Pia Olsen Dyhr bar på en tung hemmelighed i mange år: ”Jeg var skamfuld”

Pia Olsen Dyhr bar på en tung hemmelighed i mange år: ”Jeg var skamfuld”

Det var først, da Pia Olsen Dyhr fyldte 30 år, at hun besluttede sig at fortælle hemmeligheden, som hun ellers havde gjort alt for at skjule gennem mange år.

alt.dk logo

Pia Olsens Dyhr husker sin far som en mand, der kunne være det sødeste og dejligste menneske.

Men han havde et alkoholmisbrug, og når det var værst, kunne han også blive ondskabsfuld, fortæller hun i podcasten ”Mit Yngre Jeg.”

– Han var en mand, der kunne vække mig om natten og ”hey, har du set, at det sner? Skal vi ikke bygge en snemand?” Og det er ham, jeg husker mest, efter han er død. Men der var også den meget onde, djævelske side.

I løbet af barndommen oplevede Pia Olsen Dyhr, at hun indtog en form for beskytterrolle overfor sin far, og hun var ofte meget bekymret for ham.

– Han var både diabetiker, og så havde han et alkoholproblem. Og det er ikke nogen god kombination. Når man er diabetiker, så skal man passe rigtig meget på, hvad man spiser, hvornår man sover, og hvordan man generelt har det i sin krop – og han passede jo ikke på sin krop, siger hun og fortsætter:

– Så jeg havde hele tiden tanker om, om han var okay, er han på hospitalet, jeg skal sørge for, at han får noget sukker, jeg skal sørge for, at han får noget insulin. Og hele min barndom har jeg vågnet om natten og taget mig af ham og også ringet efter en ambulance, når det var værst.

Splittet mellem to liv

Da Pia Olsen Dyhr som 20-årig flyttede hjemmefra for at gå på universitet, følte hun sig splittet mellem to udgaver af sig selv.

Den unge kvinde, der skulle starte en ny hverdag i København, og den bekymrede datter, der ville passe på faren, som havde været alene, siden han blev skilt fra Pia Olsen Dyhrs mor mange år tidligere.

– Det, at flytte at flytte til København, betød, at jeg skulle leve et frit liv, men der var hele tiden noget, der hev i mig, siger hun og fortsætter:

– Så jeg havde jo to verdener. Jeg havde universitetsverdenen, og jeg lavede også politik, og så havde jeg Vallensbæk, hvor jeg gik i kor og tjente penge på at synge i kirken, og så passede jeg samtidig på min far. Og det hele var lidt skizofrent.

Ungdomsoprør som 30-årig

I mange år talte Pia Olsen Dyhr ikke højt om, at hendes far havde et alkoholmisbrug. Først, da hun blev 30 år, besluttede hun sig alligevel for at tale højt om den hemmelighed, hun havde båret på i mange år.

– Som 30-årig boede jeg i Bruxelles og indimellem i København hos organisten i min kirke, som blev sådan en reservefar for mig. Og ham og hans kone besluttede jeg at fortælle det til, fordi jeg havde en episode i Bruxelles, hvor jeg virkelig flippede helt ud på min kæreste dernede og skældte ham ud over, at jeg havde kørt med den forkerte bus, da jeg skulle hjem og fejre fødselsdag. Og så blev jeg meget vred på ham. Og så siger han til mig ”det ikke er min skyld, at du har taget den forkerte bus.”

Som én af meget få i hendes liv, vidste Pia Olsen Dyhrs kæreste godt, at hendes far havde et misbrug. Men vredesudbruddet over for ham blev for Pia Olsen Dyhr et symbol på, at noget var galt.

– Så tænkte jeg, at måske var på tide, at jeg fik mine liv i Bruxelles og København til at fusionere. Da jeg så er i Danmark, så fortæller jeg til mine reserveforældre at min drak. Jeg kan huske, at de blev så overraskede, fordi jeg havde virkelig været god til at hemmeligholde det, fortæller hun.

– Jeg syntes, det var pinligt, og jeg var skamfuld. Og det er jo meget mærkeligt egentlig, og som voksen kan man godt se, at det er ikke dig på 11 år, der er skyld i, at din far drikker. Men det bliver meget skamfuldt. Det tror jeg, rigtig mange børn og unge vil kunne genkende – at det også føles skamfuldt for én selv.

Sig det til nogen

I dag er Pia Olsen Dyhr ikke i tvivl om, hvad hun ville have gjort anderledes i dag, hvis hun havde kunnet. I stedet kan hun nu give rådet videre til andre i en lignende situation.

– Så vil jeg sige, tal med nogen. Det behøver ikke være ens skolelærer, det behøver heller ikke være pædagogen. Det kan også være vedkommende, man møder hver dag, når man går tur med hunden, eller det kan være naboen. For mig var det jo organisten. Og han var min sol. Den, jeg vendte mig mod.

Og da først Pia Olsen Dyhr havde fortalt det, forsvandt en tung følelse fra hendes krop.

– Efter, jeg er begyndt at snakke højt om det, har jeg opdaget, at jo mere, jeg snakker om det, jo mindre skamfuldt er det. Det er stadig sørgeligt, men det er ikke skamfuldt. Og det er da så vidunderligt, at der faktisk er andre mennesker. Jeg var enormt alene hele min barndom. Men når man rækker ud, så er det de færreste, der ikke krammer tilbage.

Om podcasten "Mit Yngre Jeg"

I "Mit Yngre Jeg" inviterer journalist og vært Anne Albrechtsen kendte stemmer – fra politikere og kulturpersonligheder til musikere og skuespillere – til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

Gennem ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Undervejs opstår refleksioner, som voksne i dag kan spejle sig i – og måske bruge til at forstå de unge, de har tæt på.

Podcasten skaber et ærligt rum, hvor vi taler åbent om usikkerhed, relationer og forandringer. Et rum, hvor man kan finde inspiration og mod til at række ud til hinanden.

Lyt til Mit Yngre Jeg og få nye perspektiver på, hvordan vi – sammen – kan styrke forbindelsen mellem generationer.

Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.

Vært på Mit Yngre Jeg, Anne Albrechtsen, og Pia Olsen Dyhr
Vært på Mit Yngre Jeg, Anne Albrechtsen, og Pia Olsen Dyhr