Kristine står for mad og indkøb i familien, fordi det er hendes hobby, mens manden er ansvarlig for andre ting i hjemmet. Hendes skjorte er familie-genbrug, da hun har arvet den fra sin søster.Foto: Sara Skytte
Kristine og hendes familie lever for 1.300 om ugen – og nu lever hun af at dele sine sparetips
Allerede som barn var Kristine Melgaard-Mani fascineret af, hvor meget hun kunne få ud af sine penge. Da fødevarepriserne begyndte at stige, fik hun ekstra blod på tanden, og nu lever hun af at dele sine hverdags-spareråd.
Som barn satte Kristine sig ind i familiens sofa for at læse tilbudsaviser.
Og hun kunne gå rundt i en campingkiosk i sommerferien og se længe på hylderne med en tikronemønt knuget i hånden. For allerede som barn blev hun interesseret i, hvordan lommepengene kunne spenderes.
"Hvis jeg vælger dét, så kan jeg også få dét" eller "Skal jeg lade være med at købe den der og så få penge med hjem igen?", tænkte hun.
– Jeg har altid syntes, det var spændende, hvor meget jeg kunne få for pengene. Man har én portion penge, og hvad skal der ske med dem? Det er en del af mig at gå op i det, siger hun.
I dag lever 35-årige Kristine Melgaard-Mani fra Helsingør faktisk af at dele hverdagsråd til økonomien på Instagram og ved at holde foredrag. Uge-madplaner, billige udgaver af produkter, prisgode alternativer til kød og brug af hver en madrest hører til de principper, hun deler ud af.
– Det har aldrig drevet mig at skulle være rig og komme til at tjene mange penge. Men det har altid fascineret mig, hvor meget man kan få ud af de penge, man har, slår hun fast.
Hendes brændende kærlighed er økonomi parret med madlavning, og derfor har hun også udgivet to kogebøger med retter, der er gode for både pengepungen, sundheden og kloden, og en tredje er på vej til efteråret.
Billige alternativer til kød
Bælgfrugter er et af Kristines hjertebørn, når der skal spares på maden. De erstatter stort set altid det hakkede oksekød, som er blevet meget dyrt og desuden belaster klimaet mere end det grønnere alternativ.
Dermed gør hun både noget godt for familiens pengepung og sundhed og for kloden, føler hun.
– Jeg kan bare godt lide tal og orden og systemer og mad – og så synes jeg, bæredygtighed er vigtigt, så jeg kombinerer de ting, jeg er passioneret omkring.
Nødvendigt at spare
Kristine er mor til to børn på ni og seks år, og hun og familien bor i et lejet hus. Hun blev oprindelig uddannet bogholder – selvfølgelig! Manden er udearbejdende, mens hun nu selv kan passe sit sparejob hjemmefra.
Annonce
Hun finder inspiration, når hun handler eller planlægger husholdningen eller forbereder måltider. At leve af at spare og fortælle om det kom ud af en lidt udfordrende periode.
– For nogle år siden havde vi svært ved at få vores hverdag til at hænge sammen på en god måde, så jeg sagde op og hjemmepassede vores yngste. Vi havde nogle penge fra et hussalg, som vi investerede i at få mere ro på i hverdagen.
Men det betød også, at vi skulle spare, hvor vi kunne, fordi vi havde underskud hver måned.
– Jeg havde allerede en profil på Instagram, der hed 'Kristines hverdagsmad', og den ændrede jeg i sommeren 2021 til 'Familieliv på budget' og begyndte at dele om, hvad vi købte af genbrugs-fødselsdagsgaver ude i Børneloppen, og hvad vi købte ind i supermarkedet, og hvad skulle vi spise – alle sådan nogle små hverdagsbesparelser.
Kristine har udgivet to kogebøger med retter, der er gode for både pengepungen, sundheden og kloden, og en tredje er på vej til efteråret.Foto: PR
Så ramte inflationen i 2022, og priserne steg, og så sagde det også bang på min profil.
Oprindelig havde Kristine et par tusinde følgere, og i dag har hun 129.000.
– Det her er min rette hylde, og jeg føler, jeg er med til at gøre en forskel for nogen, siger hun.
Kristine og hendes mand har senere fået at vide, at deres søn har infantil autisme og ADHD, hvilket kalder på, at der er andre muligheder derhjemme i hverdagen, så Kristine er også på den vis taknemlig over at arbejde i hjemmet.
Korte madugeplaner betaler sig
Kristine laver ugeplaner for, hvad familien skal have til aftensmad, og kan dermed spare penge, fordi der ikke gøres unødige impuls-indkøb, og nogle ingredienser kan bruges til flere ting.
Men planen er altid kun til fem eller seks dage, for de sidste en eller to dage i ugen får de rester, tager en rugbrødsmad eller bliver måske inviteret ud, så det ville være spild at købe ind til syv fulde middagsmåltider, har hun fundet ud af.
Alt kan bruges
Kristines familie har et ugebudget på maksimalt 1.300 kroner, som skal dække alt fra mad til alle øvrige husholdningsting såsom vaskemiddel, vitaminpiller, creme, rengøringsmidler, toiletpapir, mad til gæster og, en sjælden gang; takeaway. Ofte er der penge til overs, som så bliver sparet op.
Annonce
– Med nogle små justeringer er der rigtig meget at spare, oplever hun.
Bælgfrugter er en af hendes kæpheste, fordi de er et godt, sundt, billigt alternativ til kød. Sodavand drikkes kun til særlige lejligheder, og takeaway-mad er som hovedregel for dyrt.
Sommerferien har for familien de to seneste år været en uge i Sverige, som koster mindre end en rejse sydpå, men for to et halvt år siden valgte de at købe en rejse til Rhodos. Gaver bliver meget ofte købt i genbrug.
Røde linser, Kidney-bønner, grønne linser og de sorte beluga-linser hører til favoritterne, når kødet skal erstattes med noget billigere.Foto: Sara Skytte
En af Kristines ugeplaner.Foto: Sara Skytte
Hun synes stadig, det er sjovt at kigge tilbudsaviser, og hun bladrer dem igennem i en app, den dag de udkommer.
– Vi er privilegerede på den måde, at vi vælter os ikke i penge, men jeg behøver heller ikke gå rundt i forskellige butikker for at købe deres tilbud hvert sted. Men jeg forstår virkelig godt dem, der gør det, for der er jo penge at spare, hvis bare man ikke tager turen i bil.
Til jul tog vi også hen i et supermarked, der havde æbleskiver til seks kroner, og så købte vi til hele julemåneden og puttede dem i fryseren.
Fryseren midt i køkkenet er i det hele taget et af omdrejningspunkterne i Kristines økonomisk opmærksomme spareliv. Familien får tit frost-grøntsager, der er både billige og mindst lige så sunde som grøntsager, der er transporteret langt – for eksempel frosne edamame-bønner. Og hun fryser alle madrester, der kan bruges senere. Det gælder også en banan, en lagkagebund, lidt frisk ingefær, en deciliter hvidvin og en halv skive rugbrød – intet er for småt.
– Når jeg har frosset seks små rester revet ost ned for eksempel, så er der nok til at drysse det over en hel ret, og den dag, man får dem brugt og undgår at købe ny ost, da føles det bare godt, siger hun og smiler.
En af hendes vigtigste inspirationer er hendes mormor, der blev uddannet smørrebrødsjomfru og er dygtig at strække tingene.
– Sidst vi var henne og spise hos hende, gav hun mig benene fra stegeben og kogevandet med hjem i en pose, så jeg kunne lave sovs af det!
Fem gode spareråd fra Kristine
Medbring kaffe, vand og madpakker på ture. Uanset om det er en tur i forlystelsespark eller blot en kort tur. Der er mange penge at spare, da f.eks. en flaske kildevand hurtigt kan koste 25 kr.
Gem gaveposer, papir og bånd fra gaver, du får. De kan ofte genbruges.
Lav ”hjemmelavet” takeaway i stedet for at bestille dyrere ude. Brug f.eks. en af supermarkedets nemme løsninger som frossen kebab og fyld det i pitabrød eller oven på en pizza.
Hold hjemmebiograf med børnene. Lav en lille kiosk med salg af slik og billetter.
Hent supermarkedernes apps. De giver mulighed for at holde øje med gode tilbud.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.