Irenes barndomsjul i 1970’erne var anderledes: ”Jeg tror kun, det var os, der fik så skør en menu”

Grisen blev slagtet på gårdspladsen, hønsene plukket af Irene og hendes seks søskende og melbollerne i suppen var, naturligvis, mors hjemmelavede. Der var ingen mandelgave, for hjemme hos Irene, i Vestjylland, spiste de altid citronfromage til dessert juleaften:

– Jeg fandt først ud af det med mandlen, da jeg kom i skole, og jeg syntes, det var mærkeligt, mindes den nu 53-årige Irene Christiansen.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Minderne blev skabt på barndommens gård i Vester Barde, tæt på Videbæk. Her vidste alle børn i familien, at flæskestegen var fra den gris, som de havde set blive slagtet omme bag laden:

– Der kom en slagter, som satte strømkabler på soens hoved, og så fik den skåret halsen over. Mor fik spandfulde med blod, som hun lavede blodpølse af. Hun rørte mel i og lavede en sovs, som skulle hældes over pølsen. Det smagte så godt, siger Irene med henført stemme.

Hun husker tydeligt, hvordan den døde gris hang på en krog i slagterens vogn, og så fik hendes mor lov at bestemme, hvilke udskæringer hun ville have.

– Det var en ordentlig so, og for os børn, var det en spændende dag.

Peberrodssovs og oksekød

På Irenes barndomsgård var der både grise, køer og høns. Hendes mor gik hjemme og faderen havde ekstra arbejde for at kunne forsørge sin børnerige familie.

– Jeg kommer fra fattige kår. Vi gik i genbrugstøj og fik praktiske julegaver som tøj. Jeg fik også enten en af 'De Fem'-bøgerne eller et puslespil. Nogle gange sad min søster og jeg oppe julenat og lagde puslespil, for der var der ro – og plads – ved spisebordet. Ellers var det bord jo altid i gang, fortæller Irene.

Dagene op til jul gik med forberedelser af maden.

LÆS OGSÅ

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

Thea Ditlevs selvbillede krakelerede, da hendes kæreste pludselig fik udsigt til en højere løn. For hvordan bærer man ligestillingens fane, når lønsedlen altid vil sige det modsatte?

– Vi fik suppe og tarteletter med hønsefyld juleaften, så der skulle slagtes høns. Min far slog dem bevidstløse mod cementen i stalden, og så blev hovedet hugget af med en økse, og de kom i kogende vand, så vi børn lettere kunne plukke dem og tage indvoldene ud. En høne jagtede engang min søster, efter at den havde fået hugget hovedet af. Det gav hende lidt af et traume i forhold til høns.

Menuen juleaften bestod af klar suppe med kød og hjemmelavede melboller, tarteletter, oksekød, fra egen ko, med peberrodssovs og citronfromage til dessert.

– Jeg tror kun, det var os, der fik så skør en menu, men vi tænkte aldrig over, at det var anderledes. Lillejuleaften pillede vi små kartofler, så de var klar til at blive brunet, og så pyntede min far juletræet. Det var altid ham, der gjorde det. Far købte appelsiner og mandariner fra gartnerihallen i Snejbjerg, og for os var det helt særligt at få den slags, fortæller Irene.

En stor skuffelse

Vaniljekranse, brunkager og pebernødder var også en fast ingrediens i Irenes jul, og hendes mor ”bagte helt vildt mange pebernødder”:

– Hun havde en lille mælkejunge, som blev fyldt igen og igen, for når mine brødre gik i gang med at spise pebernødder, så gik det stærkt! Vi fik jo også frokost med sylte, rullepølse og frugtsalat, som min mor havde lavet. Hun havde meget at se til, men vi hjalp meget til derhjemme og juleaften var det os, der foldede servietter og dækkede et fint bord. 

Når der var ryddet op og vasket op efter maden, så gik vi om træet. Alle måtte bestemme en sang, og alle vers blev sunget, så det tog sin tid. Vi børn syntes, at det tog lidt rigeligt tid, tilføjer Irene med et smil.

Når gaverne var pakket op, læste hendes far Juleevangeliet, mens familien spiste hjemmelavet konfekt. Irene husker, hvordan der var gamle glasfugle, kugler og sølvlametta på træet. Sådan som hun også pynter sit træ i dag, fordi der er så gode minder forbundet med det:

– Juleaften var en helt fantastisk aften, hvor vi følte os rige, og hyggede os med alle lækkerierne og hinanden.

Hun husker dog også den jul, hvor hun ønskede sig et tryllesæt...

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

– Jeg så det i et katalog, der kom med posten, og ønskede mig det. Mine forældre sagde: ”Det får du ikke”, men jeg troede ikke på det. End ikke juleaften, da alle gaver var åbnet, troede jeg på det. Jeg tænkte, at de havde stillet det til side, så jeg fik det til sidst, men jeg fik det ikke, og jeg var SÅ skuffet...

Irene ser tænksom ud og siger:

– Jeg blev voksen den jul. Det markerede et skift fra barndommen, hvor jeg altid havde fået det, som jeg ønskede mig. Året efter var jeg klar på, at forventninger ikke altid indfries.

I dag kan jeg se, at det nok var fordi, mine forældre ikke ville have trylleri i huset. De tænkte nok, at det var noget hekseri.

Irenes egne døtre, der i dag er i tyverne, har fået tryllesæt, da de var børn, forsikrer hun smilende. De har også fået meget af den jul, som Irene selv voksede op med i halvfjerdserne. Når hun, som sin far, pynter juletræet lillejuleaften, så er det med hans pynt og det, hun har kunnet købe sig til, som ligner.

– For mig er det sådan, et træ skal se ud, og sådan julen skal være.

Barndommens julepynt

Irene begyndte at samle på antik julepynt, da hendes to børn var små, og hun ville genskabe sin barndoms jul. Den trompet-spillende papirengel blev solgt i Daells Varehus. Sådan en sad også på Irenes barndoms juletræ, men denne er købt privat sidenhen. Halvkuglen bagved kaldes en reflektor og er meget gammel.

– Jeg har købt i dyre domme, erkender hun med et smil.

Den hæklede stjerne er stivet – og på træet er der også flettede stjerner i massevis. Dem er Irene ferm til at flette, og hun køber gerne gammelt, gulnet papir til formålet, fordi de så får det autentiske, gamle udtryk.