Mit første minde
– Jeg har svært ved at placere mit første minde, men jeg har et barndomsminde, der står tydeligt frem, fordi der skete noget, der kom fuldstændig bag på mig.
Vi har altid rejst meget sammen som familie, og da jeg var omkring otte år, skulle vi til Bornholm på ferie, og på vejen holdt vi pludselig ind foran min bedste venindes hus, og der gik det op for mig, at min mor og far havde inviteret hende med.
Det var en helt vild oplevelse for mig.
Vi har altid været meget sammen i min familie, og jeg husker min barndom som tryg og stabil. Da jeg begyndte at danse til stævner, tog min mor og far med til alt, hvad de kunne køre til, så jeg har fået stor opbakning hjemmefra.
Men min søster og mig har altid haft en tydelig og lidt ”hård” opdragelse. Jeg kan huske en situation, som vi har grinet meget af siden: Jeg rodede helt sindssygt på mit værelse, da jeg var lille, så en dag tømte min far hele mit klædeskab, hele min kommode og hele mit skrivebord og rodede det sammen i en bunke på gulvet, og så kunne jeg ellers begynde at rydde op.
Som ung syntes jeg måske, at nogle af reglerne var lige i overkanten, men som jeg er blevet ældre, kan jeg jo se, at jeg har taget meget af det til mig og bruger mange af de samme husregler overfor mine egne børn.
Jeg kan godt lide, at vi har fælles regler, som vi alle overholder så vidt muligt, så vi ikke behøver at vende hver en situation. Det, tror jeg på, er til stor hjælp for børn i dag – og til tider også os voksne.
Min første dansesejr
– Både min mormor og moster og min mor, far og søster har danset på eliteplan i Danmark, så det var helt naturligt, at jeg også skulle gå til dans.
Jeg startede til dans 14 dage inden, jeg fyldte tre år, og jeg har altid elsket det. Det gør mig glad, og dansen giver en skøn tilstedeværelse, fordi du kan kun være i nuet, når du danser. Jeg var en dygtig børnedanser, og jeg vandt min første ranglisteturnering, da jeg var omkring otte år. Det var et stort øjeblik for mig.
Jeg klarede det mindre godt i teenageårene, men da jeg som 15-årig blev partner med Brian Juul Eriksen, som jeg i dag driver en danseskole med, gik det til gengæld rigtig hurtigt, og vi kom til VM i løbet af to år.
Det, jeg husker allerbedst, er EM i Aarhus i 2002, hvor vi blev nummer to. Der er noget helt særligt ved at danse på hjemmebane, fordi man føler sig mere tryg og fri. Man danser nærmest i en lykkerus og føler, at man kan det hele.
Det var en meget stor oplevelse i vores karriere som dansere.
Min første store sorg
– Jeg blev ramt af stor sorg, da jeg mistede min farmor. Hun er den eneste af mine helt nære, som jeg har mistet, for jeg er så privilegeret, at jeg stadig har mine forældre, som er 83 og 87.
Min farmor havde en helt særlig plads i mit liv, og hun var meget vigtig for mig. Hun var hjemme hos os hver dag efter skole, hvor vi spillede rommy, og uanset om jeg vandt eller tabte, fik jeg en krone. Da hun døde, føltes det som om, at verden gik i stå for mig, og det føltes så underligt at komme udenfor og opleve, at alt alligevel bare kørte videre – for selvfølgelig gjorde det dét.
Selvom hun blev 92 år, syntes jeg, det var forfærdelig trist, og det tog tid for mig at finde tilbage til hverdagen. Jeg lærte, at man ikke skal skynde sig videre, når man er i sorg. Det er vigtigt at give plads til alle de svære følelser og acceptere, at det er okay at være i sorgen, indtil man er klar til at bevæge sig videre.
Det tager tid, når man har det så elendigt – og det må det også gerne gøre.
Mit første møde med min mand
– Det skete til en fest, hvor jeg hurtigt fik øje for, at han kunne være et godt bud på en kæreste – og heldigvis syntes han det samme om mig.
På mange måder er vi modsætninger. Keld er meget rolig, hvor jeg har et enormt højt energiniveau. Jeg står tidligt op og farer rundt og fylder dagen med aktiviteter, så hans rolige temperament er godt for mig, for ellers ville jeg nok ikke kunne følge med mig selv. Jeg laver tit planer om at ordne alt muligt om aftenen, når børnene sover, men så sætter han ofte en film på og trækker mig i en anden retning.
Han får mig til at hvile, og det er sundt for mig.
Vi blev gift sidste år, og selvom det aldrig har været en kæmpe drøm for mig at blive gift – det har haft større betydning for mig at danne en familie – var det godt nok fantastisk.
Vi havde en bryllupsfest, som var mere vidunderlig, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, og det at blive gift føles som endnu en bekræftelse på, at vi elsker hinanden og hører sammen som familie.
Én gang om måneden holder vi en fridag sammen, hvor det bare er Keld og mig. Så går vi ud og spiser frokost og får vendt alt det, som vi ikke når i hverdagene.
Mit første barn
– Jeg har altid ønsket mig familie og børn, så da jeg endelig blev mor, føltes det helt fantastisk. Frederic var fra starten en stille og rolig dreng, og det er han stadig.
Han har altid set tingene an i et stille og roligt tempo, og det kommer helt klart fra hans far, som også – modsat mig selv – tænker, før han taler.
Det var nemt for mig at glide ind i rollen som mor. Jeg var 40 år, og måske derfor havde jeg en særlig ro, og det var altid en selvfølge for mig, at Frederic skulle have en søskende, hvis det kunne lade sig gøre. Vi er begge to modne forældre, så det var dejligt, at det lykkedes.
Jeg blev 44 år, før vi fik Emily, og jeg var egentlig ved at give op, men så kom hun. Inden jeg mødte min mand, var jeg nervøs for, om jeg ville nå at få børn, og da vi lærte hinanden at kende, sagde jeg ret hurtigt, at det var et stort ønske for mig. Det lå så dybt i mig, og på grund af min alder kunne jeg ikke fedte med tingene et helt år, hvis ikke det gik.
Keld har to voksne børn i forvejen, så han syntes måske tanken om at blive far til fire var lidt overvældende, men det føltes heldigvis rigtigt for ham.
Jeg er nok en blødere mor, end jeg troede, jeg ville være. Vi har faste rammer, men på en mere fleksibel måde, end jeg selv er opvokset med. Jeg elsker alle de oplevelser, jeg har med børnene. Når jeg laver perleplader om eftermiddagen med Emily, eller når vi sidder i sofaen med vores marsvin.
Dage uden planer, hvor vi bare er sammen, er noget af det bedste, jeg ved.
Min første gang i 'Vild med dans'
– Da jeg sagde ja til at være med i Vild med dans første gang, gjorde jeg det egentlig ud fra en praktisk tanke om, at jeg måske kunne få et lille sponsorat til min og Brians karriere. Som elitesportsudøver har du ingen penge, og alt går til træning og konkurrencer. Men alt ændrede sig fuldstændig, da programmet startede.
Det var så fantastisk en oplevelse af danse med mennesker, som ikke var dansere. At mærke deres udvikling uge for uge var helt særligt, og det gav mig personligt så meget og gjorde mig så glad at være med til at give dem en god oplevelse. Jeg ville aldrig selv have turdet at stille op og risikere at blive stemt hjem af hele Danmark. Det er jeg et alt for stort kontrolmenneske til. Derfor følte jeg et enormt ansvar for at give dem den bedste mulige oplevelse.
Jeg har været med seks gange, og det var medvirkende til, at jeg tog en beslutning om at stoppe med at danse professionelt og starte min egen danseskole, fordi jeg kunne mærke så stor en glæde ved at lære andre at danse.
Jeg oplevede en enorm eksponering i forbindelse med programmet, og det kom som en stor overraskelse for mig. Pludselig kom folk hen og talte til mig, når jeg gik tur med hunden, og selvom alle var søde, havde jeg meget svært ved at se mig selv som en kendt person. Jeg er jo bare et familiemennesker fra Nordjylland.
Jeg følte, at jeg om fredagen kørte et parallelliv til mit almindelige liv resten af ugen. Den store opmærksomhed var med til, at jeg til sidst valgte at stoppe som danser i programmet. Jeg havde brug for bare at være mig igen.
Mit første store dilemma
– Da jeg blev spurgt om at være dommer i 'Vild med dans', var jeg virkelig meget i tvivl. Jeg havde lukket den del at mit liv, og jeg var blevet mor knap et år forinden.
Jeg var i tvivl, om jeg overhovedet var klar til at træde ind i mediecirkusset igen, og samtidig ville jeg gerne have fokus på familielivet og skabe en hverdag med min mand og vores børn. Det sværeste ved dommerrollen var udsigten til at skulle give kritik.
Jeg er vant til at skabe god stemning, når jeg underviser i dans, og jeg syntes, det var hårdt at skulle sige ting højt, som, jeg godt vidste, ville ramme nogen, der ovenikøbet var mine tidligere dansekollegaer og venner.
Samtidig vidste jeg godt, at det var vigtigt at være ærlig og give en feedback, som danserne kunne bruge til noget. Jeg endte med at sige ja, fordi jeg gerne ville hjælpe, og jeg tænkte, at det nok bare var en enkelt sæson, hvor Britt Bendixen var sygemeldt.
Det endte med, at jeg var med i syv sæsoner, og den tid har lært mig enormt meget om mig selv. Jeg er meget selvkritisk og efteranalyserer altid, hvad jeg har sagt, men erfaringen har gjort mig mere tydelig, ærlig og selvbevidst i min faglighed.
Ind i mellem har jeg oplevet negative kommentarer fra pressen og fra folk på sociale medier, om at jeg råbte for højt, ikke kunne sige noget uden at grine, eller at folk ligefrem slukkede fjernsynet, når jeg var på.
I starten gjorde det mig ægte ked af det og fik mig til at føle mig utilpas i dommerrollen, for jeg følte virkelig, at jeg gjorde mig umage. Jeg kunne føle mig helt låst efter sådan nogle kommentarer, men efter jeg fik det vendt med nogle af de andre i programmet, blev jeg bedre til at håndtere det.
Jeg stoppede med at læse alt det negative, og jeg blev mere hardcore i takt med, at jeg blev mere sikker i det, jeg sagde og gjorde som dommer. Det er et stort kapitel i mit liv, der nu er slut, men det er føles helt okay.
Jeg har haft mange forskellige kapitler i mit liv, som alle sammen har givet mig nogle skønne oplevelser, så jeg føler mig meget heldig.
Om Marianne Eihilt, 51 år
- Tidligere elitedanser med 10 danske mesterskaber samt både sølv- og bronzemedaljer ved EM og VM, vundet sammen med partneren Brian Juul Eriksen.
- Har deltaget seks gange i Vild med dans og har vundet to gange. Har desuden været dommer i programmet i syv sæsoner.
- Bor i Aarhus, hvor hun er medindehaver af danseskolen Let´s Dance.
- Gift med Keld Ole Nielsen og mor til Frederic på 10 og Emily på 7 år.
