Stilbillede fra filmen 'Wuthering Heights'.

Klassikeren er elsket af mange – men sådan her har du helt sikkert ikke set den før

Heathcliff og Catherines kærlighedshistorie i romanklassikeren 'Stormfulde højder' bliver endnu engang fortolket på film, denne gang med Jacob Elordi og Margot Robbie i rollerne. Det bliver vildt og vovet! Ugens film anbefalet af journalist Caroline Heidemann.

ALT for damerne logo

Sensuelt drama

Outreret nyfortolkning af klassiker

De fleste kender klassikeren 'Wuthering Heights', på dansk 'Stormfulde højder', der skildrer den intense, destruktive og tragiske kærlighedshistorie mellem Catherine Earnshaw og den adopterede Heathcliff. 

Som børn og unge er de to uadskillelige og elsker hinanden, men deres særlige bånd brydes, da Catherine vælger at gifte sig med en anden end Heathcliff for at opnå social status. 

Emily Brontës ikoniske roman om kærlighed og hævn er blevet filmatiseret ad flere omgange, og nu finder fortællingen endnu en gang vej til det store lærred. Denne gang er det i en nyfortolkning instrueret af Emerald Fennell med Margot Robbie og Jacob Elordi i hovedrollerne. 

Selvom historien er højtelsket af mange, har filmen dog allerede mødt massiv kritik, der blandt andet går på, at den 35-årige Margot Robbie er for gammel til at spille teenagepigen Catherine, ligesom flere mener, at Jacob Elordi er et fejlcast, da Heathcliff i romanen beskrives med en anden etnisk baggrund. Allerede i traileren fornemmer man, at filmen er både bizar, provokerende og stærkt seksualiseret – og det bør dog næppe overraske nogen, der har set Emerald Fennells tidligere film 'Promising Young Woman' og 'Saltburn'. 

Begge værker er outrerede og har grænseoverskridende scener med blandt andet menstruationssex, onani på et gravsted, overgreb – og endda en mand, der slubrer sæd op fra bunden af et badekar. 

Ja, den er god nok. Derfor kan man helt sikkert forvente, at hendes nye film også vil indeholde chokerende og skandaløse øjeblikke, men hvem siger egentlig, at det er en dårlig ting? 

Derudover står den populære og eksperimenterende sangerinde Charli XCX bag filmens soundtrack, og kombineret med Fennells smukke og æstetiske visuelle identitet, kan vi se frem til et møde med 'Stormfulde højder', som vi aldrig har oplevet det før.

'Wuthering Heights' har biografpremiere d. 12. februar.