Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg voksede op på Hellestien i et 70’er-parcelhus i Silkeborg. Og det har helt sikkert været her, jeg trådte mine første skridt. For enden af vejen lå en lille grussti, der ledte ind i en skov af store, gamle bøgetræer.
Jeg havde udsigt til den skov fra mit værelse, og de fleste børn ville nok have trukket gardinerne for om aftenen. En skov er jo lidt skummel, når den bliver mørk.
Men jeg elskede min udsigt. Og jeg kan huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og elskede, når månelyset ramte mit ansigt. Især når det var fuldmåne. Det føltes som et måneskinskærtegn. Der var ingen, der havde fortalt mig, at sådan en måne kunne være uhyggelig, så jeg oplevede den kun som smuk, nærmest bevægende.
Jeg var den yngste af tre i en meget klassisk kernefamilie med en far og en mor, der aldrig sprang med på 68-bevægelsens ungdomsoprør, men holdt fast i klassiske dyder og traditionelle værdier og normer. Det var et pænt hjem i en pæn by, og jeg tror også, jeg prøvede at være en pæn pige.
Jeg lykkedes med det langt hen ad vejen. Alligevel har jeg nok altid mærket en anden streng i mig. Noget kreativt og kunstnerisk. Det var noget, der ulmede i mig, som jeg ikke helt forstod som barn. En trang til frihed, vildskab og det rebelske.
Hvordan fandt du din levevej?
– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en idé om, at jeg skulle være forretningskvinde. Så jeg startede på handelshøjskolen. Det var nogle lidt besynderlige år. For mens jeg prøvede at tilpasse mig, gjorde jeg også nogle halvhjertede forsøg på at skille mig ud. Det var sådan nogle ret tamme forsøg på at være punker.
Jeg tog husblas i håret og spillede 'The Cure'. Ikke noget, der ville have imponeret punk-miljøet. Men heller ikke noget, der fik mig til at føle mig mere tilpas på skolen. Og sandheden var, at jeg kedede mig helt forfærdeligt og slet ikke følte, jeg kunne spejle mig i nogen eller mærke nogen form for genklang.
Det vendte en aften, jeg så en forestilling i Aarhus Musikhus. Jeg sad på bagerste række. Og blev så overvældet, at jeg begyndte at græde. Ikke en stille gråd, men store hulk dybt. Jeg blev fuldstændigt overvældet af det nærvær, den frihed og dybe kontakt, skuespillerne havde til hinanden på scenen, og som jeg, uden at jeg kunne sætte ord på, instinktivt mærkede, at jeg havde længtes efter.
Det var, som om den aften viste mig en anden mulighed for at være mig. Dagen efter meldte jeg mig ind på teaterlinjen på Herning Højskole. Og så føltes alt fuldstændigt rigtigt.
Jeg kom til tredjeprøven de tre første år, jeg søgte ind på skuespilskolen. Hvilket er lige ved og næsten. Men jeg lykkedes først med at komme ind det år, jeg turde sænke mine parader, lade være med at beskytte mig selv og være helt fri. På den måde var det vigtige tre prøve-år.
De lærte mig, hvor jeg skulle turde gå hen, hvis jeg skulle være ægte og nærværende som skuespiller. Og det var jo det, jeg havde drømt om siden den aften i Aarhus Musikhus.
Den vigtigste vejviser i dit liv?
– Uh, jeg har haft mange dygtige lærere, som har betydet utroligt meget for mig, og som jeg føler stor taknemmelighed for. Men hvis jeg absolut skal snævre det ind til én, må det blive Finn Hesselager. Han var underviser på skuespillerskolen i Aarhus, da jeg mødte ham, og sådan en lærer, hvis visdom og indsigt det føles umuligt at kunne få nok af.
Vi var en gruppe studerende, der købte os til flere timer hos ham ved at hugge brænde i hans have. Ellers havde vi jo ikke råd. Og vi måtte bare have mere. Han er en af få undervisere, der dyrker skuespillets grundteknikker og arbejder med bevidstheden bag rollen og med at forandre selve fysikken for at skabe en karakter. Og han er ubestrideligt den lærer, der har lært mig mest.
Ikke bare om mit fag, men også om mig selv. Han er 83 år i dag, og jeg føler mig stadig meget forbundet til ham. Vi har arbejdet sammen flere gange. I alle mulige forskellige sammenhænge. Og vi er ikke længere elev og lærer.
Vi er lige nu. Og lige nørdede og passionerede omkring skuespil, teknik og karakterarbejde. Det er en stor fryd at have sådan et forhold til et andet menneske. Jeg sætter uendeligt stor pris på det.
Hvem har fundet vej til dit hjerte?
– Jeg var 20 år gammel, da jeg mødte Bent første gang på en campingplads i Skagen. En ung og solbrun surfer-dude, der tacklede mig fuldstændig med sit hvide smil og sit saltvandshår. Men han skulle starte i praktik som revisor, og jeg var jo på vej til at blive skuespiller. Så han var ligesom for kedelig til mig, mens jeg var for flippet til ham.
Det sluttede samme sommer, som det begyndte. Og vi talte ikke sammen i 17 år. Indtil han en dag skrev til mig ud af det blå. Jeg var i gang med en forestilling i København, og han boede i Stockholm, men han tog flyveren ned for at se mig. Da jeg så ham komme ned ad trappen til vores garderobe – den nedstigning, det øjeblik! – der gik ikke tre sekunder, så var jeg forelsket.
Jeg har aldrig før eller siden oplevet så stor en forelskelse. Og jeg er stadig forelsket! Det kan bruse frem i mig med samme kraft i dag. Det er jo helt fantastisk og, ved jeg, ret få forundt. Men det er ikke ensbetydende med, at det har været let. Det har taget mig mange år at turde kærligheden.
Vi er meget forskellige. Han er erhvervsmand, og selvom han står stærkt i sig selv, så opererer han også i et landskab, jeg slet ikke forstår. Og som jeg nok i lang tid dømte som overfladisk. Jeg nørder jo med menneskeliv og eksistens!
Det føltes lidt i starten, som var vi fra Mars og Venus. Det var svært at nå hinanden. Og jeg turde ikke helt give mig hen og stole på kærligheden. Det var først, da jeg åbnede mit eget hjerte og ikke havde nogle forventninger til ham, at der skete magi. Jeg droppede helt at prøve at fikse ham.
Det forunderlige var, at da jeg gennem arbejde med meditation åbnede mit hjerte, så ændrede vores forhold sig synkront – og det samme gjorde han. Det var magisk og meget konfronterende. Men også heldigt, for hvis han ikke også havde flyttet sig, havde forholdet nok ikke holdt. Så jeg er meget taknemmelig. He’s my man!
Hvordan er det at blive genkendt på gader og stræder?
– Jeg fik mit gennembrud som den unge vilde Søs i Krøniken i en tid, hvor der kun fandtes to tv-stationer at vælge mellem, og halvdelen af Danmark derfor vidste, hvem jeg var.
Det var jeg ikke god til. Den energi, der pludselig blev rettet mod mig, føltes overvældende. Det er jo projektioner af en personlighed, som slet ikke er ens egen. Og en form for idyllisering. Det kan sikkert føles rart i momentet, hvis man bare lader sig bade i det. Men jeg løb skrigende væk. Jeg vidste jo godt, at det var projektioner. At det var ren illusion.
Kendthed betyder ofte, at du bliver set som noget større. Men jeg vidste godt, at det var jeg ikke, så jeg prøvede at gøre mig mindre. Jeg kompenserede ved at krympe mig. Jeg blev faktisk lidt krumbøjet i den periode.
Folk møder mig ikke længere med den energi. Der er mange, der slet ikke aner, hvem jeg er. Og det er en befrielse. Men jeg tror også, at jeg med årene er blevet bedre til at være i det. Ryste på hovedet af det i stedet for at flygte fra det. Det ville jeg ønske, jeg kunne have gjort dengang. At jeg kunne have taget det med en større lethed. Det kunne jeg godt have undt mit yngre jeg.
Hvornår har du mistet vejgreb?
– Da mine tvillinger var to år gamle, så vi under et besøg i Zoologisk Have en film, der kørte i loop. Den handlede om klimaforandringer og viste, hvordan fem større europæiske byer blev oversvømmet. Min datter og jeg var mere optaget af slangerne, men jeg lagde godt mærke til, at min søn kiggede længe på filmen.
Han sagde ikke et ord. Men så fem måneder efter brød han fuldstændig sammen, og sagde: ”mor er det rigtigt, at jorden bliver oversvømmet?” Det gik op for mig, at den her skræk for oversvømmelse og undergang havde boet i ham siden den dag i Zoologisk Have.
Jeg var allerede klimabevidst, men min søns reaktion betød, at jeg kastede mig ind i klimakampen med alt, jeg havde. Det føltes næsten, som om ansvaret alene lå på mine skuldre. At det var mig, der skulle åbne folks øjne, så vi kunne vende udviklingen! Jeg lavede aktivistisk klimateater, og jeg knoklede.
Når man selv producerer, står man for alt – økonomi, PR, logistik, ansættelser plus jeg selv spillede. Samtidig trak jeg mig fra alt andet, så det kom til at fylde det hele. Det var alt for meget. Da jeg en aften blev påkørt af en kassevogn i et lyskryds, var det, som om noget knækkede i mig.
Jeg fik et piskesmæld, men jeg ramlede også ind i en form for klimadepression. Alt føltes mørkt, umuligt, dystopisk. Og jeg følte mig fuldstændig afmægtig. Jeg fik hjælp af en dygtig psykolog, som lærte mig at lægge hånden på kogepladen og kigge uhyret i øjnene.
Hvilken vejviser vil du selv gerne være for dine børn?
– Mine børn er teenagere nu. Og jeg har alle mulige gode råd til, hvilke veje de kan gå. Jeg vil så utroligt gerne blive ved med at fylde dem med ruter og shortcuts. Men sandheden er jo, at det kan jeg ikke. Og det skal jeg ikke. Det løb er kørt. Jeg kan bare stå og se på, mens de selv finder ud i verden. Det sværeste er at se, hvordan de her små, åbne, spontane og ligefremme væsner er blevet mere selvbevidste og meget opmærksomme på, hvad omverdenen tænker om dem.
De begynder at beskytte sig, få attitude eller pakke sig selv lidt væk for ikke at komme til at stikke ud eller træde forkert. Det er hårdt at se. Men det er sådan, det er. Barnets åbne, nysgerrige hjerte lukker sig i den voksnes mentale hjerne, der begynder at presse sig klamt ind på de sjove forunderlige teenagere. Jeg har lyst til at skrige: ”Hold dig væk din voksne klamme jernhat”.
Men jeg er pinlig og akavet. Og i overgangsalderen! De synes på ingen måde, jeg har noget at byde ind med.
Vi kan præge vores børn. Men kun indtil en vis alder. Og så bliver vores vigtigste opgave at sætte dem fri. Og se hvilke farve og toner, der viser sig i dem. Og som i virkeligheden intet har med hverken mig eller min mand at gøre, men kun er deres egne. Det mest forunderlige er, at de ind imellem totalt overhaler mig indenom, på en vej på landkortet jeg ikke anede fandtes.
Så er de lysår foran mig. Og jeg tænker stille ved mig selv – hvem er nu den kloge?
Hvor er du på vej hen nu?
– Det er udfordrende at have teenagebørn, men det er også frisættende. De har ikke brug for mig på samme måde, som de havde, da de var små. Så jeg kan begynde at gøre ting, jeg ellers har undladt at gøre, fordi det ville betyde lang tid væk hjemmefra og skæve arbejdstider. Spille teater for eksempel.
Jeg spiller med i 'Til Døden Jer Skiller' på Herning Ny Teater, hvilket også betyder, at jeg flytter fra hovedstaden og hjem til Jylland for en stund. Jeg kommer tættere på min mor, som er blevet ældre, og som jeg er meget taknemmelig for at få tid sammen med.
Og på min gamle dramalærer Finn, der til mange skuespilleres store ærgrelse bor langt ud på landet, svært tilgængelig med offentlig transport, men som jeg nu skal bo hos. Man kan sige, at jeg er på vej videre og på vej hjem på samme tid.
Jeg glæder mig til begge dele.
Om Maibritt Saerens, 55 år
