeg ikke
forhindre, at min mor var bange. Men jeg tror på, at jeg gjorde en forskel. Hun
var tryg ved mig. Hun havde fuldstændig tillid til, at jeg havde den. Og det
gjorde det også nemmere for mig.
– Det, der bliver ved
med at komme tilbage til mig, er kærligheden til min mor og kærligheden til min
familie. Der har været nogle omstændigheder, som har været svære, og der er
blevet truffet nogle helt vildt dårlige valg. Men der var en kærlighed. Tænk,
at når alt kommer til alt, så kunne min mor og jeg alligevel opleve dette. Mit
hoved lå på min mor, da hun skulle dø. Jeg lå i sofaen med hende – det er da
stort. Tænk, at kærlighed kan være så stor og så kompliceret, siger Maria.
Hun understreger, at for hende har det ikke handlet om at
være vred eller at tilgive, men om at få en større forståelse for sine forældre
– og det har hun fået i denne proces.
– Folk taler om, at man ikke gider blive ligesom sine
forældre. Jeg havde også en periode, hvor jeg gik rigtig meget i byen, og jeg
havde det blandet med det. Jeg havde det sjovt, men jeg var nervøs for at være
ligesom min far. Hvor min kæreste sagde, at det kan være, at jeg kommer til at
forstå min far lidt bedre i den periode. Og det tror jeg meget på nu. At der
har været nogle perioder i mit liv, og sikkert mange andres liv, hvor man er
lidt mere den ene eller den anden forælder, og at det er en måde at lære dem at
kende på og forstå nogle af de ting, man ellers ikke forstår ved dem. Det kan
være rigtig irriterende, men måske nødvendigt at prøve, siger Maria og
fortsætter:
– Da jeg passede min mor, var der en aften, hvor jeg fik nok.
Jeg fik klaustrofobi derhjemme, der var hunde og mennesker overalt, og jeg
skulle bare ud at have noget luft. Så jeg pakkede nogle øl og nogle cigaretter
og satte mig på en bænk i Grenaa ved et busstoppested – totalt skraldet. Fuck
Maria, så sidder jeg og drikker og ryger, som mine forældre. På en måde giver
det perfekt mening, på en måde gør det ikke. Det var for karikeret, jeg må da
kunne finde på en anden måde at håndtere det på, men det er jo også en måde at
mødes med dem på i ånden.
