Mit første minde
– Jeg kan ikke huske ret meget fra min barndom, men jeg mærker stadig nogle få klare nedslag i min krop som stærke minder.
Jeg kommer fra Skive, hvor vi boede på Nøddevej, og i huset ved siden af boede Anne, som jeg var fuldstændig uadskillelig med. Det fedeste, vi vidste, var at stikke af sammen – vi fortalte til alle, at nu så de os aldrig igen, men til vores store undren, var der aldrig nogen, der gik så meget op i det.
Da jeg var lille, var jeg en meget yndig pige, men det svarede slet ikke til, hvad der boede inden i mig. Der var hele tiden en udbrydertrang, og jeg kom til at klippe håret af mine dukker og klippe naboens tørresnor over.
Jeg kom også til at stjæle. Der var en vildskab inde i mig, som ikke rigtig havde plads, og som brød med alt det yndige, fordi det på en måde ikke passede til mig.
Jeg har altid haft en trang til at se, hvad der var på den anden side, og som teenager var jeg ret vild og hele tiden ude at røre ved grænserne – verden kunne bare komme an. Jeg tror, det kommer af en medfødt livskraft, der har drevet mig fremad, men som længe blev holdt nede af en tvivl: Var jeg nu god nok, gjorde jeg nu det rigtige, og hvad ville andre ikke tænke?
Heldigvis er jeg ikke drevet så meget af tvivlen mere. Vi er i dialog nu, og derfor kan jeg ligeså godt lytte til den stemme, der tror på, at jeg kan.
Min første tanke om at skulle være skuespiller
– Som lille var jeg enormt draget af danske film og særligt Fritz Helmuth. Jeg var nærmest besat af ham. Han havde en vildskab samtidig med, at han var ekstremt autentisk og nærværende i alle sine roller, og jeg gik selv med en drøm om, at det der, det skulle jeg en dag. Jeg anede ikke, hvordan man blev skuespiller.
Jeg troede, at det handlede om, at man skulle opdages, og jeg kan huske, at jeg gik med mange tanker om, hvordan man blev det i Skive. På et tidspunkt kom Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard til byen, og jeg tænkte, at det var min billet.
Jeg skulle ned og have deres autograf, og så ville de få øje på mig og opdage, at jeg var et kæmpe talent.
Skuespil fascinerede mig, fordi jeg her kunne udleve alt det, der boede i mig, som ikke helt var gangbart på Nøddevej. Først som 18-årig fandt jeg ud af, at man kunne søge ind på en skuespillerskole.
Jeg startede på daghøjskolen ”Det hem´lige teater” i Aalborg og søgte ind igen og igen. Jeg kom ind sjette gang – det år jeg havde sagt til mig selv, at hvis ikke jeg kom ind, så ville jeg finde på noget andet.
Min første vilde oplevelse
– Imens jeg søgte ind på skuespillerskolen, læste jeg både dramaturgi og gik på lærerseminariet, men på et tidspunkt droppede jeg begge dele og tog til Barcelona med kun 600 kroner på lommen.
Jeg ville spille teater og kom ind på en spansk teaterskole, men jeg kunne ikke sproget særlig godt, så jeg improviserede på dansk, og de improviserede tilbage på spansk. Om dagen passede jeg en dreng for at tjene penge, og om aftenen gik jeg på skolen.
Jeg boede i det mest usle hus med skimmelsvamp og mus udenfor lands lov og ret med nogle piger fra Colombia, der var illegalt i landet. Det var helt vildt at opleve dem – de var der ikke for sjov, men gjorde rent og passede børn for at forsørge deres familier.
Jeg var der i et år, og lærte ikke så meget om at være skuespiller, men jeg lærte noget om at overleve. At være alene i verden og se, hvordan andre mennesker klarer sig.
Når jeg ser tilbage, har jeg stadig ikke helt løst, hvorfor jeg tog afsted. Der var noget, jeg gerne ville bevise, og derfor blev jeg nok også lidt længere, end hvad godt var. Men jeg fandt ud af, at jeg har en stor udholdenhed, og at jeg kan klare mere, end jeg tror.
Samtidig åbnede min tid i Barcelona min verden. Jeg indså, at der var andre ting i livet end skuespil, og det var derfor, jeg blev enig med mig selv om, at det skulle være sidste gang, jeg søgte ind på skuespillerskolen, da jeg kom hjem.
Mit første barn
– Jeg brugte fem år i fertilitetsbehandling, før jeg endelig blev gravid, og da beskeden kom, gik jeg nærmest i chok. Jeg havde lige nået at lave en fortælling om et liv uden børn, og pludselig skulle alt ændre sig, så det tog tid, før virkeligheden landede i mig.
Da min søn kom til verden, var fødslen så smuk og lige, som jeg havde drømt om, men derefter crashede alt for mig.
Det var virkelig svært for mig at blive mor. Jeg elskede Eddie helt enormt, men jeg kunne slet ikke forstå den rolle, jeg nu havde. Han havde reflux, så han skreg hele tiden og sov næsten ikke, og det var så hårdt for mig aldrig at få noget søvn.
Jeg mistede mig selv fuldstændig, og min frygt voksede til et niveau, hvor jeg var bange for alt: at han døde, at jeg døde, at livet aldrig ville blive normalt igen. Jeg trak mig indimellem fra ham, fordi følelsen af utilstrækkelighed var så voldsom.
Til sidst tog jeg selv på Psykiatrisk Center på Frederiksberg og bad om hjælp. Det fik jeg heldigvis. Jeg kom der hver uge og fik støtte og søvnterapi. Langsomt begyndte jeg at falde til ro, men først efter næsten et år trak jeg vejret normalt igen. Jeg tror, det var et granatchok for mig at få noget ind i mit liv, som var så betydningsfuldt, for hvad nu hvis jeg fuckede det op?
Og det kunne jeg så samtidig mærke, at jeg var så meget i gang med, så derfor blev det så svært. Når jeg ser tilbage på den periode i dag, fyldes jeg af stor omsorg for den kvinde, jeg ser.
Jeg får lyst til at holde om hende og sige: ”Det er okay. Du gjorde dit bedste i en periode, hvor der var så meget, du endnu ikke forstod”. Jeg har fået en større omsorg for mig selv og har lært, at man nogle gange knækker – men også at man kan samle sig selv op igen.
Min første store sorg
– Det var min skilsmisse. Vi havde været sammen i næsten ti år og gift i fem, og jeg elskede ikke kun ham, men også hans to børn, som jeg havde fået et nært forhold til.
Det var en kæmpe sorg at tage beslutningen om at blive skilt, men i ægteskabet havde jeg fjernet mig for langt fra hvem, jeg var. En dag så jeg mig selv i spejlet og følte, at jeg var væk. Jeg blev nødt til at gå, hvis jeg skulle være det menneske, jeg gerne ville være for mig selv, og den mor, jeg gerne ville være for min søn.
Da jeg sad i min nye lejlighed næsten uden møbler med min lille søn, var jeg fyldt op af sorg, men lige ved siden af var der sådan en lykkefølelse og en følelse af frihed, fordi jeg pludselig kunne mærke konturerne af mig selv igen.
I dag er jeg så taknemmelig for, at jeg turde tage beslutningen, for jeg føler mig langt tættere på mig selv, og jeg har nemmere ved at mærke efter, hvad jeg kan lide og ikke lide, og hvad, jeg synes, er rigtigt og forkert. Men det er stadig sorgfuldt, når jeg ser, at det er svært for min søn.
Derfor taler jeg åbent med ham om alt, så intet bliver tabu. Og jeg minder hele tiden mig selv om, at skilsmissen ikke er nogens skyld.
Det var en uundgåelig ting, som var så hård, men sådan er livet også nogle gange.
Mit første år på en ny uddannelse
– Jeg har i lang tid været optaget af at forstå mine egne mekanismer: Hvad der driver mig, hvad der bliver ved med at fascinere mig ved andre mennesker, og hvad der egentlig bor i mig.
Det førte til, at jeg for et år siden begyndte på en ny uddannelse som psykoterapeut. Det ligger på mange måder i naturlig forlængelse af mit arbejde som skuespiller, fordi begge områder handler om transformation, masker og menneskelig adfærd.
Det føles som et stort hovedspring, men også som noget, der passer godt til den fase af livet, jeg er i, med begyndelsen af overgangsalderen, hvor der sker en masse skift, som, jeg synes, er både interessante, skræmmende og sårbare. Her hjælper studiet mig til at lære mig selv bedre at kende.
Jeg elsker stadig at være skuespiller, og jeg er så taknemmelig for de roller, jeg får, men det er en skrøbelig branche, hvor der er mange perioder uden arbejde, og jeg er blevet for gammel til at sidde og vente på, at telefonen ringer.
Som yngre kunne jeg godt leve med dagpenge ind i mellem, men nu er det vigtigt for mig at kunne skabe stabilitet for min søn, og det her giver mig et andet ben at stå på, hvor jeg kan tage skeen i egen hånd og skabe min egen praksis. Det betyder mindre at jagte selvrealisering og mere at kunne tilbyde trygge rammer.
Mit første møde med det spirituelle
– Gennem årene er min spirituelle tilgang til livet langsomt vokset frem og blevet en naturlig del af, hvordan jeg er i verden. Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere mærker jeg en større bevidsthed omkring os, som jeg kan læne mig ind i og søge støtte og råd hos.
Det føles som at finde hjem til min egen kerne – en kerne, der samtidig er forbundet med en større helhed.
Jeg har ikke altid været åben omkring min spirituelle side. I starten syntes jeg faktisk, det var lidt flovt, og at ordet spirituel var lidt fortærsket, men gennem møder med mennesker, der bruger spiritualiteten på en jordnær måde, er det blevet naturligt for mig og en vigtig del af min hverdag.
Helt praktisk bruger jeg det, når jeg mediterer dagligt. Når ting larmer for meget, eller jeg ikke kan finde min vej, er det en måde, jeg kan spørge om hjælp på.
Det er en fornemmelse af, at jeg fintuner min krop på alle de små signaler, der hele tiden giver nogle beskeder, men som kan være svære at nå at lytte til, fordi alting i samfundet går så stærkt.
Samtidig er jeg i en branche, hvor energien kan være intens og omskiftelig både på godt og ondt, og der giver meditationen mig en ro, som er blevet mere og mere vigtig for mig med alderen.
Sammen med mit isbad, som jeg hopper i et par gange om ugen, holder meditation mit nervesystem i balance og giver mig et nærvær og en tilstedeværelse, som jeg gerne vil give både til mig selv og til min søn.
Om Christine Gjerulff, 48 år
- Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2009 samt i gang med at uddanne sig til psykoterapeut.
- Kendt fra film som 'Meter i sekundet', 'Herkules falder' og den premiereaktuelle 'Begyndelser'. Har desuden medvirket i tv-serierne 'Carmen Curlers' og 'Graverne' samt spillet en lang række teaterstykker, bl.a. 'Pang og Ebberød Bank' på Det Kongelige Teater og 'Røverne og Den spanske flue' på Aalborg Teater.
- Mor til Eddie på seks år, som hun har med sin eksmand, skuespiller og komiker Omar Marzouk.
