Karen Pallisgaards 40-årsfødselsdagsfest blev også begyndelsen på enden på hendes ægteskab. Det fortæller hun i ALT for damernes podcast ”Skål
Søster”.
– Den fest, jeg holdt, blev katalysator og belyste nogle af de
dårlige dynamikker, som var i relationen, men der gik faktisk halvandet år derfra.
Kort efter hendes 40-årsfødselsdag havde hun en rigtig ubehagelig drøm,
og den blev en form for varsel for, hvad der siden ville komme til at ske, beskriver
hun.
– Den sidder stadigvæk i mig. Jeg er ude at køre med børnene. De sidder på
bagsædet. Jeg kører i vores gamle Peugeot, som symbolsk nok også skulle skrottes.
Det er vores familiebil, som min daværende mand havde købt til os, da vi blev
en familie. Jeg kører ind i noget tåge og mister grebet om rattet og svinger ud,
og min eksmand flyver ud gennem ruden. Børnene sidder og kigger på mig, som om jeg
er et fyrtårn, som skal lyse for dem. Men jeg mister bare grebet og kører
ind i tågen. Han flyver ud af forruden, og jeg prøver at holde fast, men kan ikke.
Og den drøm sad i mig i lang tid og var et varsel for det, der uundgåeligt
ville komme til at ske, fortæller Karen Pallisgaard, som blev skilt fra sin
eksmand i 2022.
På ukendt grund
For Karen Pallisgaard føltes skilsmissen på mange måder som en
fødsel. For når man er gravid, særligt første gang, befinder man sig pludseligt i en situation, man ikke kender – det samme gør sig gældende ved en skilsmisse, forklarer hun i podcasten.
– Det var noget fremmed,
jeg stod i. Jeg havde hægtet en masse identitet op på at være mor, jeg havde det
her ægteskab, jeg havde det her hus. Mine forældre var skilt, så jeg har
altid ønsket mig at lave min egen kernefamilie. Og da det så ikke lykkedes, skulle jeg pludselig til noget, som jeg ikke havde prøvet før; at blive skilt
med børn. Og de veer var rigtig, rigtig, rigtig ubehagelige. Det var en meget hård
fødsel, vil jeg sige, fordi jeg vidste ikke, hvordan man gjorde – og til den her
fødsel havde jeg ingen jordemoder, der kunne guide mig. Der var kun min egen famlen, og så læste jeg diverse fagbøger omkring alt. Du
kunne eksaminere mig i alt fra barnets tarv til bedste deleordning.
Mens Karen Pallisgaard gjorde sit bedste ved at læse diverse fagbøger,
så børnene ikke skulle lide nogen last under skilsmissen, var der ikke nogen,
der havde forberedt hende på det, der
ramte hende: ”skilsmisse-sorgen".
– Det var en joint venture at blive skilt, men jeg var meget
overrasket over den sorg, der ramte mig. Jeg blev fuldstændig katalyseret ned i
et forladthedstraume over at skulle undvære mine børn. Den sorg og underliggende
skam, der kommer, ved at give sine børn en skilsmisseskæbne, men også at savne
ham (eksmanden, red) og sørge over det, der ikke blev.
For Karen Pallisgaard var det svært at skulle finde sig til rette i sit nye liv. Og det, der startede med følelsen af
sorg og skam, blev til en stressreaktion og siden en udmattelsesdepression.
For som eneforsørger skulle hun pludseligt løbe endnu hurtigere, og til
sidst tippede læsset.
– Jeg er så inkarneret imod præstationssamfundet. Men lige pludselig
blev jeg nødt til at melde mig på banen i det igen, og det fungerer jeg bare
ikke godt med – også fordi jeg er en mor, der gerne vil hente mine børn tidligt
og være nærværende. Så det startede egentlig med en stressbelastning.
Oveni det skulle min far igennem en masse udredning, han havde cancer og fik så
også en Alzheimers-diagnose, så pludselig skulle jeg være omsorgsperson for
nogle små og den grå, og det var også en ny rolle, fordi jeg fik slet ikke
givet mig selv det, jeg skulle. Og det affødte så det, som lægen kaldte en
udmattelsesdepression, forklarer Karen Pallisgaard i podcasten og tilføjer, at
hun kom så langt ud, at hun en nat lå og googlede forskellige diagnoser og førtidspension,
fordi hun ikke kunne gennemskue, hvordan hun skulle få sit nye liv til at hænge
sammen.
Midt i mørket stod Karen Pallisgaards børn og lyste for hende.
– Det er jo velsignelsen ved at have børn, når man er i krise, for dem
skulle jeg stå op for hver morgen.
Grebet af en gammel ven
I starten kunne Karen Pallisgaard ikke holde ud at mærke sig selv,
og hun lod derfor helt være med at dyrke yoga. Og hendes vanlige yogapraksis
blev byttet ud med en ske og børnenes Nutella-glas og fredagsslik, fortæller
hun i podcasten.
En dag, da hun stod med flyttekasserne, fik hun øje på sin gamle ven;
yogamåtten.
– Jeg rullede den ud, og så var det simpelthen som at blive grebet
af en gammel ven. Og jeg gjorde det kun, fordi jeg har så god erfaring med
yoga. Der er en kobling til mit nervesystem om, at det er trygt, og at det hjælper. Og
så blev det en meget stille tilbagevenden.
Yogamåtten blev et sted, hvor Karen Pallisgaard kunne finde en
fysisk, men også følelsesmæssig forankring, mens livet undergik en vild
forandring.
– Yoga handler ikke om selvudvikling, men faktisk mere om
selvafvikling og at finde tilbage til det sted i én selv, som jeg i hvert
fald kommer i kontakt med, når jeg bliver stille nok. Hvor det ikke handler om
at kunne alt, men at kunne rumme alt.
– Det er jo ikke, fordi det er et spaophold, når man er i krise, har det svært, har haft en svær barndom, eller whatever man
har med sig, og det er ikke altid lige muntert at blive konfronteret med sig
selv. Og det er jo også det, yogaen har været for mig. Den har stoppet mig fra at løbe fra mig selv til faktisk at blive stående og lære at være
med mig selv. Og lære at være med det svære. Og det har jeg virkelig ikke altid
haft lyst til.
