Her er fem ting, du (måske) ikke vidste om influencer Melissa Bentsen

Her er fem ting, du (måske) ikke vidste om influencer Melissa Bentsen

Vidste du, at hendes kæreste er skuespiller, at hun har vundet priser for sit arbejde, og at hun har en søster, der har en særlig evne? Bliv klogere på influencer Melissa Bentsen her.

alt.dk logo

Lige nu kan du se Melissa Bentsen på skærmen i TV 2-programmet ”Spillet”, hvor hun sammen med andre kendte danskere forsøger at finde ud af, hvem hun kan stole på, når der skal dannes alliancer, og skjulte dagsordener skal gennemskues.

Men hvem er Melissa Bentsen egentlig? 

Vi har samlet en liste med fem ting, som du måske ikke vidste om den 28-årige influencer.

1. Tog ansvar som barn

Hvis du følger Melissa Bentsen på Instagram, er du ikke i tvivl om, at hun og lillesøsteren, Lærke, er hinandens tætteste. Men selvom de er bedste venner, har det til tider også været hårdt for Melissa at være storesøster.

Hendes søster har nemlig tre psykiske diagnoser – autisme, OCD og skizotypi – og i Mellissas teenageår tog det hårdt på familien. Så hårdt, at hun før har presset håndklæder ind under sin værelsesdør, så ingen kunne høre hende græde. Hun ville nemlig gerne være stærk og holde sammen på det hele.

Det har hun tidligere fortalt i ALT for damernes podcast ”Tungdom”.

– Der var angst, råben og skrigen og ødelagte ting. Jeg kunne ikke sove om natten, fordi hun kunne have de her anfald i otte timer ad gangen, og de startede typisk om aftenen, hvor hun skulle lave lektier. Det startede med, at hun ville begynde at græde. Det var roligt, men så byggede det sig mere og mere op, og så endte det med, at dørene blev smadret, og reolerne blev væltet. Min far blev nødt til at kaste hende op på skuldrene og køre hende på psykiatrisk afdeling. Det er det eneste, der kunne få hende ned.

Søskendeparret sætter også flere ord på det i DR-programmet ”Min søster ser spøgelser”, hvor de også undersøger Lærkes særlige evne – for hun kan efter sigende se ting, som andre ikke kan.

2. Fokus på den naturlige krop

Influencere kan til tider få deres liv til at fremstå som et glansbillede – men ikke Melissa. 

For selvom hun er meget dygtig til at redigere sine billeder på fantasifulde måder, hvilket hun ofte gør, lægger hun stor vægt på ærlighed, når hun bruger filtre. 

Flere gange har hun delt billeder, hvor hun poserer i træningstøj eller badetøj, hvor hendes krop fremstår meget slank eller stærk. Efterfølgende viser hun dog enten det originale, uredigerede billede eller et billede, hvor hun står på en anden måde, så kroppen i stedet afslører appelsinhud, sved eller hudfolder. 

På den måde giver hun sine følgere et indblik i, hvor let det er at skabe et “perfekt” billede på sociale medier, og hvor stor forskellen kan være i forhold til virkeligheden.

3. Kærester med velkendt skuespiller

Det var en kæmpestor seersucces, da TV 2-serien "Rita" rullede over skærmen fra 2012. 

Derfor var der også mange, der kunne genkende Melissas kæreste, Lasse Fogelstrøm, da hun for nylig for første gang delte billeder af ham på sine sociale medier. Han spillede nemlig karakteren Mads i den populære serie, men har bl.a. også medvirket i Thomas Vinterbergs film "Jagten". Her spiller han storebror til pigen, der anklager Mads Mikkelsens karakter for at have forgrebet sig på hende.

Relationen mellem Melissa og Lasse er dog ikke ny, selvom de først for nylig har gjort deres parforhold officielt på sociale medier. 

Blandt de delte billeder var der nemlig et foto fra 2012, hvor parret gik i 10. klasse sammen, og her skriver hun ”mit teenage crush”, hvilket indikerer, at hun har haft et godt øje til ham i mange år. Det, synes vi, er virkelig sødt.

4. Vinder af Forræder

Når Melissa Bentsen deltager i tv-programmet "Spillet", er det ikke første gang, hun tester sine evner som menneskekender på tv. 

Det gjorde hun også i anden sæson af "Forræder" i 2024 – og hun var god til det. Allerede fra de første afsnit, var hun på rette sport ift. hvem der talte sandt, og hvem der løj. 

Derfor endte hun også med at vinde sæsonen og har efterfølgende fortalt til Se & Hør, hvad sejren betød for hendes selvbillede.

– Jeg føler, jeg har udviklet mig sindssygt meget i forhold til, at jeg til sidst godt tør tage ordet og være den, der snakker, og sige min mening. Det har givet mig selvtillid i form af, at jeg tør stole på mig selv.

Prisvindende influencer

Vidste du, at Melissa Bentsen har 270.000 følgere på Instagram?

I grove træk svarer det til, at hver 22. dansker følger med på hendes profil. Det er altså ret mange mennesker, og hendes følgere er tydeligvis vilde med hendes indhold, for hun har ad flere omgange vundet priser for sit arbejde som influencer.

I både 2023 og 2024 vandt hun prisen for Årets Instagrammer til Simbaprisen, der er et awardshow for content creators og deres indhold på sociale medier.