Lone lyttede ikke til sin krops signaler – og en dag fik det store konsekvenser

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var single, da jeg midt i livet stod i et vadested. Efter 15 år i forlagsbranchen vågnede jeg en dag op til en afskedigelse. 

Forretningen gik simpelthen ikke godt nok, og det blev desværre begyndelsen på næsten et års arbejdsløshed.

LÆS OGSÅ

Jeg fik en alvorlig beskyldning af min chef – og nu tør jeg ikke stole på andre mennesker

En læser blev for nogle år siden beskyldt af sin chef om noget alvorligt. Det har gjort, at hun ikke længere tør stole på andre. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Jeg havde det virkelig svært i den periode. Fra at være en selvstændig, fraskilt kvinde med masser af gåpåmod og blod på tanden blev jeg mere og mere mismodig. Ja, næsten apatisk, efter den uendelige række af afslag, der efterhånden dumpede ind i min mailboks, og det gav nogle gevaldige hak i selvtilliden.

Min datter på 24 var netop startet på lærerseminariet, og en søndag aften, hvor jeg havde inviteret hende til middag, gav hun mig en idé. Hvorfor prøvede jeg ikke at søge job som skolelærer? Der var dels mangel på lærere. 

Dels havde jeg en cand.mag. i dansk og engelsk og jeg havde også – godt nok for mere end 20 år siden – et par somre været engelsklærer på sprogrejser i England. Marie talte varmt for sagen. Hun syntes jo, det var fantastisk at gå på seminariet.

Jeg sov på det, og det gik op for mig, at det måske nok var værd at prøve. Jeg var jo ved at gå ud af mit gode skind. Og så gik jeg ellers i gang med at søge, jeg fik en masse afslag, men pludselig var der hul igennem, og jeg stod med et lærerjob på hånden.

Det var en ordentlig mundfuld, jeg skulle gabe over. Dansk- og engelsklærer på flere årgange og med klasselæreransvar for en 9. klasse. Men sommerferien var netop gået i gang, og min leder lovede mig, at jeg i løbet af skoleåret ville få al mulig hjælp og støtte. 

Selv om jeg slet ikke var uddannet til at varetage et job på det niveau, så kastede jeg mig ud i det og sagde ja.

Det viste sig bare sværere end som så. Vi skrev 2020, og man kom ikke langt i folkeskolen uden et særligt log-in, der gav adgang til alverdens materialer og systemer, som kunne hjælpe mig i gang og give mig et overblik. Min leder lovede at ordne det, men var så pludselig forsvundet på sommerferie, uden at det var lykkedes mig at få min personlige adgangskode. 

Det resulterede i, at da første dag på jobbet oprandt, havde jeg ikke kunnet forberede mig ret meget. Jeg havde dog læst Undervisningsministeriets lærerplan – og puha, ambitionerne og kravene var ikke små! Der var næsten ikke grænser for, hvad børnene ikke skulle kunne mestre. 

Jeg fik helt åndenød, og jeg begyndte at have svært ved at sove. Kunne jeg overhovedet klare denne her opgave?

Jeg blev kastet hovedkulds ind i jobbet, hver dag handlede det bare om at følge med, og den hjælp, jeg var blevet lovet, blev der ikke meget af. Jeg stod mutters alene med ansvaret for 25 elever, og jeg måtte tigge og bede i flere uger, før mit elektroniske log-in gik i orden. Jeg måtte også selv finde ud af, hvilke lokaler der var ledige, hvordan de forskellige teams fungerede, hvilke møder jeg skulle deltage i, og hvad med en computer, hvad med alle de bøger og tests, børnene skulle have, og hvordan skulle jeg håndtere forældre-skole-samarbejdet?

LÆS OGSÅ

Da Anne Dorte Michelsen var i sit livs krise, søgte hun tilflugt et helt særligt sted

Man finder oftest sin vej gennem en livskrise, og det gjorde sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen også. Især ét sted fandt hun heling, fortæller hun i Hjemmet.

Mine kolleger havde lige så vanvittig travlt som jeg selv, og selv om de stressede og kort for hovedet forsøgte at svare på bare en brøkdel af de mange spørgsmål, jeg sad med, så ændrede det ikke på, at alt var kaos, alt var overvældende. Og skoledagene kunne jo ikke udskydes, skemaet kørte stramt og slag i slag fra dag ét. 

Jeg knoklede mindst 12 timer hver dag kun for at føle, at jeg kun lige klarede den. Min søvn gik fuldstændig i skuddermudder, og i flere måneder sov jeg stort set ikke mere end tre timer hver nat.

Jeg gik til min chef flere gange og spurgte, om jeg dog ikke kunne få den hjælp og vejledning, han havde lovet mig. Jo, han havde fundet en ekstern vejleder til mig, men inden forløbet nåede at gå i gang, blev hun så sygemeldt.

– Du har tabt dig. Du virker presset. Jeg fornemmer, du vil gøre alting perfekt, men ”godt nok” er også fint. Du gør det godt!

Sådan faldt ordene fra min chef, men det hjalp mig ikke. Jeg kæmpede videre, og jeg forestillede mig, at jeg kunne arbejde mig ud af det.

Men jeg fik ondt i maven af at stå alene med ansvaret til et forældremøde med en masse krævende og negative forældre, der stillede skyhøje krav om individuelle løsninger og særbehandling af netop deres barn. Så min mailboks var konstant overfyldt med forældrehenvendelser. 

Kollegerne sagde, at jeg skulle springe op og falde ned på alle forældrenes krav og beklagelser. Der var jo ikke tid til at tage så mange individuelle hensyn. Selv forældrene fulgte vel med i medierne.

For mig var der bare det problem, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle prioritere i mine opgaver. Og jeg manglede også løsningsmodeller. Hvad gjorde man, når Thorbjørn svarede igen? Når han kom og gik, som det passede ham? 

Eller hvordan tog man sig af Olivia, der havde ADHD, og som sad apatisk og var umulig at engagere på nogen måde? Hvor langt skulle jeg egentlig være nået i pensum, når det blev jul?

Spørgsmålene hobede sig op, mens jeg blev mere og mere udkørt og følte mig helt alene. Jeg havde efterhånden ikke engang kræfter til at bede om hjælp. Jeg kæmpede bare for at følge med og følte, at jeg gik hurtigt frem i en mørk tunnel uden mulighed for at stoppe op.

I december gik det stærkt. Jeg brød pludselig sammen ud af det blå. Det var Thorbjørn, der var den udløsende faktor. Han havde kaldt mig ”en sæk” og ”en luder”, og jeg var gået grædende til min leder. Han lovede, at vi sammen skulle tage et møde med Thorbjørn og muligvis hans forældre. Jeg var på det tidspunkt stort set holdt op med at spise, men jeg ville klare skærene!

LÆS OGSÅ

Hundeeksperter med opråb: Behøver hunde virkelig køre i barnevogn?

Vores hunde indtager en stadig større plads i samfundet – og mange mener endda, at hunde helt eller delvist kan erstatte et barn i familien. Er det tid til at sætte poten ned?

Dagen efter stod jeg og læste op af et engelskstykke i 8. klasse, og da jeg efterfølgende bad eleverne om at fortælle mig, hvad det handlede om, gik det op for mig, at jeg ikke selv anede det. Min hukommelse var simpelthen væk. De kunne have svaret hvad som helst, jeg var helt blank. 

Den aften var jeg aldeles i kulkælderen, men igen sov jeg kun sporadisk. Jeg lagde al skylden over på min søvnløshed.

Min familie og venner prøvede at overbevise mig om, at jeg gjorde det godt nok, men det bed ikke på. Jeg græd mere og mere – også på lærerværelset efter en time, hvor Thorbjørn igen havde hylet mig ud af den. En aften tog jeg ud på min sædvanlige løbetur. Og så skete det. 

Jeg var i god form, men da jeg var halvvejs, kollapsede jeg. Jeg gik fuldstændig kold og kunne ikke løbe et skridt længere. Det var først dér, det gik op for mig, at jeg havde nået grænsen. Min krop sagde simpelthen stop.

Jeg nærmest kravlede hjem, tjekkede af idiotisk vane min mail og så endnu en mail fra en utilfreds forælder. Jeg begyndte at græde og kunne ikke stoppe. Jeg fik ringet til min veninde, som kom susende. Og hun hjalp mig med, at jeg på stedet fik meldt mig syg.

Jeg var nede i et skræmmende og mørkt hul i flere måneder. Min læge var ikke i tvivl: Stress og overbelastning, der havde stået på alt for længe. Hun troede også, at jeg havde udviklet en egentlig depression, og da jeg kom til psykiater, var heller ikke hun i tvivl. 

Jeg skulle simpelthen langtidssygemeldes med det samme.

I næsten tre måneder var jeg helt ude af alting. Jeg gjorde ikke andet end at forsøge at sove, spise, gå ture og spænde af med blid musik – og så gik jeg til psykologsamtaler og fik antidepressiv medicin. Der gik meget længe, inden jeg overhovedet blev i stand til at samle mine tanker bare lidt og mere klart var i stand til at tænke over, hvad pokker der egentlig var sket. 

Jeg var ikke mindst dybt chokeret over mig selv. At jeg slet ikke havde lyttet til de signaler, min krop gav mig: Søvnløshed, manglende appetit, dårlig hukommelse, koncentrationsbesvær, let til tårer… Først da min krop for alvor knækkede, forstod jeg alvoren.

Jeg var naturligvis også noget chokeret over, at jeg rent faktisk ikke havde fået mere støtte på skolen. En erfaren lærer kunne muligvis have forholdt sig mere tilbagelænet, jeg var ikke læreruddannet, men bare kastet ud på dybt vand. Jeg reagerede stadig med dårlige nerver, hver gang jeg skulle tale med min leder i sygeperioden.

LÆS OGSÅ

Det spøger på Rosenholm Slot, fortæller slotsforvalteren: "Jeg har oplevet det samme flere gange"

Findes der spøgelser? Ja, selvfølgelig, siger nogle. Nej, det er overtro, siger andre. På Rosenholm Slot hælder de mest til det første, for her et sket uforklarlige ting, hvor døre er smækket i, og en pigestemme har lydt på gangene, selvom der ikke har været nogen. Slotsforvalter Martin Knudsen har oplevet det hele på første hånd.

Efter fem måneder stod det klart, at jeg ikke kunne vende tilbage – for jeg turde simpelthen ikke prøve igen. Jeg oplevede, at jeg havde fået en helt ny sårbarhed, og det stillede mig i endnu en ny position i forhold til at få et nyt arbejde. Jeg var – for at sige det mildt – blevet meget sårbar.

Min psykolog var en stor hjælp. Hun fik mig til at mærke mig selv bedre og lytte til, hvad mine følelser fortalte mig. Det hjalp mig konkret til at se i helt andre retninger, da jeg omsider var ved at være klar til et arbejde igen. Jeg skulle uden tvivl være et sted, hvor opgaverne var til at overskue, og hvor jeg kunne føle mig mindst muligt på gyngende grund.

Jeg var derfor så utrolig heldig, at jeg fik tilbudt et halvdags job med korrekturlæsning. Tidligere ville jeg have syntes, at det var trivielt, alt for rutinepræget og uambitiøst, nu var jeg bare lykkelig for jobbet. Jeg vidste nemlig præcis, hvad jeg skulle – og jeg følte, at jeg gjorde det godt.

Nu har jeg været et halvt år i mit nye arbejde, og jeg er omsider blevet et gladere menneske igen. Men jeg er også et nyt menneske, der har lært at lytte til både min krops og mit hoveds signaler og ikke mindst handle derefter, hvilket jeg dybest set kun er lykkelig for. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.