Tusindvis af finske mødre sendte deres børn til Sverige - deres skæbne er hjerteskærende

Den 30. november 1939 angreb Sovjetunionen Finland i det, der i Sverige blev kendt som den finske vinterkrig.

Sverige ønskede ikke at rokke ved sin neutralitet og nægtede derfor at yde Finland militær støtte. I stedet fokuserede Sverige på omfattende humanitære indsatser. Heraf opstod ideen om at give finske børn et sikkert tilflugtssted i Sverige, mens krigen rasede i Finland.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Det var meget populært blandt svenskerne at tage imod finske krigsbørn. Mange svenske familier ønskede at gøre deres del og hjælpe finnerne. Politikere og svenske myndigheder opfordrede også til at tage imod krigsbørn.

Men for de finske mødre var det naturligvis en svær beslutning at træffe. Disse finske mødres skæbne er hjerteskærende. Det er svært at forestille sig den smerte og afmagt, de må have følt, da de ikke så anden udvej end at sende deres børn til et fremmed land.

For disse kvinder og mødre blev tilværelsen en kamp på liv og død. Da deres mænd og ældre sønner blev indkaldt til militærtjeneste, overtog kvinderne rollen som forsørgere.

Stakkels mennesker

Den svenske bog ”De finska krigsbarnen – ett nordiskt familjedrama” er skrevet af forsker og forfatter Ann Nehlin, som har haft adgang til tusindvis af breve skrevet af finske mødre og svenske plejefamilier i krigsårene 1939–1945. 

En af disse mødre var en kvinde, der i bogen har fået navnet Sirpa. Materialet er underlagt restriktioner, hvilket betyder, at alle navne er fiktive, og alt, der kan spores til enkeltpersoner, er blevet omskrevet.

Sirpa var en af de hundredtusinder af karelere, der flygtede under den finske vinterkrig. I efteråret 1941 vendte hun tilbage med tre af sine børn. De to yngste på fire og seks år havde hun sendt til Sverige. Familiens hus i Karelen havde overlevet krigen, og Sirpa håbede at kunne starte forfra, mens hendes mand og ældste søn kæmpede ved fronten.

I sine breve til Sverige var hun fuld af håb. Men trods hendes stærke vilje og stædighed gik tingene ikke, som hun havde håbet. Omstændighederne blev stadig vanskeligere, og bekymringerne om, hvordan krigen ville udvikle sig, blev større. 

I sine breve udtrykte hun savnet af sine to børn og længtes efter den dag, hvor familien ville blive genforenet.

Men Sirpa var ikke parat til at give efter for ”de forbandede russere”, som hun skrev et par år inde i krigen. 

Selv da hun modtog nyheden om, at hendes mand var blevet dræbt i krigen, og at hendes ældste søn var blevet taget til fange og ført til en sovjetisk fangelejr, gav hun ikke op. Men det fremgår tydeligt, hvor mærket hun var af livets hårde vilkår.

I et brev i juni 1943 skrev hun til de svenske plejeforældre og bad dem fortælle børnene, at deres far var død. Det var en fortvivlet kvindes ord. 

"Det er, som om Gud har glemt hele menneskeheden. Hvad skal der blive af os stakkels mennesker?” Hun skrev også: ”Denne mørke afgrund, hvor ondskaben raser og har slugt al godhed."

Sirpa sendte sit sidste brev i august 1943. Siden da har der været tavshed fra hende. I bogen står der, at korrespondancen mellem finske mødre og svenske plejefamilier ofte blev afbrudt brat. Hvordan det siden gik for Sirpa og hendes familie, findes der ingen oplysninger om. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Det er tænkeligt, at hun forlod Karelen igen i forbindelse med et russisk angreb i sensommeren 1944. Om hun nogensinde blev genforenet med sine børn, har det ikke været muligt at fastslå.

Frygten for fremtiden

Titusinder af finske mødre delte Sirpas skæbne. De delte den samme bekymring om, hvornår det næste sovjetiske angreb ville finde sted. 

Om huset stadig ville stå, når de vendte hjem, og om deres børn stadig ville være i live. Og så var der bekymringen for, at de børn, de havde efterladt, ville sulte, da der var mangel på næsten alt. En kvinde skrev: ”Livet her er en konstant afståelse af alt.”

Isla var en anden finsk mor, der sendte sine børn til Sverige. Isla boede og arbejdede i en by, men bekymringen om krigen og frygten for, at der skulle ske noget med hendes børn, delte hun med Sirpa. 

Det er uklart, hvornår hendes børn blev sendt til Sverige, men de første breve fra Isla er dateret februar 1942.

I brevene beskrev hun, hvordan hendes angst voksede, når luftalarmen lød, men at hun var taknemlig for ikke at skulle vække sine børn midt om natten og bringe dem i sikkerhed i beskyttelsesrummet. 

Hun var også lettet over at kunne gå på arbejde uden at bekymre sig om, at der skulle ske noget med hendes børn, mens hun ikke var hjemme.

”Jeg kyssede mine piger på panden hver morgen, før jeg gik, og spekulerede på, om det var sidste gang, jeg så dem. Bekymringen lå som en tung sten på mine skuldre, så jeg nogle gange var ved at besvime. Hver dag bad jeg til, at de ville være der om aftenen, når jeg kom hjem.”

Isla skrev meget om sine bekymringer for fremtiden, og hvordan det skulle gå for hendes familie. Hun skrev også, at byen, hun boede i, havde forandret sig. 

Den var blevet ødelagt under krigen, og med den var også livsglæden forsvundet hos beboerne. Det var, som om byen var død, selvom menneskene i den stadig levede. 

Hun var glad for, at hendes børn slap for at opleve det. De roligste nætter var, når tågen lå tæt over byen. Da var risikoen for bombninger mindre, og Isla kunne slappe af og sove roligere. Men det var også, når krigens rædsler føltes længere væk, at ensomheden blev mest mærkbar. 

Så kom længslen og bekymringen for børnene i Sverige.

Svær hjemkomst

Islas mand Leevi vendte tilbage fra krigen i 1942. Han var hjemme på sygeorlov og længtes uendeligt efter sine børn. Derfor forsøgte parret at få børnene hjem, inden Leevi skulle tilbage til fronten.

På det tidspunkt var Børneevakueringskomitéen i Finland begyndt at forsøge at hente de finske børn, der skulle til at starte i skole, hjem. Islas børn kom med disse transporter og vendte tilbage i marts 1943. Isla holdt brevkontakten med de svenske plejeforældre. 

Ud fra disse breve fremgår det tydeligt, at Isla var lykkelig for endelig at have sine børn hjemme. Men glæden var ikke gensidig. Den yngste pige, Leena, var deprimeret efter sin hjemkomst.

Isla troede, at det nok skulle gå, men Leena havde svært ved at tilpasse sig og følte sig ikke tryg i Finland. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

I et brev til de svenske plejeforældre skrev Isla, at hendes datter var ”så bange, så bange”, at hun altid sov med tøj på og ofte udtrykte frygt for, at ”russerne” ville komme. 

Isla udtrykte selvkritik i brevene og stillede sig selv spørgsmålet: ”Nu spekulerer jeg på, om det var børnene, jeg tænkte på, da jeg bad om at få dem hjem.” Hendes hjerte var ved at briste, når hun så Leenas frygt, og hun var bekymret over den begrænsede adgang til næringsrig mad og over, at begge døtre havde tabt sig, siden de kom hjem. 

Leena fik problemer med maven, og det tog tid at vænne sig til den enkle kost. I et af de sidste breve fra Isla overvejede hun at sende Leena til Sverige. Men hun var rådvild og ville ikke sende datteren alene afsted. Der slutter sporet. 

Hvad der skete med Isla og hendes døtre, vides ikke.

Det var ikke usædvanligt, at finske børn havde svært ved at tilpasse sig, når de vendte tilbage til Finland. Mange mødre håbede, at deres børn hurtigt ville vænne sig til livet i Finland, men mange drømme blev knust. 

Nogle gange var mødre og børn blevet som fremmede for hinanden. Børnene havde glemt det finske og kunne ikke gøre sig forståelige. Når de genvandt deres modersmål, kunne de udtrykke deres følelser og utilfredshed med livet i Finland. 

De talte om, hvor meget de savnede livet i Sverige, og de forstod ikke, hvorfor de var blevet sendt tilbage til Finland.

For deres mødre var det et hårdt slag, og mange reagerede med vrede over for de svenske plejeforældre og beskyldte dem for, at de havde vendt børnene mod dem. Bogen fortæller om en kvinde, der satte ord på den følelse, der kom over hende, da hun fik sin datter tilbage. 

”Hvordan skal vi kunne elske hinanden igen?” spurgte hun. Der var også dem, der var så mærkede af krigen, at de af praktiske grunde ikke havde mulighed for at hente deres børn hjem. Det var umuligt at mætte endnu en mund. 

Af denne grund besluttede nogle mødre at lade deres børn blive i Sverige.

Stor smerte

Der var et stort ønske blandt svenske familier om at adoptere deres plejebørn. Men det gik ikke altid godt. Nogle gange fortrød de svenske familier adoptionen og anmodede om, at den blev ophævet. 

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Nogle finske mødre havde mistet deres mænd i krigen og giftet sig igen og var usikre på, hvordan deres børn ville reagere på at få en stedfar, og tøvede derfor med at tage deres børn med hjem. Måske var der ikke plads til deres børn i det nye forhold.

Selv om svenske familier var parate til at adoptere deres plejebørn, var det langt fra sikkert, at det ville ske. Det var svært at gennemføre adoptioner. 

I mange tilfælde, hvor den svenske familie bad om at adoptere deres finske barn, greb den finske stat ind og sagde nej. Dette skete, uanset om barnet havde et hjem at vende tilbage til i Finland.

Hvordan dette påvirkede børnene følelsesmæssigt, blev der ikke taget hensyn til. Man kan sige, at børnene blev betragtet som nationens ejendom og ikke som små mennesker med følelser. For dem, der frasagde sig retten til deres børn, var det en beslutning, der blev truffet med stor smerte, uanset årsagen.

En kvinde i bogen har fået navnet Marianne. 

Hun er en af de mange kvinder, der sandsynligvis aldrig så deres børn igen, efter at hun havde besluttet at lade sin femårige datter blive i Sverige. Hendes breve til plejeforældrene i Sverige er rørende og vidner om det helvede, hun delte med mange finske kvinder.

Hun erkendte, at datteren ikke længere var hendes barn, og at det ikke var det, hun ønskede, skrev hun. Hun skrev også, at hele hendes krop gjorde ondt, da hun afleverede sit barn med de ord, som sikkert blev skrevet af mange andre finske mødre. 

Det er smertefuldt at læse, og man kan mærke hendes sorg i de sidste linjer af brevet. ”Hun er jeres. Jeg giver jer mit barn.”