Morten Hee Andersen er smaskforelsket – og især én ting er helt anderledes denne gang

Morten Hee Andersen er smaskforelsket – og især én ting er helt anderledes denne gang

Skuespiller Morten Hee Andersen har haft andre kærester og romantiske relationer før, men i hans nye parforhold er der noget, der er anderledes end de forrige gange – og han er sikker på, at det er en god ting.

ALT for damerne logo

I sin søgen efter kærligheden kunne Morten Hee Andersen som yngre komme til at forsvinde helt væk i tankerne om, hvad det måske kunne blive til – og ofte var det mere forestillingen om selve forelskelsen, han blev vild med, end selve mennesket. For inde i sit hoved han allerede skabt fortællingen om, hvordan fremtiden kunne se ud i denne relation. Det fortæller skuespilleren i et stort interview til ALT for damerne i uge 47.

– Jeg har måske forført mig selv nogle gange i historien inde i mit eget hoved om, hvad noget kunne blive til, i stedet for at have ro til at sætte mig ned og spørge mig selv, hvad jeg egentlig synes om det her menneske.

For Morten Hee Andersen var det også selve idéen om at finde én at opleve de vilde sommerfugle sammen med, der drev ham i sin søgen efter kærligheden, og han har altid idealiseret tosomheden.

– Jeg tror på det dybere mellem mennesker, som kan vare ved. Jeg har aldrig haft behov for at skynde mig videre til den næste.

Den tosomhed har han fundet sammen med sin nye kæreste, hvis identitet han endnu holder hemmelig. Han er forelsket, og selvom følelserne bobler rundt, så er han alligevel anderledes rolig og fattet denne gang, siger han. Og han er overbevist om, at det lange løb er sådan, kærligheden overlever.

– Jeg har en meget sød veninde, som altid finder poetiske citater på sociale medier, som hun sender videre til os venner. Jeg har tit tænkt på den her, hun engang sendte til mig: ”Kærlighed skal ikke føles som fyrværkeri, det skal føles som et bål, man kan varme sig ved," siger han og fortsætter:

– Det er ikke, fordi det ikke også er en stor eksplosion af følelser, det er det totalt – jeg er sindssygt glad. Men jeg har bare mere lyst til at sidde og varme mig ved det her bål. Jeg oplever forelskelsen på en mere grounded måde.

– Man kan godt få den der følelse af, at det er fyrværkeriet, der er den rigtige følelse, når man er forelsket, men det dør også hurtigt ud igen – som for Lasse og Dorthe i årets ”Gift ved første blik,” tilføjer han.

Han fortæller også, at den rolige slags kærlighed også passer helt perfekt til den, han er:

– Nogen, der har det ekstremt roligt, kan måske have brug for mere action i deres relation. Men jeg synes, jeg har det uroligt nok, så jeg synes, det er rigtig fedt, at der er en ro.

Læs hele interviewet med Morten Hee i ALT for damerne uge 47, hvor han også fortæller om at være en anden udgave af sig selv på dates og om at løsrive sig fra sin familie for at blive sin egen person.