Begge mine forældre var landmænd og arbejdede på vores familiegård.
Gården var også min mors fødehjem og lå i Midtjylland, ikke langt fra Silkeborg. Det var hårdt fysisk arbejde, og der skulle meget mad til, da vi også havde karle og til tider ung pige i huset.
Det gjaldt også i julen.
Juleforberedelserne blev indledt med hovedrengøring i starten af december. Herefter stod den på julebagning, og min mor bagte enorme mængder af småkager: brunkager, vaniljekranse og pebernødder. Kagerne blev lagt i store dåser, som blev forseglet og gemt til juleaften.
Få dage før jul skulle grisen slagtes. I julen fik man fersk kød, modsat i hverdagen hvor alt var saltet for at kunne holde sig længere. Sådan var det under krigen, hvor der var knaphed i forsyningerne. På slagtedagen blev der lavet blodpølse, medisterpølse og leverpostej, og flæskestegen blev klargjort til juleaften.
Der blev lagt rigtig mange kræfter i maden til jul, men man var også nødt til at være kreativ. For eksempel kunne man ikke få ris, så min mor brugte sagogryn til risalamanden, og som erstatning for marcipan mosede hun kartofler, som hun æltede med mandelessens, æggehvide og flormelis.
Vi spiste en typisk landmandsjulekost, som så lidt anderledes ud end i storbyen. Lillejuleaften fik vi blodpølse med sirup og solbærsyltetøj, mens vi til frokost juleaftensdag fik serveret grønlangkål med medisterpølse.
Julemiddagen var mere traditionel og bestod af flæskesteg, hvide og brunede kartofler, rødkål og ribsgelé – og selvfølgelig risalamande til dessert.
Vi havde en tradition om at gå i kirke juleaften. Min far spændte jumben for, en lav tohjulet hestevogn, og så kørte vi allesammen til julegudstjeneste, som startede klokken 15. Jeg tror, tidspunktet var valgt, for at landmændene kunne nå hjem til aftenmalkningen, før der skulle spises julemiddag.
Nogle gange lå der så meget sne, at vi måtte tage turen i kane.
Mine forældre og karlen skulle malke køerne, før de skiftede til det pæne tøj. Vi gik til bords, og karlen spiste naturligvis med. Efter maden skulle juletræet tændes, dørene blev lukket til den fine stue, og min far tændte de levende lys.
Det var meget hemmelighedsfuldt, men der skete nøjagtig det samme hvert år: Straks dørene gik op, udbrød min mor “neeej, hvor er det smukt”, mens hun slog hænderne sammen. Herefter gik vi om juletræet, mens vi med glæde sang de traditionelle julesalmer.
Jeg husker særligt én jul, hvor der ingen gaver lå under træet. Efter dansen sagde min far til karlen, at nu var det tid at fodre hestene af. Kort tid efter bankede det på døren, og der stod han: julemanden. Og havde en sæk med gaver med.
Jeg fik den fineste sytøjsæske med blomster på. Da julemanden var gået, kom karlen tilbage, og vi måtte fortælle, at han var gået glip af selveste julemanden. Senere gik det op for os, at det nok havde været karlen, der var klædt ud – ja, det var et af min fars sjove påfund.
Jeg husker julen for især kvalitetstiden med mine forældre. Den var fredfyldt og rolig, modsat i dag hvor det hele er langt mere hektisk, og hvor der efter min mening er et alt for stort fokus på det materielle.
Om Gerda Madsen, 89
- Pensioneret afspændingspædagog.
- Enke, mor til to, bedstemor til fire børnebørn og oldemor til tre.
- Bor i Jyllinge.
