Caroline Henderson: ”Det er fantastisk at være 63 – jeg står stærkere end nogensinde”

Caroline Henderson er mor til tre og farmor til fire. For nylig ville en af de små piger gerne have lige så lange og flot lakerede negle som sin farmor. 

”Det kan du ikke få”, sagde hendes mor, og da den lille pige spurgte, hvorfor farmor så måtte have sådan nogle negle, faldt svaret med fynd og klem: ”Fordi farmor er fabulous!” 

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Caroline griner højt og kaster sig tilbage i stolen, da hun fortæller historien, og der er da også noget larger than life og ikke særlig farmoragtigt over hende selv på sådan helt almindelig mandag morgen, hvor hun har inviteret hjem i sin Frederiksberglejlighed og byder på te i store, fine porcelænskopper fra svenske Gustavsberg. 

Hun har ikke fået et andet blik på sig selv eller lavet sig selv om, fordi hun er blevet farmor.

– Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg arbejder jo nærmest mere end mine børn og har ofte længere arbejdsdage end dem. Samtidig ved jeg godt, at livet går stærkt, så jeg vil virkelig gerne være noget for mine børnebørn. Inden jeg når at blinke, så er de jo 14 år, og så er det måske bare talk to the hand, så jeg håber, at jeg kan nå at få de der vigtige bånd med dem inden da. 

Kærlighedsbåndene. 

Når det er sagt, så sætter jeg også pris på min frihed. Jeg blev mor første gang, da jeg var 22 år, og sidste gang for 22 år siden. Faktisk har jeg haft hjemmeboende børn i 40 år – ja, det kan du altså godt lige skrive! 

Og nu er næste generation kommet. Så det er jo ikke fordi, jeg har gået og vandsmægtet og sukket åh, bare der kom nogle små mennesker igen. Det må jeg sige. Men jeg vil gerne have, at mine børnebørn skal kunne regne med mig. Jeg elsker, når de skriger FARMOOOR og vil op-op-op, når jeg kommer. 

For der er det vidunderlige ved børnebørn, at man elsker dem lige så højt, som man elsker sine børn. Men ja, farmor HAR også stadig travlt med andre ting.

Nej er en hel sætning

Lige nu har Caroline især travlt med en ny og opdateret version af koncertkonceptet 'Black Voices – A Tribute', hvor hun sammen med Karen Mukupa, Nabiha, Iris Gold og Betty Bass går på scenen for at hylde den sorte, kvindelige musikhistorie. 

Caroline skabte konceptet tilbage i 2021 og bragte det igen op i 2024, men i 2026 er der både en ny kvinde med på scenen og helt nye sange.

– Sidst spillede vi musik helt tilbage fra 1930’erne, men til de nye koncerter spiller vi numre fra 1970’erne og frem til i dag, så vi kan få lidt mere med fra de forskellige årtier. Samtidig synes jeg, at det er sjovt, at vi fem, der er med, er i 20’erne, 30’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne og dermed repræsenterer hver vores tid. 

Baggrunden for koncerterne er, at der simpelthen er så meget musik lavet af kvinder, som gennem historien har stået i skyggen af musik lavet af mænd.

Så din idé er at kaste noget lys på de kvinder og deres musik?

LÆS OGSÅ

Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”

Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.

– Ja, det er en fin måde at sige det på. Kvinder har i det hele taget været overset i historien, kvinder i musikbranchen har været overset, og sorte kvinder i musikbranchen har derudover skullet stå på mål for den evige eksotificering.

Jeg kender det fra mig selv. Det her med hele tiden at være lidt ekskluderet og blive en slags symbol på ”noget” på grund af sin hudfarve, har forfulgt mig gennem hele min karriere.

På trods af, at du har været så succesfuld?

– Det har slet ingenting med succes at gøre. Det har noget at gøre med, hvordan folk ser en og oplever en. At et pladeselskab eller en festival siger, nå, nu har vi én, der ser ud som dig, så kan vi ikke have flere. Man bliver puttet i en boks, fordi man er den her type med den hud- og hårfarve. 

Før i tiden sagde jeg nej til mange, mange ting, fordi jeg ikke havde lyst til at blive valgt, netop fordi jeg ser ud, som jeg gør, og for dermed at skulle give en slags shine eller kvalitetsstempel til noget eller måske opfylde en diversitets-kvote. 

Før i tiden var der ikke mange, der lyttede, når man talte om inklusion, diversitet, stigma og sexisme, men der er trods alt sket noget hen ad vejen.

At lave de her 'Black Voices'-koncerter er min måde at række ud til kvinder. Det er min måde at sige, hør her, jeg har haft de her oplevelser gennem livet, jeg kunne godt tænke mig at vende det til noget positivt ved at hylde alle de fantastiske sorte kvinder i musikbranchen, som har stået det samme sted som os, og som oven i købet har måttet kæmpe endnu mere i deres tid. 

Ved at spille og synge deres musik hylder vi den arv og de skuldre, vi står på.

Hvad betyder det for jeres samarbejde, at I er i så forskellige aldre?

– Det er utroligt givende at arbejde med mennesker på tværs af aldre, og i min branche er det heldigvis en naturlig del af hverdagen. Det særlige ved vores fællesskab er, at vi – på trods af forskelle i generationer – deler mange af de samme erfaringer, fordi vi har fælles baggrunde og identiteter. 

Samtidig er det opløftende at se, hvordan nye generationer i dag har muligheder, som tidligere var uden for rækkevidde. Der var en tid, hvor det at være en minoritetskvinde i den offentlige sfære var forbundet med langt større barrierer. 

Reaktioner på udseende, beklædning og endda hudfarve var noget, der blev behandlet med en hårdhed og en uretfærdighed, som man i dag ville finde helt uacceptabel. 

Heldigvis har samfundet rykket sig, og sproget, tonen og forståelsen af mangfoldighed har ændret sig markant. Derfor handler projektet også om at anerkende den udvikling. De, der gik forud, banede vejen og gjorde det muligt for os at stå mere frit og trygt i dag. 

Og måske – hvis vi fortsætter med at bygge videre på deres indsats – vil fremtidige generationer ikke bare klatre op ad rebstigen, men bevæge sig fremad på en rulletrappe af muligheder og lighed.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Caroline føler selv, at hun er et godt sted i livet lige nu. Både privat og arbejdsmæssigt.

– Jeg er 63 år, og hvis jeg ellers kan få lov til at beholde mit gode helbred og humør, så er det intet mindre end fantastisk at være i den her alder. 

Jeg ejer mig selv på en helt anden måde nu. Det er en kæmpe kliché at sige sådan, jeg ved det, men ikke desto mindre er det faktisk sandt.

Kan du beskrive hvordan?

– Ja, for eksempel med sådan et projekt som 'Black Voices'. Det er min idé, og det er mig, der sætter det sammen og er kreativ producer. Og jeg har selvtilliden til at gøre det. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg kan. 

Jeg tager den plads, fordi jeg ved, at jeg kan. Jeg har en erfaring, jeg har en viden, og jeg har lyst og energi til at kunne løfte sådan et projekt ud fra den platform, jeg selv har skabt. Jeg har også mit onewomanshow 'Mit Liv Som Hun', som er en 90 minutter lang forestilling, jeg selv har skrevet og fremfører, og hvor jeg fortæller om livet som kvinde, en kvinde som mig.

Jeg har også lige udgivet en plade selv, for jeg har ikke brug for at sidde og overbevise en eller anden pladeselskabsmand om, at det er fedt, at jeg har flyttet mig musikalsk endnu en gang. I min verden kan man skrive musik hele sit liv og blive ved med at forny sig. 

For mig er det simpelthen det, musik går ud på. Så ja, jeg tror lidt, at jeg er kommet i I-don’t-give-a-fuck-alderen.

Hun slår en rå og høj latter op.

– Og det er vel netop alderen, der gør det, tænker jeg. Erfaringen. Og så har jeg jo heller aldrig været den, der IKKE stak næsen frem. Det har givet nogle knubs, at jeg har blandet mig, men de knubs har jeg taget, for nogle gange går tingene ikke helt, som man havde tænkt sig.

Hun holder en lille pause, inden hun fortsætter.

– Jeg synes, jeg står meget stærkt som Caroline. Og i dag tør jeg også kigge tilbage og favne. Tidligere har jeg været meget præget af sådan en frem-frem-frem-tankegang, men nu tør jeg godt at hvile i, at der er ting, jeg ikke gider.

The joy of missing out?

– Ja, exactly! Jeg har minus FOMO. Og det er sådan forholdsvis nyt, vil jeg sige, at jeg godt tør sige nej til en hel masse.

Uden at skulle forklare hvorfor?

– Ja, uden at skulle forklare hvorfor. ”Nej” er faktisk en hel sætning.

Hun griner igen.

– Men selvom jeg hviler godt i mig selv i dag og har modtaget flere priser og påskyndelser af mit arbejde, så kan jeg da stadig vakle og være i tvivl om, hvad jeg skal. 

De perioder er jeg blevet bedre til at favne, for der kan ske alt muligt hele tiden, som man ikke er herre over. Og det er okay.

Tid til sorgen

En ting, som hverken Caroline eller nogen andre var herre over, var coronapandemien, der ramte, lige som Caroline havde udgivet et dansksproget album og var på vej ud på en stor turné.

– Klip til, at landet blev lukket ned 14 dage efter, og så stod jeg der. Jeg var selvfølgelig virkelig ked af det, men samtidig var det også interessant at opleve, at man kan planlægge nok så meget, men livet har sin egen bølge. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

For mig blev pandemien en mulighed for at sige farvel til min mor. Hun var meget syg af kræft og var på hospice i Stockholm under covid. Fordi jeg er svensk statsborger, måtte jeg godt pendle til Sverige og besøge hende, og derfor fik vi en del tid sammen. 

Men vi fik aldrig det der øjeblik, som man måske forestiller sig eller ser på film, hvor den døende siger: ”Jeg ser dig, forstår, hvad du har båret – alt det usagte, alt det tunge, du troede, ingen lagde mærke til. Du skylder mig intet mere. Livet kalder på dig nu”.

Caroline og hendes mor havde et kærligt, men også kompliceret forhold livet igennem. Caroline tror, at hun kom til verden som lidt af et oprør, for det var ikke velset, at en ung, blond svensk kvinde af god familie fik et barn med en sort jazzmusiker. 

Men sådan var det. 

Carolines mor fortsatte med at være selvoptaget og lidt af en rebel, som altid var i opposition til sine egne forældre, og Caroline kom med under armen, når hun skulle ud og realisere sig selv. 

Hun havde håbet, at hun og hendes mor kunne nå frem til en afklaring til sidst, men det skete ikke rigtig. Men så alligevel.

– Jeg måtte acceptere, at tiden på hospice var hendes forløb. Jeg skulle ikke snaske rundt i det, der var sket, for at få en forløsning gennem hende. Jeg skulle finde forløsningen i mig selv. Og det var virkelig hårdt, synes jeg. 

Min gode ven, som oven i købet var min mors læge på hospice, havde nogle dybe samtaler med min mor i den sidste tid. Overfor ham kunne hun godt åbne sig, græde og fortælle om de valg, hun havde truffet gennem livet.

Det var fortrolige samtaler, men han forsikrede mig om, at min mor i høj grad reflekterede over, hvordan hun havde været som mor for min lillebror og mig. Han sagde også, at det var hendes rejse, og at jeg ikke havde krav på at være en del af den, hvis hun ikke ønskede det. Vi kommer alene, og vi går alene, sådan er det.

Jeg så min mor sidste gang, da Sverige også begyndte at lukke mere ned på grund af smittefare, og jeg vidste, at jeg skulle sige farvel. Det var sindssygt mærkeligt, for der var stadig så meget, jeg ikke forstod og gerne ville spørge hende om. Samtidig var jeg vred over, hvor kort tid vi fik sammen her på jorden. 

Var det bare det? Jeg kiggede på hende og sagde: ”Mamma, jag älskar dig”, mens jeg kiggede ind i hendes øjne, som på det tidspunkt var blevet grå i stedet for blå. Min mor svarede: ”Jag med”. 

I det øjeblik var jeg sådan: MOR, du skulle jo sige, ”jag älsker dig också”, men det gjorde hun ikke. Hun sagde bare, ”jag med”. Og jeg kunne se i hendes øjne, at hun følte så meget skyld.

Caroline holder en lille pause. Bliver stadig bevæget over at tænke på det.

– Bagefter kørte jeg hjem til København med min mand. Jeg græd hele vejen og lå nærmest i sengen i 14 dage bagefter. Jeg var simpelthen så ked af det. Samtidig var det også en form for uddrivelse af noget, jeg havde båret på, siden jeg var barn. 

En relation, jeg havde været frustreret og vred over, men også en relation med så meget kærlighed og en taknemmelighed over det liv, vi fik sammen, som også indebar en masse oplevelser og sjov. 

Det var virkelig fint for mig, at landet var lukket ned, for jeg kunne være inde i min egen boble og bruge tid på sorgprocessen. Lige efter fik jeg en rolle i Netflix-serien 'Vikings: Valhalla', hvor jeg blev fløjet til Irland og var væk i flere måneder for at optage. Vi måtte ikke rejse frem og tilbage på grund af covid, og for første gang i mit liv prøvede jeg at bo alene i en lejlighed. 

Det var helt fantastisk, syntes jeg, for der kunne jeg være alene med min sorg. Græde, når jeg havde brug for det, og være fri for at være noget for nogen.

Hvilken Caroline har du så fundet på den anden siden af den proces?

– Det er en meget lettere version af mig selv. Der var nogle ting, jeg slap, da min mor døde. Noget bagage, som jeg indtil da altid havde slæbt med mig. Følelsen af, at jeg hele tiden skulle gøre ting for min mor for at blive elsket eller mærke min egen eksistensberettigelse. 

Det var ikke noget, hun krævede, det var noget, jeg følte. Da jeg mistede min mor, kunne jeg ikke længere projicere alle mine frustrationer over på hende, hvilket jo ellers kunne være ret convenient, i stedet måtte jeg kigge på mig selv og sige, okay, det er det her, du selv må arbejde med nu. 

Jeg står med mit liv alene, og jeg må finde anerkendelsen inde i mig selv.

Alder-ismen

Caroline vender flere gange tilbage til den ro og det overskud, hun har fundet i sin nuværende alder, men samtidig er der også en undren over, hvordan omverdenen ser på en kvinde i 60’erne. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

I 2025, hvor Caroline kunne fejre sit 30-års jubilæum som solist, modtog hun komponistforeningen Autors hæderspris for sit musiske virke.

– Det var jeg meget, meget stolt over, og i takketalen fortalte jeg blandt andet om nogle af de mange ismer, jeg har været udsat for gennem årene – sexisme, racisme – og så nævnte jeg, at der nu er kommet en ny isme ind i mit liv: alderisme. For er det da ikke utroligt, at ismerne aldrig holder op i en kvindes liv? 

Jeg tænker om mig selv, at jeg er så stærk, at jeg kan mærke mig selv, og at jeg gør, hvad jeg vil. Men normen derude er jo stadigvæk, at man skal være i en specifik boks. Jeg går aldrig rundt og tænker på mig selv som en, der har en bestemt alder, og som derfor skal være på en bestemt måde. 

Men jeg oplever det blik på mig udefra. Sidste sommer lavede jeg f.eks. et interview med en avis i anledning af nogle sommerkoncerter, og det eneste, journalisten var fokuseret på, var, at jeg arbejdede sammen med nogle musikere, som var meget yngre end mig, og hvordan var nu det? 

Men hør nu her, der var ingen, der spurgte Caroline Henderson på 16, 20 eller 30 år, hvordan det var at arbejde sammen med nogle mænd, som var SÅ meget ældre end hende dengang. Aldrig nogensinde er jeg blevet spurgt om det. Så jeg var bare sådan lidt, wow, okay, er det dér, vi er? I 2025? Og den slags interesse omkring min alder begyndte allerede, da jeg var i 40’erne. 

Jeg kan huske et andet interview, fra jeg var i starten af 40’erne, hvor journalisten direkte spurgte, hvornår jeg havde tænkt mig at gå på pension? What? Jeg tror ikke, der er nogen, der har spurgt mænd som f.eks. Peter Sommer eller Thomas Helmig om det.

Hvordan håndterer du den slags?

– Jamen jeg dealer med det på samme måde, som jeg har dealet med f.eks. sexisme og racisme. Jeg slår fra mig. Jeg siger stop. Men det gør alligevel noget ved en. Så det er en evig kamp, og derfor siger jeg også til mig selv, at okay, det er bare sådan, det er. 

Vi er nogle, der må gå foran, slå fra os og sige, at det ikke er i orden. Også selvom der ikke er nogen modtagere i den anden ende. I den sammenhæng har det været vildt sjovt at skrive mit show 'Mit Liv Som Hun', for der har jeg haft anledning til at gå tilbage i historien og kigge på mine formødre. 

For hvordan har de egentlig haft det? Hvad var normen i forhold til kvinder dengang? 

Bare sådan noget som overgangsalder. Da jeg spurgte min mor, hvordan det havde været for hende, var svaret, at det ikke havde været noget problem overhovedet, og så snakker vi ikke mere om det! 

Hvor jeg bare var sådan: Seriously? Heldigvis er der sket rigtig meget på lige det område de seneste ti år, og jeg føler, at min generation var den første, som stoppede og sagde: What the f*** is going on? 

LÆS OGSÅ

Anne blev vild med en gift mand – da han forlod sin kone, kom hans sande side frem

Mikael lagde ikke skjul på, at han havde både kone og børn, da jeg mødte ham. Han påstod nemlig, at han levede i et åbent forhold, som han i øvrigt gerne ville fravælge for min skyld, når hans børn altså blev ældre. Da den dag langt om længe kom, fik jeg dog noget af et chok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det kunne I godt have fortalt os om. Det er ikke skamfuldt. Jeg nægter, at det skal blive skamfuldt. Jeg vil hellere tale om alle de fordele, der er ved at nå en vis alder. Alt det levede liv, der giver mig så meget styrke, saft, kraft og visdom. Og jeg er stadig nysgerrig på, hvad livet har til mig. Som skabende, kreativt menneske er det vigtigt for mig at holde mig ajour og nysgerrig. 

Jeg ser fremad og holder øje med, hvad der rører sig i den tid, jeg er i. Jeg synes selv, at det, jeg laver i dag, er mere ind til benet. Mere sårbart, men også stærkere. 

Jeg kunne ikke have skrevet de tekster og lavet de projekter, jeg skriver og laver i dag, da jeg var 30.

Så du er faktisk ret tilfreds med at være lige præcis det sted i livet, som du er?

– Ja, jeg synes, at tingene er blevet hundrede procent bedre, end da jeg var ung. Det er klart, at det ville være fedt, hvis jeg havde de samme lår og det samme maveskind, som jeg havde, da jeg var 20. Og et par bryster, der sad helt heroppe …

Hun peger på et sted tæt på halsen og griner.

– Og jeg ville også gerne kunne danse i højhælede sko en hel nat, uden at det påvirkede mig overhovedet. Det ville jeg faktisk rigtig gerne kunne. 

Mit hår var også tykkere dengang. Men altså, udover det, så vil jeg så sige, at for mig er livet kun blevet bedre. Jeg synes, at jeg synger bedre, skriver bedre og har det bedre.

Hvad ser du, når du kigger tilbage?

– Der er jo masser af de der sliding doors moments, hvor man kunne have valgt anderledes. Men jeg tror på, at alt har en mening. Og selvom det somme tider kan være svært at tro på, så tror jeg alligevel, at universet vil os det godt. 

Jeg tror ikke, vi er blevet sat her på jorden for, at det skal være hårdt og smertefuldt. Det er det for nogle mennesker, det er jeg godt klar over, men jeg tror som udgangspunkt, at livet vil os det godt.

LÆS OGSÅ

Camilla gik ”kedeligt” klædt, men så gav moderedaktøren hende 3 gode råd

Hvis du tror, at det eneste, der kan fikse dine tøjkriser, er at shoppe en masse nyt, så tro om igen. Måske har du brug for andre øjne på det, du allerede har i skabet. ALT for damernes moderedaktør Sara Lauridsen yder her stilmæssig krisehjælp til Camilla Fjeldsøe, som savner en retning og gode råd til, hvordan hun får brugt sit tøj på nye måder. Svaret er velvalgte accessories og en lille håndfuld kloge tilføjelser til garderoben – og mod.

Er du spirituel?

– Jamen, det håber jeg virkelig, at jeg er. Jeg er både døbt, konfirmeret og gift i den kristne kirke, jeg er dog nok mest kulturkristen. Men jeg har et behov for at tænke, at der er en plan med det hele, og jeg finder stor tryghed i kirkerummet. 

Jeg giver mange julekoncerter i kirker, og jeg synes, det er vidunderligt at være i et kirkerum. Den spiritualitet, som er i det rum, og historiens vingesus af generationer før mig, kan jeg godt lide. Jeg ved, at der er mennesker, der har trådt på det gulv for måske 200, 300 eller 400 år siden, og det, synes jeg, er meget betryggende. 

Det giver mig følelsen af, at okay, jeg er ikke alene. Jeg er en lille del af noget, der er så meget større.