Daniel Dencik har droppet sine skærme – kunne du gøre det samme?

Hvornår begyndte de tanker, der gjorde, at du droppede at have en mobiltelefon?

– Det gik op for mig under corona, at vi faktisk kunne leve på en helt anden måde. For mig var det en mulighed for at stoppe op og gentænke, hvordan det hele var endt, som det var. 

Der var kommet så mange vaner ind i mit liv, som jeg ikke rigtigt satte spørgsmålstegn ved længere, som f.eks. at gå med telefonen i hånden hele tiden, uden jeg egentlig havde lyst til det, og uden at der var en tanke bag. 

LÆS OGSÅ

"Er der en voksen til stede?" Katrine har været til sit første forældermøde - og det gik ikke stille for sig

Katrine Memborg har været til sit allerførste forældremøde i 0.b. Det gik ikke stille for sig, for er der noget, der kan sætte debatten igang, er det børnefødselsdage!

Det var nærmest bare reflekser, synes jeg, og dem havde jeg lyst til at gøre op med. Jeg fandt ud af, at der var alle mulige andre måder at leve på, og det ville jeg også gerne vise mine børn.

Hvad gjorde du så?

– Min familie og jeg skulle rejse til Samoa i Polynesien, efter at corona havde raset ud, og så tænkte jeg, nu dropper jeg telefonen. Så lod jeg den være derhjemme i Danmark, og så har jeg aldrig samlet den op siden. Jeg er jo meget et alt eller intet-menneske, så jeg tog alle skærme væk. 

Jeg havde kun bøger, musik og mennesker omkring mig. Alt skulle væk og redefineres på en måde. Det var nok i løbet af tre-fire måneder, jeg skar alt væk.

– Det var svært i starten. Jeg er jo også et vanemenneske, så jeg måtte gøre op med de ting, jeg havde tilvænnet mig – især de lavpraktiske ting. For eksempel sådan noget med at finde vej. Jeg havde ret dårlig stedsans, så jeg har faret meget vild. 

Er det gået helt galt, har jeg taget en taxa, men jeg har også lært, at det ikke er så farligt at fare vild. Min stedsans er blevet meget bedre, men jeg for vild så sent som i går. Så spørger jeg for det meste mennesker om vej.

Hvilken forandring mærkede du, efter du valgte at droppe din telefon?

– Der var nogle store tidsrøvere, som røg. Cykelsport for eksempel. Det tør jeg ikke åbne op for igen, for så ved jeg, at der går fire timer hver dag med at se et eller andet løb, som ikke føles ligegyldigt, når jeg sidder og ser det – men når jeg er væk fra det, så fremstår det ikke så vigtigt. Og så er det der med lange samtaler også vendt tilbage. 

Hvis jeg sidder alene på en restaurant, falder jeg ofte i snak med andre mennesker, og de muligheder ville jeg slet ikke have opdaget førhen, hvor jeg sad med en telefon foran mig og signalerede, at jeg var afvisende for kontakt.

LÆS OGSÅ

Emilie har en søn med infantil autisme: ”Jeg er ikke længere den mor, jeg var engang”

Et barns diagnose kan vælte en hel familie omkuld. Det ved Emilie Melgaard Jacobsen, der er mor til Knud med infantilautisme, og som kæmper en daglig kamp med sin dreng, systemet og det meste af tiden også sig selv.

Jeg synes også, at de venskaber, jeg har, er blevet fordybet, fordi der ikke er en masse notifikationer, der forstyrrer mig.

Hvad har været mest udfordrende?

– Min kontakt med bekendte er forsvundet ret meget, desværre. Der er en masse bekendte, som jeg ikke har kontakt med længere, som jeg plejede at have meget kontakt med. Det savner jeg, men på samme måde som man savner, at man var 14 år. 

Det er en tid, der er gået. Jeg er steget af ræset med hele tiden at være i kontakt med alle og fortælle, hvad jeg laver. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle stige på igen. Men jeg synes, at de vigtige relationer er der alligevel. Så skriver jeg en mail, eller vi mødes alligevel til forskellige arrangementer.

Hvordan er dit forhold til skærme i dag?

– I dag har jeg en telefon, men jeg har ikke noget simkort eller telefonnummer til den. Jeg kan godt lide at høre musik på den, når jeg går en tur for eksempel, og jeg tager også stadig billeder på den.

Jeg forsøger at undgå nyheder, og jeg har ingen sociale medier. Nogle gange bruger jeg nettet, men det er mest til at finde musik eller en sportsbegivenhed, jeg gerne vil se. Jeg tog en kold tyrker til at starte med, men så har jeg langsomt taget de ting tilbage, som jeg alligevel syntes havde en værdi, som ikke bare var vanedannende.

Det er vel min eget lille personlige modstandsbevægelse mod den udvikling, der er sket, siden nettet kom, som jeg dybest set er uenig i. Jeg er overhovedet ikke imod internettet, men jeg synes, det har påvirket os mennesker på en uheldig måde. 

Vi er blevet ubehøvlede, sjuskede og fjerne. Jeg gider ikke være en far, der hele tiden står med telefonen på en legeplads. Jeg vil hellere være en far, der løber efter et barn, der finder en sommerfugl.

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Hvad forsøger du at lære dine børn omkring skærmforbrug?

– Jeg er meget optimistisk omkring mine børn, og hvordan de kommer til at klare det. Nu er de stadig ret små, så de har ikke nogen telefon. Vi har skærme, som vi ser film på, men så er det fordi, at vi sætter os ned og ser en film. 

Jeg tror ikke, tendensen til altid at multitaske er særlig god. Jeg prøver at lære dem, at det er godt at gøre én ting ad gangen og så gøre den så godt, man kan. Hvis du vil tegne, så bruger du den tid, det tager at lave den tegning. 

Jeg kan se, at de bliver revet med at den der utålmodighed i deres skoleklasser, hvor der jo findes masser af skærme omkring dem. Så skal de i en vis grad afprogrammeres, når de kommer hjem. De efterspørger ikke skærme, når de kommer hjem, og jeg synes, at efter en weekend hjemme er deres nysgerrighed og tålmodighed tilbage igen.

– Der er en eller anden, der har sagt, at når man sidder foran skærmen, så virker det som om, verden er befolket af 99% idioter. Men når man lukker skærmen og går ud i verden, så består verden faktisk af 99% rigtig søde og interessante mennesker. Og den visdom vil jeg gerne give til mine børn. 

Det kunne jeg ikke, hvis jeg hele tiden selv skulle stå med en skærm.