Søren gemte i mange år på en hemmelighed – da konen opdagede den, fik hun et chok

Jeg var ellers sikker på, at jeg havde låst døren, før jeg kravlede op og fik mig lagt ned i kisten, men så gik døren op, og ind kom min kone. 

Der var jo ingen, de vidste, at jeg arbejdede på en kiste, for ”det var jo bare en bette båd til mit barnebarn”, fortæller Søren Vrist.

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Den 73-årige bådebygger smiler lidt ved tanken om den eftermiddag, hvor han lå i det, der var en forløber for hans kiste, som nu står skinnende hvid og færdig midt i hans værksted på havnen i Thyborøn. 

Det er et par år siden, og Søren husker, hvordan hans kone spurgte, ”Er du nede i den, Søren?”

– Og jeg svarede ”Ja, jeg ligger i kisten”.

Det røg bare ud, og hun kunne slet ikke komme sig over, at jeg havde bygget min kiste som en båd. Det var blasfemi i hendes øjne, men sådan har jeg det ikke. Jeg tror på Gud og alting, selvom jeg aldrig går i kirke, og det med at bygge min egen kiste kom bare til mig en dag, forklarer Søren.

Siden har hans kone vænnet sig så meget til tanken om Sørens særlige båd, at den skal hjem og stå i garagen, så den er klar til hans sidste færd.

– Når jeg er død, skal jeg i kisten og køres til kirken i en trailer, og så kan bedemanden hente mig efter bisættelsen. Der er jo ingen grund til, at han skal hente mig derhjemme, mener Søren.

Han omtaler sin død som noget naturligt, ja, nærmest lavpraktisk, og siger da også, at til den tid har ”jeg jo ikke noget med det at gøre”. Til gengæld har hans projekt fyldt meget både i lokalsamfundet og familien, som ud over Sørens kone tæller deres tre døtre, svigersønner og seks børnebørn.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

– Mine børnebørn er helt klar over, at bedstefar skal op i den kiste, når jeg dør, og de har endda spurgt mig: ”Bedstefar; tror du, at du når at blive færdig med den?” Så har jeg spurgt, hvad de mente, og så kom det prompte: ”Ja, om du dør før!”

Synd for båden

Søren er, så vidt vides, ikke tæt på at dø, men da han fyldte 70, kom tanken om at bygge sin egen kiste til ham.

– Som et lyn fra en klar himmel! Jeg har været tæt på at dø, for jeg fik en blodprop for 15 år siden, og siden fik jeg en alvorlig salmonellaforgiftning, som satte mig i en kørestol i et halvt år, men det var ikke tanker om døden, der fik mig til at bygge min egen kiste. 

Det kom til mig, og så begyndte jeg at tegne lidt på den, forklarer Søren.

Mens jollen tog form, var det kun Søren, der vidste, at han var i gang med en prototype på sin egen kiste. Udadtil var det en jolle med mast og det hele, som skulle stå i haven hos det ene hold børnebørn, og sådan var det – indtil den dag, Sørens kone kom på uanmeldt besøg i værkstedet.

– Da hun fandt ud af, at jeg var i gang med at bygge en kiste og ikke en jolle, ja, så var vi ligesom i gang, konstaterer Søren med et smil.

Kisten har affødt mange gode snakke med især børnebørnene:

– Om hvad der egentlig foregår, når vi dør og – som jeg – vælger at blive brændt. Til det med kremeringen har de spurgt, hvorfor båden skal brændes. De synes, at det er lidt synd, fortæller Søren.

I dag omtaler både venner og familie kisten som kassen – "A kase" på vestjysk – og det passer bådebyggeren fortrinligt.

– I begyndelsen tænkte jeg selv meget på døden, når jeg gik her og byggede på den. På det med, at det er mig, der skal ligge i den engang, men efterhånden vænnede jeg mig til tanken og kom fra det. Efterhånden blev det projektet, der optog mig. Mere end tanken om, at det var min kiste, jeg gik og byggede på.

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”

Den sidste færd

Nu er kisten færdig, og når du læser dette, er den fragtet hjem til Sørens matrikel, hvor den vil stå stand by indtil hans død. For nogle måske en makaber tanke, men i Sørens familie er morfars sidste færd blevet noget, de snakker åbent om.

– Mine døtre har valgt den blå farve, siger Søren, mens han letter på låget til kisten og viser noget blåt stof, som ligger på den tynde madras i bunden af båden.

– De siger, at det passer til havet og min sidste båd, tilføjer han og ser både glad og berørt ud.

Siden det blev kendt, at bådebyggeren fra Thyborøn har bygget sin egen kiste med form som en jolle, har Søren fået mange henvendelser fra folk, han ikke kender.

– De skriver til mig, at jeg er modig, og jeg har ikke fået en eneste negativ kommentar, men jeg ved nu ikke, hvor modig jeg er. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil gerne leve, erklærer han.

Derfor går han heller ikke og tænker på døden, men er mest af alt tilfreds med, at han førte sin ide ud i livet.

– Jeg tror, det er rettidig omhu, at jeg har lavet den, siger han. Og smiler.

Fra skitse til bådkiste

Sørens tegning, før han gik i gang med at bygge båden, som han skal ligge i på sin sidste rejse. "Vrist" har dobbelt bund, som sikrer jollen mod den kropsvæske, der udskilles, når vi dør. Den har fået maling og tre-fire gange lak. Den er bygget af knastfrie fyrretræsbrædder, som har været en tur i gruekedel, for at de kunne spændes i form som en jolle. Kisten har køl, sidelister og håndtag af mahogni. Der må ikke være skruer i ”jollen”, siger krematorie-reglerne. De seks håndtag er boltet på, så mængden af metal holder sig under grænsen.

Søren Vrist har undersøgt det hele hos kirken, bedemanden og krematoriet, inden han gik i gang med at bygge. Han er 1,87 meter høj og kisten er 1,95, så han ved, at der er plads til ham, men han har faktisk ikke ligget i kisten før. Kun i de modeller, han byggede inden.

Kisten er limet sammen og derfor helt uden skruer. Derudover er den malet i samme type maling som almindelige kister. Den er lakeret indvendig og har en tynd madras, der er betrukket med havblåt stof, som hans døtre har valgt.