Når Simi Jan taler grimt til sin krop, minder hun sig selv om noget meget vigtigt
Journalist og korrespondent Simi Jan kan være meget hård ved sin egen krop, og flere gange i løbet af sit liv har hun været på kur. Men for et par år siden besluttede hun sig for en ny tilgang til sin krop, som hun trives meget bedre i.
– Da jeg var i 20'erne, baksede jeg altid med, at jeg følte, at jeg var overvægtig. Og når jeg så ser billeder af mig selv fra dengang, så var jeg det slet ikke. Men det blev jeg senere hen. Jeg synes hele tiden, der er sådan et tema i mit liv med vægten, fortæller Simi Jan i podcasten ”Mit Yngre Jeg.”
Her fortæller hun også, at overvægt ligger til kvinderne i hendes familie, ligesom der aldrig har været fokus på motion og bevægelse. I stedet har hun helt siden hun gik i skole valgt at lægge sin energi et andet sted. Men dét valg har ikke været uden konsekvenser.
– Jeg var stræberen, der fik 11-taller og nul fejl i diktat og var pissegod. Men jeg var også hende, der blev valgt sidst eller næstsidst til rundbold, og det var jo ligesom et tegn på, at der var noget, jeg ikke var god til. Og den kamp opgav jeg, fordi jeg ikke både kunne være god til sport og være god til det faglige. Så jeg valgte at det var der, jeg lagde mine kræfter, og det andet er bare ikke min styrke. Men det har jo fulgt mig hele mit liv. Også som voksen, hvor jeg har fortalt mig selv, at jeg ikke kunne løbe eller træne, siger hun.
For Simi Jan fortsatte hendes beslutning om at have fokus på alt andet sin krop op gennem hendes unge voksenår.
– Jeg levede et meget hektisk liv i 20'erne, hvor jeg løb rundt, og det var der, hvor min karriere for alvor gik i gang. Jeg tog sagen i egen hånd og rejste til Pakistan og dækkede et jordskælv, og så dækkede jeg Mohammed-krisen, og så fik jeg endelig efter tre år et job på TV2 – og så sagde jeg jo op efter et år, for det var ikke det, jeg ville, jeg ville gerne ud i verden. Så blev jeg freelancer, rejste ud og rapporterede, og der skulle jeg bevise, at jeg godt kan, og der løb jeg jo rundt op i mit hoved, siger hun og fortæller så om de konsekvenser, det til sidst fik for hende:
– Og når man løber rundt og har så travlt, så glemmer man sin krop. Det er jo det, der sker – desværre. Vi bliver disconnected. Vi er oppe i vores hoved, og vi glemmer at trække vejret dybt ned i maven og dulme vores nervesystem. Og det betyder også, at så spiser man usundt. Man dyrker ikke motion. Man passer ikke på sig selv. Og jeg passede ikke på mig selv. Og det betyder, at så tager man på, hvis man har tendens til det. Og så bliver man sådan ”åh nej,” og så tager man løsere tøj på. Og det synes jeg ikke var særlig rart.
Fra slankekur til taknemmelighed
De mange år uden fokus på kroppen har betydet, at Simi Jan med jævne mellemrum har følt akut behov for at gå på slankekur.
– Det er noget, jeg har bakset med. Nu må jeg hellere gå på kur, nu må jeg lade være med at spise brød osv. Det er bare story of my life, og det er enormt hårdt, fordi man samtidig føler, at man bliver dømt på sit udseende. Og det skal vi altså stoppe med.
Selvom det ifølge Simi Jan ikke hører nogle steder henne at dømme hinanden på udseendet, så kan hun komme til at gøre det samme mod sig selv:
Annonse
– Jeg kan tale rigtig grimt til mig selv og tænke ”helt ærligt, nu hænger den mave dér, eller nu hænger ballerne. Men for et par år siden omlagde jeg hele mit liv for både at få mere ro på, og ikke at køre i syvende gear, men køre i andet gear i stedet. Og langsomlighed er en gave også. Det skal man også huske sig selv på. Det er en kæmpe gave at gøre tingene langsomt. Og det er modsigende i forhold til vores meget hektiske verden. Men jeg kunne se, at jeg for eksempel de senere år havde taget flere kilo på. Og det skyldes, at jeg har levet et usundt liv, og jeg ikke har passet på mig selv, siger hun og fortsætter:
– Jeg har været nede i kulkælderen, hvor jeg skulle have en terapeut til at hjælpe mig op igen. Jeg har mødt masser af modstand. Jeg har et barn, der blev født tre måneder for tidligt og var ved at dø, og min mor var kræftramt, og jeg selv ramlede efter Kabuls fald. Og al den modstand har bare gjort, at jeg har hængt i laser. Og der var jeg nødt til at tage sagen i egen hånd, fordi der er ikke nogen, der passer på mig. Så jeg begyndte at dyrke motion på en måde, jeg aldrig havde gjort før. Jeg begyndte at vinterbade og meditere og gøre alle de ting, som jeg ikke har gjort. Og det var en bevidstgørelse om, at jeg ikke har passet på min krop.
Når de grimme tanker om hendes krop i dag lurer under overfladen, har Simi Jan en metode til at finde tilbage på sporet igen.
– Så siger jeg til mig selv; husk nu, du har det godt. Husk nu, at du kan trække vejret. Husk, du har ikke fået en dødelig sygdom. Du lider ikke af en sygdom, der dræber dig eller du dør af om nogle måneder. Så jeg har en indre dialog med mig selv. Fordi jeg bliver bevidstgjort, når jeg falder ned i den der fælde. Selvfølgelig ved jeg, hvad der skal til, for at jeg har det godt i min krop. Men du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi det fortjener du ikke. Altså igen, du fortjener det ikke. Du fortjener at være taknemmelig og glad, og jeg fortjener at være på den her jord. Jeg fortjener det, jeg har fået i gave, fordi jeg har fået et privilegeret liv.
– Så det der med at sige til mig selv, at du gerne må nyde det her, du fortjener det her liv, og du fortjener at have det godt – fordi helt ærligt, måske får jeg brystkræft i morgen, og så om et halvt år, så er jeg død. Og så vil jeg heller ikke sidde til sidst og se tilbage på mit liv og tænke; hvorfor brugte jeg dog al den energi på at skamme mig over mig selv, tænke på det ydre, tænke på, hvad andre mennesker siger? Nogle gange siger jeg til folk ”hvis du kun havde et halvt år tilbage at leve i, hvad ville du så gøre?” Det synes jeg, man skal reflektere meget over.
