Ib Michaels blodprop satte deres kærlighed på prøve: "Jeg havde mistet ham, jeg elskede"

Det er den 28. september 2022, og Ib Michael er ved at gøre sig klar til at tage af sted. Han skal ind til byen for at indtale sin seneste bog ”Logbog ved rejsens afslutning”, men da han vil række ud efter sin mobiltelefon, kan han ikke. Hans arm er lammet. 

Han bliver forskrækket og kalder på sin kone, Hanne Danielsen, der går rundt ude i sommerhusets have. Hun kommer hurtigt ind og kan med det samme se, at der er noget helt galt.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

"Og så begynder hele højresiden på mig at spjætte med ufrivillige muskelbevægelser. Meget voldsomt. Hanne siger, sid stille med det ben, men det bliver bare mere og mere voldsomt, og jeg kan slet ikke stoppe det. Hanne lægger mig på sengen og prøver at holde mig nede, mens hun ringer efter en ambulance."

Det var en blodprop i hjernen, der havde ramt den kendte og berejste forfatter og eventyrer, og her to et halvt år efter sidder han og Hanne i selvsamme sommerhus i Kikhavn, hvor det skete, og fortæller om dagen, der ændrede både alt og ingenting i deres lange parforhold.

Hanne og Mik, som han bliver kaldt, mødte hinanden i 1983 på Troels Kløvedals skib Nordkaperen. Hanne havde sejlet med skibet i tre måneder med sin lille datter, da Mik påmønstrede i Mexico, og de følte begge med det samme, at de havde mødt deres soulmate.

I 1988 blev de gift i en lille kirke på øen Penrhyn i Stillehavet og har levet sammen, men også hver for sig, lige siden. Indtil blodproppen rejste Mik væk til varmere himmelstrøg to-tre måneder hver vinter, fordi han led af depressioner og ikke kunne holde mørket og kulden i Danmark ud. Samtidig fik han fuldstændig ro til at skrive, når han sad på sin ø i Thailand, og Hanne havde det strålende med at være alene.

I andre perioder var det Hanne, der var væk på tv-produktioner som bl.a. ”Robinson Ekspeditionen”, og de senere år har hun som direktør for den socialøkonomiske virksomhed Siu-Tsiu året rundt befundet sig skiftevis en måned i Tasiilaq i Grønland og halvanden måned i Danmark.

Hanne: "Hele vores fælles liv har været eventyrligt. Og med stor frihed for os begge. Vi har altid været travle og glade mennesker, der gjorde mange ting uafhængigt af hinanden."

Mik: "Ja, og vi har faktisk altid været glade for, at der har været indlagt pauser i vores forhold, for på den måde har vi aldrig slidt på hinanden. Livet er aldrig blevet rutine, og kærligheden har fornyet sig meget i de pauser, vi har holdt."

Hanne: "Du har altid sagt, at savn strækker sjælen, og det har jeg købt helt ind på."

Mik: "Savn og afstand betyder, at man rækker ud efter den anden." 

Hanne: "Og jeg har også altid haft det sådan, at jeg ikke behøvede at være i kontakt hele tiden, for jeg ville gerne have noget at fortælle og noget nyt at høre om."

Når der ikke står rejser og udlandsophold i kalenderen, har parret altid levet med ret faste rutiner. Mik står op og laver kaffe til Hanne, hvorefter hun går i haven og ser, ”hvad der er sket i løbet af natten”, som hun siger. Mik går i gang med sit arbejde, og det gør Hanne også, når hun har tjekket, at træer, buske og blomster har det godt, og at alt er fint i det store orangeri.

Somme tider arbejder hun også fra sommerhuset, andre gange kører hun ind til København for at arbejde fra deres lejlighed derinde, og derudover bruger hun en del tid på ture til Roskilde, hvor hun besøger sin elskede far på 90 år. Det var sådan en dag med masser af gøremål, der lå forude, da blodproppen ramte ud af det blå i september 2022.

Da ambulancen var kørt mod Hillerød sygehus med fuld udrykning, fik Hanne hurtigt aflyst alle dagens aftaler og kørte så efter ambulancen i sin egen bil.

Hanne: "Og så ringede Mik faktisk til mig fra ambulancen. Kan du huske det?"

Mik: "Nej." 

Hanne: "”Hvor er du”, spurgte Mik, og jeg svarede, at jeg var lige efter ham i bilen. ”Nej, hvor smart, at du tager bilen med, så kan vi køre hjem sammen, når det er overstået”, sagde han så."

Hun griner højt. 

Hanne: "Han var med andre ord fuldstændig rolig."

LÆS OGSÅ

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Mik: "Ja, det var jeg, og jeg anede simpelthen ikke, hvad der var sket. Først på hospitalet fandt jeg ud af, hvad de havde mistanke om, men jeg følte mig helt tryg, selvom højrebenet stadig gik på mig hele tiden." 

Mik blev overflyttet til Bispebjerg Hospital, da blodproppen var konstateret. Meget af tiden på hospitalet i ugerne derefter står som i en tåge for ham, men han var på intet tidspunkt bange. Det undrede lægerne sig over, og de sagde det også til Hanne. 

Hanne: "Jeg sagde til dem, at Mik hele livet har været ude på de vilde vover, og at han er tryg, hvor han er."

Mik: "Jeg havde ingen sygdomserkendelse, og det kom til at præge de første måneder. Jeg vidste godt, at der var sket noget alvorligt, og at det havde ændret mit liv. Men det var bare ikke forbundet med nogen dybere erkendelse og heller ikke med frygt eller sorg. 

Hvordan kan det være, tror du? 

Mik: "Jeg plejer at sige, at jeg er for dum til at være bange. Jeg lever så meget i nuet, at jeg har lidt svært ved at se, hvad der er lige omkring det næste hjørne. Jeg havde det super godt på afdelingen, hvor jeg var omgivet at et hold af dygtige mennesker, der passede på mig, og Hanne var sød at komme med min iPad."

"Jeg vidste godt nok ikke, hvad jeg skulle bruge den til, men det viste hun mig. Altså, det var fandme mærkeligt – men igen, jeg var også fuldstændig rolig i forhold til, at jeg pludselig ikke anede, hvad man bruger en iPad til."

En fornemmelse af tab

Da Mik blev udskrevet fra hospitalet, fulgte en rigtig svær tid. 

Mik: "Jeg stod op om morgenen og lavede kaffe til Hanne, som jeg altid har gjort, men det var ligesom om, det var en rolle, jeg spillede. Jeg vidste, at ”Ib Michael” lavede kaffe til sin kone om morgenen, så det gjorde jeg. Men jeg var ikke til stede, og Hanne kunne se, at det var galt. Meget mere, end jeg var klar over på det tidspunkt."

Hanne: "Undskyld, nu får jeg tårer i øjnene …"

Hun samler sig og fortsætter. 

Hanne: "Det først på det tidspunkt, jeg virkelig fik følelserne tilbage. Indtil da havde jeg bare handlet. Jeg er ikke typen, der stopper op, når der sker noget, jeg er vant til at agere og vant til at have ansvaret. I begyndelsen brugte vi meget tid på genoptræning herhjemme, bl.a. med et computerprogram, som vi begge syntes var ret sjovt."

LÆS OGSÅ

Lars Høghs sygdomsforløb skabte afsavn hos hans kone Tine: ”Jeg følte mig ensom”

Tine Høgh mistede sin mand Lars d. 8. december 2021. Det blev afslutningen på et sygdomsforløb, der havde varet tre og et halvt år, hvor han havde kæmpet mod kræft i bugspytkirtlen. Tiden med sygdom påvirkede også Tine, der følte sig afskåret socialt.

"Folk begyndte at sige til mig, at de syntes, at det gik så godt med Mik, og at han var blevet helt sig selv igen. Det kunne jeg mærke, at jeg blev rigtig ked af, for jeg havde hele tiden tanken: Er det her så langt, vi kan nå?"

Hvad kunne du mærke, som de andre ikke kunne?

Hanne: "Jeg havde en oplevelse af, at Mik slet ikke var der. Altså han gjorde alting rigtigt og vidste godt: ”Jeg er Ib Michael, jeg er gift med Hanne, som jeg elsker, og hende laver jeg kaffe til”. Men jeg kunne ikke nå ind til ham. Der var intet følelsesmæssige engagement."

Hvad hvis I krammede?

Hanne: "Jamen, det gjorde Mik heller ikke. Jeg gjorde det jo selvfølgelig. Jeg gik jo over og gav et kram, og jeg tog hans arme, lagde dem om mig og sagde: ”Du skal give din kone et kram”. Og så gjorde han det. Men det var ikke noget, han selv fandt på, og jeg følte mere og mere en fornemmelse af tab. Et kæmpestort tab."

"Vi fik det praktiske til at fungere, ja, men jeg havde simpelthen mistet ham, jeg elskede. Og når familie og venner så sagde, at det jo gik fremragende, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg ville jo ikke pille Mik ned foran dem."

Sagde du det til Mik selv? 

Hanne: "På et tidspunkt skulle vi hver især udfylde nogle skemaer til hospitalet. Mik ville gerne have, at jeg læste hans svar, og han skrev, at det gik fremragende på alle parametre. Da jeg så viste ham mine svar, som jo var helt modsatte, var han noget forundret, men var egentlig ikke nysgerrig på det. Normalt ville det have påvirket Mik vildt meget, hvis jeg mente noget helt andet end ham om vores kærlighedsliv."

Tabet fyldte mere og mere for Hanne, efterhånden som tiden gik. Men så, i påsken 2023, kom der et vendepunkt. Det var skærtorsdag, og Mik havde haft besøg af en af sine kajakvenner, Jim, som han også deler en stor interesse for musik med.

Mik: "Da Jim var gået, satte jeg Keith Jarrets ”The Köln Concert” på. Det er klaverimprovisationer, som jeg altid har skrevet til, fordi Jarrets fingre på klaveret går lige i mine fingre, når jeg skriver. Hanne standsede op midt i stuen og stod længe og så på mig, mens jeg tastede løs på computeren, og så sendte hun mig det største smil. Jeg glemmer det aldrig."

Det var et smil af den anden verden.

Hanne: "Og så sagde jeg: ”Du spiller musik!”. Det var første gang siden blodproppen, Mik havde sat musik på, og lige der blev jeg så lykkelig, fordi jeg tænkte, hold nu op, han bliver sig selv. Han bliver faktisk sig selv igen …"

Hun får tårer i øjnene igen.

Kunne du selv mærke forandringen lige der?

Mik: "Nej, men jeg kunne se forandringen i Hannes øjne. På samme måde som jeg godt havde kunnet se, at der indtil da havde manglet noget i Hannes øjne. Men jeg havde ikke erkendt det, for jeg havde stadig ingen sygdomserkendelse. Hjernen ved jo ikke, hvad den har mistet, når sådan noget er sket."

Hanne: "Der skete også noget andet den dag. Indtil da havde jeg hver dag sagt til Mik: ”Sæt dig og skriv”. Jeg kan ikke, svarede han. ”Sæt dig og skriv. Om vejret. Bare skriv”. Det var også derfor, jeg allerede fra første dag på hospitalet tog iPad og computer med. ”Her er dine redskaber, brug dem”."

LÆS OGSÅ

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Siden havde Mik løbende skrevet notater om, hvad der skete, men det var først fra den dag – skærtorsdag – at han begyndte at skrive rigtigt igen. Tankerne og notaterne fra det første år efter blodproppen blev til bogen ”Fra den anden side af solskinnet”, som udkom sidste år. En bog om at blive slået i stykker og lige så forsigtigt sætte sig selv sammen igen. 

Et par måneder efter blodproppen genoptog Hanne sine rejser til Grønland.

Mik: "Og så måtte jeg passe alle Hannes planter og lære navnene på dem."

Hanne: "Og DET var noget nyt, haha."

Mik: "Ja, det kunne ikke gå, at det bare var ”en plante”. Jeg måtte jo vide, hvem jeg servicerede og vandede. Og pludselig så jeg hele livet udspille sig foran mig det forår. Alt sprang ud, og jeg mærkede, hvordan svampehyfer kommunikerede med træerne under jorden. Jamen altså, det var voldsomt."

Hanne griner højt. 

Lå der måske også en taknemmelighed over at få lov til at opleve et forår igen?

Mik: "Ja for fanden! Det var jo livet, jeg så. Livet, der genopstod. Tibetanerne siger: ”Vi skal alle dø, men ingen er døde”. Det er et paradoks, men jeg forstår dem fuldstændig. Der sker en udskiftning af kroppen, men bevidstheden er den samme."

Havde du ingen bekymringer i forhold til at rejse til Grønland, Hanne? 

Hanne: "Altså, det er jo noget med at tage en beslutning. Jeg tænkte, at det hele nok skulle gå herhjemme, når jeg ikke var her, og så besluttede jeg, at jeg ikke ville stoppe med det, jeg laver."

Aldersforskellen kan mærkes 

I dag forløber hverdagen i store træk, som den gjorde før blodproppen. Og dog. Der er især noget logistik, der har ændret sig, for Mik kører ikke længere bil. Det er hans eget valg, han føler ikke, at han kan overskue trafikken.

Han opholder sig det meste af tiden i sommerhuset, som ligger langt fra alfavej, og det betyder, at der er meget, der skal planlægges, når han har møder og aftaler andre steder. Hanne kører ham gerne, når hun kan, men hun er der jo ikke hele tiden, og hun synes også, det er svært at være bundet på hænder og fødder.

Hanne: "Det er blevet møgbesværligt, to be honest. Der er noget frihed, vi har mistet." 

Frihed har jo været kendetegnende for jeres forhold før, så hvordan er det?

Hanne: "Der er en stor aldersforskel på os, så allerede inden blodproppen havde jeg da tænkt over, hvordan og hvornår vi ville komme til at mærke den. Derfor havde jeg også gjort mig tanker om, at jeg ville blive ved med gøre mine egne ting uanset hvad."

"Jeg elsker vores liv sammen og ville ikke undvære det for noget, men det betyder ikke, at jeg lader være med at lave mine egne ting. Jeg har bare fået lidt mere travlt på grund af logistikken."

"Indtil blodproppen havde vi ikke mærket noget til aldersforskellen, men det gør vi så nu. Det betyder ikke, at det er en stor sorg, slet ikke. Det er bare et nyt element i forhold til, hvordan vi får det hele til at fungere. Jeg synes faktisk, at vores liv er lige så eventyrligt, men det er en helt anden udgave af, hvad et eventyr er."

Mik: "Og jeg er jo ikke plejekrævende, vil jeg gerne lige sige."

Hanne: "Haha, nej, det er du bestemt ikke."

Hvordan er det for dig, Mik, at Hanne er – og har været der – for dig?

Mik: "Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden Hanne. Hverken nu eller før i tiden. Det er ikke muligt. Det må ikke ske. Det kan jeg ikke. Samtidig er det fint, at hun tager til Grønland i perioder. Det kan lyde mærkeligt, for jeg kan ikke undvære hende, men jeg protesterer ikke imod hendes fravær. Det er en del af vores mønster sammen. Og jeg holder mig i gang herhjemme."

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Har I på noget tidspunkt været bange for, at blodproppen ville skille jer ad?

Hanne: "Nej, det er ikke et issue. Jeg har stået i en lille kirke ude i Stillehavet og sagt: ”I Hanne take thee Michael”, og det er for good and for bad. Så nej, det ville aldrig ske."

"Foruden vores kærlighed står jeg også med så enorm en taknemmelighed over det liv, vi har haft sammen. En taknemmelighed – og en ydmyghed – i forhold til, at vi har fået lov til at kende hinanden så længe. Men det ville have været en meget stor sorg, hvis Mik følelsesmæssigt var blevet ved med at være, som han var i månederne efter blodproppen."

Mik: "Vi kalder det zombie-tiden."

Hanne: "Ja, det ville godt nok have været op ad bakke, og jeg ville have været nødt til at lave nogle escape-muligheder. Tid uden Mik. Men jeg ville aldrig gå, fordi min elskede blev syg eller anderledes."

Heller ikke, hvis Mik nu rent faktisk var blevet plejekrævende? 

Hanne: "Nej, så ville jeg have organiseret mig ud af det."

Har du nogensinde tænkt, Mik, at du ville gå, hvis du følte dig til besvær? 

Mik: "Nej. Jeg vil slet ikke tænke tanken om, at jeg mister Hanne. Det findes ikke i min verden, og hvis det sker, så findes jeg ikke mere."

Hanne: "Men det var jo blevet en anden slags liv, ikke. Og jeg nåede da at tænke, at det så ikke ville have været et kærlighedsforhold. Jeg ville have været en praktisk foranstaltning, som du havde en masse minder og en historie med."

Er kærlighedsforholdet tilbage som før? 

Hanne: "Ja, det er det. Mik tager om mig og er fysisk igen. Vi har altid begge to været ret fysiske, og det er fuldstændig tilbage."

Et andet temperament

Selvom meget er som før, er Mik ikke helt tilbage til den, han var. I ”Fra den anden side af solskinnet” skriver han til sidst: ”Jeg er havnet et sorgfuldt, men også et afklaret sted i livet. På min side af solskinnet”.

Mik: "I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle smelte den nye person sammen med den gamle. Få dem til at hænge sammen. Det har jeg opgivet. Jeg har oplevet en personlighedsforandring, som er blivende. Og til den personlighedsforandring hører erkendelsen af, at jeg har været udsat for et brud som følge af blodproppen i min hjerne."

"Det brud betragter jeg, ligesom man betragter kintsugi-teknikken i Japan. Det er en teknik, hvor man i stedet for at forsøge at skjule bruddet, når keramik går i stykker, giver det guldlak, så bruddet er synligt. Jeg er kommet til den samme erkendelse. At man skal kunne se bruddet. Og det kan man i den bog, jeg har skrevet."

Hvordan oplever du det i hverdagen? 

Mik: "Jeg oplever det, som om der er kommet en højre-Mik og en venstre-Mik. Venstre-Mik er den gamle, højre-Mik er den nye."

Og de går fint i spænd? 

Mik: "Ja, det gør de. Højre-Mik kan stadigvæk ikke komme tilbage til ti-fingersystemet, når jeg skriver, hvilket venstre-Mik sagtens kan. Det er lidt underligt, når man altid har været vant til, at teksten er ude i fingrene, før man overhovedet har tænkt tanken. Så det er lidt mere besværligt, når jeg skriver, jeg må tilbage og rette."

Hanne: "Og sproget er også anderledes i den nye bog."

Mik: "Ja, men det er jo ikke blevet dårligere."

Det virker også som om, der er indtrådt en form for mildhed i dit sind, når man læser bogen?

Mik: "Ja, det er der, det kan man godt sige. En mildhed, der kommer af, at man kan gøre sit liv lige så eventyrligt her i det nære som ved alle mulige rejser."

Hanne: "Du har heller ikke været vred en eneste gang siden blodproppen. Og du har ellers haft et udmærket temperament, kan man roligt sige."

Mik: "Et voldsomt temperament!"

LÆS OGSÅ

Szhirley troede hun var alvorligt syg - indtil en kvinde fortalte hende om perimenopause

Da Szhirley begyndte at få symptomer på perimenopausen, anede hun ikke, hvad der skete med hendes krop, og hun frygtede, at hun var ved at få alverdens sygdomme.

Hanne: "Det er også som om, depressionerne er brændt væk. Du er kommet igennem to vintre nu uden depression og uden behov for at rejse væk."

Mik: "Ja, det er rigtigt."

Hanne: "Og der er også kommet en anden sårbarhed over dig, Mik."

Mik: "Hvordan?"

Hanne: "Det er som om, du ikke længere har et filter. Jeg vil ikke være sådan en, der retter på min mand, men nogle gange prøver jeg at moderere og skærme lidt."

Mik: "Jeg har fået det svært med store forsamlinger, alle indtryk stormer ind, og til sidst må Hanne sørge for at få mig væk."

Hanne: "Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne, for at skærme dig, men før i tiden var det bare af andre årsager. Det var på grund af aggressivitet, mani, depression. Vi har jo levet med alt, hvad du indeholder. Altid. Der har været mange følelser i spil, og jeg har altid forsøgt at passe på dig, også når du var manisk."

Mik: "Og manierne er jo røget ud sammen med depressionen. Er det mærkeligt, at humøret er mere ligeud hele tiden nu?"

Mik: "Nu du siger det, ja, det er sgu mærkeligt. 

De griner begge to.

Mik: "Men det er også meget fredfyldt. Hanne: – Heldigvis kan du stadigvæk skrige af grin. Så ja, selvom det er fredfyldt, er det ikke helt så tandløst, som det lyder."

Kan du savne den gamle Mik? 

Hanne: "Øhm … Det kan jeg nok godt komme til, vil jeg tro. Engang imellem. For jeg kunne faktisk også godt lide manierne. Mik var sjov, når han var manisk. Men depressionerne savner jeg ikke."

Og når du skriver i bogen, at du er et sorgfuldt sted, Mik, hvad handler det så om?

Mik: "Ja, jeg synes, det er sorgfuldt, men jeg skriver også afklaret. Det var den tilstand, jeg var i, da jeg afsluttede bogen, som strækker sig hen over et år efter blodproppen. I dag, hvor det er halvandet år siden, jeg afsluttede bogen, fortoner det sorgfulde sig, og jeg er mere afklaret med, hvem jeg er blevet."

Hvordan har årene efter blodproppen ændret dig, Hanne? 

Hanne: "Jeg tror ikke, jeg har forandret mig så meget af den grund. Mit arbejde ændrer mig løbende. De mennesker, jeg møder i Grønland, ændrer mig. Men det, vi har været igennem, synes jeg ikke, har ændret mig."

"Jeg har i mange år været meget bevidst om, hvor taknemmelig jeg er for alt, hvad jeg har i mit liv, og det har jeg måske fået endnu mere fokus på. Jeg er utrolig taknemmelig over al den hjælp og støtte, vi fik fra hospitalsvæsenet i hele forløbet, og jeg er så taknemmelig over, at Mik stadig er her. Og ikke mindst, at han er blevet sig selv igen."

Hvordan vil I beskrive jeres kærlighed i dag? 

Hanne: "Vores kærlighed er stærk og for evigt og fuld af eventyr."

Mik: "Jeg er helt enig. Eventyret har forandret sig, men det grundlæggende er der stadig."