Linda og Glenn har 9 børn og valgt at leve på en anden måde end de fleste

Der findes nok ikke nogen forældre, der ikke indimellem savner mere tid med deres børn og ville ønske, at de for en stund kunne melde sig ud af det berømte hamsterhjul. 

Skrue ned for tempo, aktiviteter og forventninger og hente bare en anelse tidligere i børnehaven eller SFO’en.

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Det er en snak, der også fylder i den offentlige debat – den om, at vi måske har strikket vores samfund sammen på måder, der ikke altid er lige hensigtsmæssige. 

For hverken børn eller voksne. Og hvor nogen måske får lyst til at justere hist og her i et travlt liv, er der andre, der går mere radikalt til værks i ønsket om at lægge afstand til samfundets etablerede normer og strukturer.

Det gælder for eksempel parret Linda og Glenn Toft. Som forældre til 9 har de valgt at hjemmepasse deres mindste og praktisere såkaldt unschooling – en undervisningstilgang, der udelukkende tager afsæt i barnets egne interesser og initiativer – med deres store børn. 

Opsigtsvækkende, kan man tænke, fordi det adskiller sig så voldsomt fra den måde, de fleste danske familier lever på, men helt naturligt for parret, fortæller Linda Toft, da hun en tidlig eftermiddag åbner døren til familiens hjem i udkanten af en lille midtjysk landsby.

– Alting er flydende, og det er lidt af et hurlumhejhus, erklærer hun som noget af det første og viser hen mod en sofa i husets alrum, hvor vi kan snakke, imens hun ammer lille Ravn – familiens sidst tilkomne, som er bare få dage gammel og født hjemme. På vejen er der kig til et soveværelse med en firedobbelt seng, hvor to børn ligger og læser, og udsigt til familiens grise, høns og hunde, der vandrer frit omkring.

– Vi er ikke så gode til struktur og systemer, forklarer Linda Toft, da vi har sat os – som en begrundelse for, at de har valgt at leve, som de gør.

– Vi har for eksempel ingen faste spisetider eller sovetider, Glenn har ikke faste arbejdstider, og børnene hjælper til med det, de bliver bedt om, som det lige passer.

Et par af de større børn kigger nysgerrigt ind i stuen, smutter ud igen, og Glenn Toft slutter sig til i sofaen, med 2-årige Vale på armen.

– Det er ikke, fordi vi vil gøre oprør eller modstand, supplerer han, – men vi synes ikke, at vi har fået indrettet et samfund, der er sundt for børn, og vi vil gerne give vores egne et udgangspunkt for at kunne alt muligt i stedet for at skulle passe ind i nogle bestemte kasser.

Særinteresser og skraldemad

Når Glenn Toft siger kasser, er det for eksempel det danske skolesystem, han taler om. Nogle få af parrets ældste børn har stiftet bekendtskab med det – indtil forældrene tog dem ud og traf beslutningen om at undervise hele flokken selv. Med afsæt i unschooling-tanken.

– I den ligger der en idé om, at der er læring i al ting, og at man aldrig bliver færdig med at lære, siger Glenn Toft og beskriver, hvordan undervisningen af børnene af samme grund sker, når anledningen lige opstår. Når de for eksempel surfer rundt på det internet, de alle har adgang til, og støder på noget, der vækker deres nysgerrighed eller giver anledning til spørgsmål. Eller når de passer dyrene eller går med i køkkenet.

– Vores undervisning af børnene er interessebaseret, og afhænger af, hvad de selv er optaget af. Lige nu er vores datter for eksempel interesseret i gamle borge og slotte, og så går hun helt ned i det emne, forklarer Linda Toft og retter på Ravn, der er faldet i søvn i hendes favn.

Hun er hjemmegående på fuld tid og den, der er mest sammen med børnene. Ligesom hun også er den, der typisk står for at tilberede familiens vegetariske kost, fortæller hun, indimellem med hjælp fra ungerne – og ofte med afsæt i det varer, som Glenn skralder sig til, når han besøger nærliggende supermarkeders affaldscontainere. 

Efter lukketid, og når han ikke selv har en af sine tre ugentlige arbejdsdage som omsorgshjælper for handicappede og medhjælper i et fængsel. 

Økonomien er af gode grunde stram, vedstår de to forældre, når man skal forsørge så mange med én indtægt. Men det er en præmis og en del af pakken. Selv når det smitter af på for eksempel gaveindkøb til fødselsdage og betyder, at familien primært må gå i nedarvet og genbrugt tøj.

”De kommer ud med noget andet”

Som udefrakommende – og mere eller mindre frivillig abonnent på et liv, hvor de voksne går på arbejde, og børnene er i institution – kan man undre sig over, om den model, parret har valgt, klæder børnene på til et voksenliv og en verden, hvor der gælder helt andre spilleregler.

For kan det ikke blive svært at tage en uddannelse, indgå på en arbejdsplads, skabe nye relationer, hvis man ikke er vant til at begå sig i den slags?

– Jeg synes, de bliver mindst lige så godt rustet ved at være herhjemme. For eksempel i forhold til empati, kreativitet, frihed og selvstændig tænkning, som alle er værdier, vi vægter højt. De kommer ud med noget andet, men jeg tror bestemt ikke, at det er dårligere, og jeg tror også, at det bliver en styrke at komme fra noget andet end alle andre, konstaterer Glenn Toft og tilføjer: – Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at skille sig ud.

Vi snakker om, at Elva, børneflokkens eneste pige, en enkelt gang har efterspurgt at komme i skole. Men at det gik i sig selv igen. Hvilket får Linda Toft til at tænke på, at andre børns første skoledag godt kan prikke til følelsen af at stikke ud.

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

– Vi snakker om det, når det er den tid på året, og vi gør noget ud af at fejre den dag på vores egen måde. For eksempel ved at tage i det lokale friluftsbad, siger hun og reflekterer så lidt over, hvad hjemmetilværelsen betyder for ungernes sociale liv og kontakt til andre børn.

– Det er min oplevelse, at de virkelig er hinandens bedste venner, og at nogle af dem har ikke det store sociale behov ud over familien, fordi de simpelthen har hinanden.

Hun løfter blikket fra den sovende baby og fremhæver nogle nærliggende eksempler på børnenes forskelligheder. 

Lille Ulver på 4 ligger for eksempel inde under spisebordet, fordi han ikke er så glad for fremmede, imens to af de større børn er på vej til gymnastik i den lokale forening, hvor de også har knyttet venskaber til andre jævnaldrende.

Og så er der Lue på 15, som selverklæret holder meget af sit eget selskab, men også lige har fundet sit første arbejde i den lokale Spar. Og 17-årige Ask, der lægger vejen hurtigt forbi i den bil, han selv har købt og finjusteret for sin nyerhvervede mekanikerløn, inden han skal mødes med andre lokale motornørder.

Igen; alt er lystbetonet og på børnenes eget initiativ, understreger den 36-årige mor.

Ingen alenetid

Det er ganske tydeligt, at Linda og Glenn Toft ikke vakler det mindste i det, de har valgt for deres børn, og man får fornemmelsen af en overbevisning, der er så stærk, at alverdens undrende blikke bare kan komme an. Og af en livsstil, der på kærkommen vis har givet sig selv – lige siden de to forældre for 20 år siden mødte hinanden på et HF-kursus og få år efter fik deres første barn.

– Jeg har aldrig haft karriereplaner eller ønsker om noget, jeg gerne ville arbejde med, ligesom det aldrig har været en drøm eller en plan at få mange børn. Det har bare føltes naturligt hen ad vejen, siger Linda Toft og bekræfter hurtigt, at det nærmest er blevet en form for afhængighed; det med at være gravid. 

Hun savner det allerede lidt igen, smiler hun.

– Jeg synes heller ikke, det er hårdere at have ni børn, end det var at have to. Dengang var jeg lidt mere en legekammerat og med i deres aktiviteter hele tiden. Nu har de hinanden – og vælger tit hinanden i stedet for mig. Og det giver egentlig mere frihed på en eller anden måde.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Friheden – hvordan bruger hun så den? Har hun og hendes mand for eksempel alenetid, kærestetid? Glenn Toft griber spørgsmålet og ler.

– Nej, svarer han. Og de har heller ikke et socialt voksenliv, de skal pleje, fortæller de to forældre. For tiden som familie er og bliver det vigtigste.

– For et par børn siden gik jeg badminton, og jeg har en god ven, jeg har kendt, siden jeg var barn, men der kan godt gå lang tid imellem, at vi ses, siger Glenn Toft og tilføjer, at de godt kan finde på at gå med, når der indimellem er fællesarrangementer i den lille by, de bor i. Hvor de små-mingler med deres naboer.

– Jeg tror, at folk i byen synes, vi er de underlige. Fordi vi har valgt at være herhjemme, ikke spiser kød og har en masse børn, smiler han.

Hvilket man måske ikke kan bebrejde dem. For det er svært at komme uden om, at parrets valg på deres børn vegne er både specielt og anderledes. 

Og uanset om vi som forældre indretter os snorlige efter arbejdsmarkedets og institutionslivets krav og rammer eller vælger at bryde med dem, så er det dét, vi gør; tager beslutninger på vegne af vores børn.