Jeg er opvokset i et kvarter præget af arbejderfamilier uden særlig mange penge.
Men jeg husker det som en god og tryg barndom. Der var børn overalt på min egen alder, som jeg legede sneboldkamp i gården med, når vinteren og julen kom.
Det var helt særligt at bo på Nørrebro i juletiden. Fra første søndag i advent kunne man se alles vinduer blive pyntet op. Der var julestjerner og kravlenisser i alle vinduerne, og så vidste man, at julen var på vej.
I december blev der opsat en togbane og et juletræ på Guldbergsgade. Det skulle min bror og jeg altid hen at se med vores forældre – og hvis vi var heldige, fik vi også lokket dem en tur forbi bageren, hvor vi fik et honninghjerte med det fineste glansbillede på.
Et sikkert tegn var også, når det store julekatalog fra Daells Varehus dumpede ind ad brevsprækken. Nøj, hvor var det spændende for en lille pige som mig at drømme sig væk i de mange spændende – og dyre! – varer i kataloget.
Første søndag i advent skulle der selvfølgelig laves en adventskrans. Min mor, som var syerske og meget kreativ, bandt den – altid med frisk gran og en rød sløjfe rundt om og selvfølgelig levende lys. Det var også tradition at bage stakkevis af julekager i starten af december.
Der blev bagt vaniljekranse, brunkager, finskbrød, håkonskager og kogte klejner, og hele huset duftede, så min bror og jeg skulle holde os i skindet for ikke at røre kagerne før jul.
Juleaften dækkede min mor bordet med sin blå juledug med stjerner og kranse på. Det fine porcelæn, som kun blev brugt ved særlige lejligheder, kom også frem. Middagen stod på både flæskesteg og and, brun sovs og brune og hvide kartofler, men også kartoffelchips, som jeg elskede at skrabe sovsen op med.
Det var fin mad og ikke noget, vi fik til hverdag. Juleaften blev som regel holdt hos os, og så kom enten min mormor og morfar eller min farmor og farfar, som alle boede på Nørrebro. Første juledag holdt vi julefrokost med min fars “faster” – det var hun vist ikke, men det kaldte vi hende – som boede på Amager.
Her fik vi serveret hamburgerryg med grønlangkål og brune kartofler, nok fordi det var billigere end den dyre andesteg, som først kom på bordet efterfølgende. Når vi allerede var propmætte.
En juleaften kunne ingen af mine bedsteforældre holde jul med os. Så tog fanden ved min far. “Vi kører op i sommerhuset,” sagde han, og så gik turen hele vejen nordpå på landet, som jo egentlig bare var Frederikssund, med pynt, juletræ og julemad. Sikke en virak!
Det var bestemt ikke en Nørrebro-jul, som det plejede, men det blev en rigtig hyggelig, lidt utraditionel jul, som jeg stadig mindes.
Anden juledag var vi hos os selv sammen med mine bedsteforældre – til den helt store julefrokost med sild, hjemmelavede frikadeller, sylte og lever, som min mor havde gået og forberedt hele dagen. Vi børn elskede alle traditionerne og nød, at julen betød en masse nærvær med mine bedsteforældre, som vi altid har haft et tæt forhold til.
Jeg prøver at holde mange af traditionerne fra min barndom i live. Men julen bliver bare aldrig helt den samme. Jeg savner den barnlige forventningens glæde og den særlige stemning, der var på Nørrebro – ja, selv maden duftede og smagte bedre dengang. ♦
Om Solveig Wullf, 64 år
- Tidl. SOSU-hjælper, nu på kontanthjælp.
- Mor til to og mormor til fem.
- Bor i dag i Slagelse.
