Mika Wulff.

Mika sagde sit faste job op – og indfriede drømmen på en af verdens mest prestigefyldte kokkeskoler

For 12 år siden sagde Mika Wulff farvel til fast job og rejste til Paris for at uddanne sig til konditor på en af verdens mest prestigefyldte kokkeskoler. I dag er hun chefredaktør på bagemagasinet Lækkerier, og når julen rammer hendes hjem i København, er den selvfølgelig fyldt med hjemmebagte, søde fristelser, hygge og ikke mindst rare familietraditioner, som holdes i hævd år efter år.

ALT for damerne logo

Min jul starter … enten første søndag i advent eller 1. december, hvad end der kommer først. Inden da prøver jeg at gå med skyklapper og undgå for meget gløgg og æbleskiver.

Her begynder jeg at pynte op, og det er derefter et løbende projekt hele december indtil lillejuleaften, hvor vi pynter juletræet og kører en slutspurt, så huset er klar til julegæsterne juleaften. 

Jeg har efterhånden samlet en masse pynt til træet; en god blanding af børnenes hjemmelavede pynt, fine gamle kagesager, sløjfer af silkebånd fra tidligere års gaver, og så supplerer jeg med noget spiseligt pynt i form af peberkager med glasur.

Det vigtigste ved julen er … selvfølgelig at være sammen med familien og ikke mindst at holde traditioner i hævd, fordi vi via dem kan tale om dem, der har lært os dem, mens vi selv giver dem videre til næste generation. 

Det er hyggeligt hvert år at pakke Oldepjussers håndskårne papirklip frem og tale om hende, mens vi stiller det frem til pynt. Og det er hyggeligt at folde bedstemor Kettys håndbroderede juletræstæppe ud og fortælle børnene om hende, som de aldrig nåede at kende selv, men som alligevel kan leve videre via de fortællinger.

Mit bedste juletip … er at starte juleaften ved frokosttid, hvis du ellers holder jul med nogen, du har lyst til at være sammen med længe. Det er så dejligt at have en hel lang dag til julehygge i langsomt tempo sammen. 

Vi spiser frokost, spiller spil, går en lang tur, ser Disneys Juleshow og drikker vin chaud med juleknas til, så danser vi om træet, børnene åbner gaver, og først efter alt det sætter vi os til bords til julemiddagen. 

'Da jeg lærte at bage i Paris', Grønningen 1, 240 sider, 240 kr.
Mika Wulff har i efteråret udgivet kogebogen 'Da jeg lærte at bage i Paris', Grønningen 1, 240 sider, 240 kr.

Så juleaften varer typisk 12 timer, men så holder vi også fri og bruger 1. juledag på at spise rester og blive i nattøjet.

Min juleaften … er altid den samme. Det er min familie og jeg, der de sidste 16 år har været værter for julen, og vi er altid de samme otte mennesker om bordet. Jeg elsker traditioner, især til jul. Måske fordi jeg har for få af dem, så jeg holder ekstra godt fast i dem, der er, og har slet ikke brug for at lave konceptet om fra år til år.

Det er en juletradition, at … vi starter med farmor Violas tarteletter til frokost. Da vi var børn,var tarteletterne på én gang julens største fornøjelse og største dilemma. 

Vi fik dem kun én gang om året, og det var til forret juleaften. Og det store dilemma var jo, at det var svært ikke at spise for mange, forud for den store julemiddag med både and, steg og risalamande. Nu har vi båret tartelet-traditionen med ind i vores egen jul, men når vi spiser dem til frokost, er der ingen, der skal holde igen, og alle kan dykke skyldfrit ned i tarteletfadet.

Mange timer og en lang gåtur senere er vi alle klar til at nyde julemiddagen, som altid indeholder stuffing og gravy.

Jeg bager …. lidt af hvert til jul, men aldrig alt det, jeg har planlagt. Men altid fedtebrød, for det bagte min mor, og det er alles favorit. Der skal rom i glasuren, det er vigtigt.

Jeg bager også altid vaniljekranse. Og kokoskranse. Og mine ”husfredsmåkager”, som er med chokolade, hvilket er atypisk, men det er et kærkomment afbræk fra julens varme krydderier, som man godt kan nå at blive mæt af i løbet af december, synes jeg. Og selvfølgelig peberkager, som alle elsker at pynte. Vi bruger dem også som bordkort og pynt på juletræet.

Min bedste juleopskrift … er peberkager. De er både hyggelige at bage i alle de forskellige forme og at pynte. Jeg bruger dem til bordkort, til at hænge på træet, ja til alt muligt.

Jeg laver altid … en masse spiselige gaver, som jeg bruger som små hilsner og værtsgaver og den slags. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke er blevet glad for en dekoreret peberkage med sløjfe på, som kan hænge på juletræet, eller en stang frossen julesmåkagedej, som er lige til at skære i skiver og bage. 

Til gengæld giver vi voksne ikke hinanden gaver i julen, så vi kan bruge mere tid på hygge og mindre på gaveræs.

Jeg når aldrig … alt muligt! Men det stresser mig ikke rigtig. Jeg har ikke rigtig nogen form for præstationsangst i forbindelse med julen. Det skal bare være hyggeligt. Og nogle år har man lavet en krans, og andre år har man ikke. Og nogle år når man at klippeklistre, og andre år når man ikke. 

Jeg har dog hvert år en ambition om at lave et stort peberkagehus med børnene, men jeg er endnu ikke lykkes med at få det gjort. Hvert år tror jeg på, at det skal lykkes, og det gør jeg også igen i år.

Det bedste ved at være chefredaktør på et bagemagasin ved juletid er … arbejde sammen med så mange gode og dygtige mennesker, der har delt deres allerbedste juleopskrifter i magasinet. En perfekt samling juleopskrifter til alle, der holder af julebag.

2025 har været fyldt af … min bog 'Da jeg lærte at bage i Paris', som jeg har skrevet færdig og sendt ud i verden. Det er en meget personlig fortælling om at lave sit arbejdsliv om, om at lære noget nyt og at lære et håndværk. 

Jeg flyttede til Paris og tog en uddannelse som konditor for 12 år siden, og det føles rart at få samlet den fortælling og givet den videre i håbet om, at nogen kan blive inspireret af den. 

Og at nogen vil få glæde af opskrifterne på alle mine franske søde livretter, selvfølgelig.

Om Mika Wulff

  • Uddannet konditor som den første dansker på den sagnomspundne franske kokkeskole Le Cordon Bleu.
  • I dag er hun chefredaktør på bagemagasinet 'Lækkerier'.