Signe Svendsen sidder i en stol i en hvid skjorte og grå bukser

Signe Svendsen: ”Jeg har haft en barndom, som i nogens øjne ser ret sindssyg ud”

Selvom Signe Svendsens barndom på mange måder har været turbulent, har den også været fyldt med kærlighed.

Fra barnsben har sanger og sangskriver Signe Svendsen lært at klare det hele – helt selv. For hun er, som hun selv beskriver det, skilsmissebarn i højeste potens, og hendes barndom var præget af mange forandringer, flytninger og nye familiekonstellationer. 

– Jeg har jo haft en barndom, som i nogens øjne ser ret sindssyg ud. Men for mig var det jo bare sådan, virkeligheden var. Mine forældre havde masser af kærlighed, men de var unge og havde meget om ørerne. Så jeg er blevet rigtig god til at klare mig selv, fortæller hun i et stort interview til ALT for damerne, uge 5.

Forældrene blev skilt, da Signe Svendsen var fem. Hos faren fik hun familieliv for fuld skrue med store familiesammenkomster og gang i den – men i takt med, at familien voksede, og Signe Svendsens far fik tre små drenge med to forskellige kvinder indenfor få år, fik han også mere og mere at se til.

– Når jeg kigger tilbage på det nu, så har han virkelig været min klippe. Han har altid været der, men det er klart, at i og med at han har etableret nye familier to gange, så har han jo haft nok at gøre. Han har altid stræbt efter at give plads og have tid til os alle, men det er klart, det kunne mærkes, at vi var mange, fortæller hun og tilføjer, at hun i perioder, hvis hun manglede nærvær, tog hjem til sin mor, der boede lige rundt om hjørnet.

Et anderledes mor-datter-forhold

Allerede da Signe Svendsens forældre blev skilt, besluttede de, at hun skulle være mest hos sin far. De tænkte, at hun ville få en mere stabil hverdag på den måde. For hvis hendes mor ikke skulle være forælder i lige så mange dage i træk, ville det være mere overskueligt for hende.

– Min mor er et eller andet sted på autismespektret. Hun har altid været i verden på en speciel måde, og i nogle perioder har det været hårdere for hende at være i verden end andre. Hun har svært ved at filtrere alle mulige indtryk, de påvirker hende alle sammen lige meget.

– Når hun har haft perioder, hvor hun ikke havde det så godt, så kunne jeg godt mærke det, også selvom jeg bare var en lille teenager. Så har jeg selvfølgelig ageret efter det. Det er ikke, fordi hun har skrevet sig ud af forældrerollen, men der har været en anden dynamik.

Selvom Signe Svendsens mor var socialpædagog og sagtens kunne passe sit arbejde – og også tog Signe Svendsen med på museum, shoppetur eller viste hende gode bøger – var rollerne alligevel anderledes, end de var hjemme hos Signe Svendsens far.

– Når man har en forælder, der er udfordret på den måde, som hun er, så sker der noget med de roller, man har i forhold til hinanden. Jeg har skullet hjælpe hende i et større omfang, end det ville være nødvendigt i et normalt mor-datter-forhold.

Signe Svendsen oplever flere og flere i sin omgangskreds, der er begyndt at skulle tage sig mere af deres forældre, fordi de er kommet op i alderen eller er blevet syge. Det rolleskift er kommet meget tidligere for hende selv, så det føles egentlig ikke, som om noget har ændret sig.

– Det er jo bare sådan, vi er overfor hinanden. Det er ikke fordi, hun beder om hjælp, men jeg kan godt fornemme, hvornår hun har brug for den – for eksempel med de praktiske ting omkring en skilsmisse for nogle år siden. Hun kan også godt spørge mig, hvordan hun egentlig skal takke nej til en invitation, hun har fået. Det er jo helt harmløst for alle mulige andre mennesker, men for hende kan det blive ret abstrakt, og hun kan blive i tvivl om, om hun agerer rigtigt.

Læs hele interviewet med Signe Svendsen i ALT for damerne, uge 5. Her fortæller hun mere om, hvor svært det har været for hende, at datteren er flyttet hjemmefra, om at være i perimenopause og om at blive ældre – generelt, men også når du er en del af en branche, som ikke rigtig tillader det.

Om Signe Svendsen

Sanger og sangskriver, aktuel med albummet ”Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø”.

Vinder af Melodi Grand Prix i 2001 med sangen ”Der står et billede af dig på mit bord”.

Udgav sit første album, “Ny passager”, i 2010.

Hun er 51 år og bor i Espergærde med sin mand Henning Hoffmeier, som hun har datteren Wilma med. Bonusmor til Frederikke og Joel.