Tina og Torben.

Tina og Torben fandt sammen igen efter 27 år: ”Jeg kunne mærke, at det her var rigtigt”

Tina og Torben var ungdomskærester midt i 1980’erne. Livet førte dem i hver sin retning – indtil skæbnen genforenede dem 27 år senere. Heldigvis. For så bed livet pludselig fra sig, og Tina fik mere end nogensinde brug for sin store kærlighed.

Hendes verden logo farv

Hælene var 16 centimeter høje, nederdelen kort og temperaturen under frysepunktet. Men følelserne var varme. Derfor hastede Tina beslutsomt over parkeringspladsen og hen til Torben, som var ved at afise sin bil. 

Resolut gav hun ham det kys, han ikke havde fået, da de tog afsked fem minutter tidligere.

– Det var tydeligt, at der var noget mellem os, siger 56-årige Tina Poulsen. – Jeg mærkede sommerfuglene og blev nødt til at vise ham, at jeg gerne ville se ham igen.

Manden, hun kyssede, var hendes ungdomskæreste, som hun ikke havde set i 27 år. Det var i 2012, og anledningen var en gensynsfest for gamle elever.

I dag bor Tina og Torben i Horsens med deres hund, Peanut, for følelserne voksede frem på ny.

Et anstændigt menneske

– I begyndelsen tænkte jeg på, om vores forhold blot var spændende, fordi vi havde været kærester før, fortsætter Tina.

– Men jeg kunne mærke, at det her var rigtigt; vi var blevet ældre og havde nogle andre erfaringer med os, end da vi var 16.

56-årige Torben Machon stemmer i:

– Vi har de samme grundværdier og samme holdning til, hvordan man er et anstændigt menneske.

At være et anstændigt menneske er for Torben blandt andet at stå last og brast med sin partner, når tilværelsen tager en drejning. Og sådan en drejning tog Torben og Tinas liv i 2014, da Tina fik en alvorlig sygdom. Men før vi når til den del af historien, vender vi tilbage til byen Gjesing på Norddjurs, hvor det hele begyndte.

Eksotisk fugl blandt bonderøve

Gjesing er ifølge Torben en by, som mest består af to veje, der krydser hinanden – og hvor man som ung i 1985 hængte ud foran den lokale købmand på sin tunede knallert og lyttede til TV-2’s 'Rigtige mænd'. Derfor blev det også bemærket, da der i sommerferien flyttede en ny pige til byen.

– Hun var fra Aarhus, så det var meget eksotisk; vi var jo lidt nogle bonderøve, griner Torben.

I dag er det Tinas korte, affarvede hår og lange negle med potemotiver, der vækker opmærksomhed, dengang var det ringen i næsen.

– Jeg har altid været lidt rebelsk, men i min gamle klasse var jeg bare én blandt mange og ikke vant til så meget opmærksomhed, mindes Tina.

Til et halbal i efteråret faldt det første kys mellem Tina og Torben til tonerne af TV-2, og de blev kærester.

– Jeg syntes, Torben var sød, men det var også lidt svært, fordi jeg fik så meget opmærksomhed fra de andre drenge, griner Tina.

Torben gik i gymnasiet, mens Tina tog 10. klasse i hans gamle klasse, og efter fire måneder som kærester sluttede de forholdet. Hun var mere udadvendt end han og hurtigt videre, men Torben mindes nu heller ikke, at han var så ked af det.

– Men vi gik stadig til fester sammen, som han siger.

Det var, indtil de begge lod Gjesing bag sig og søgte ud i verden. De blev hver især gift, fik børn og blev skilt igen. I årenes løb blev der flere gange holdt gensynsfest for klassen, men Tina og Torben deltog aldrig samtidig.

– Jeg tænkte på Tina, når jeg hørte de gamle TV-2-sange, og forsøgte også at finde hende på Facebook senere – men der er mange, der hedder Tina Poulsen, og jeg fandt hende ikke, siger Torben.

Orange hår og benvarmere

I oktober 2012 ville skæbnen dog, at Tina og Torben atter blev inviteret til gensynsfest. Torben var blevet skilt året forinden, Tina var på vej ud af et forhold.

– Jeg havde lidt sommerfugle i maven, for det var spændende at skulle møde en gammel kæreste, erkender Tina.

Torben havde det på samme måde, og da han trådte ind i lokalet og fik øje på en kvinde med orange hår, ditto benvarmere, kort nederdel og 16 centimeter høje hæle, var han ikke i tvivl. Han tog ”hilserunden” og endte hos Tina, og der blev han resten af aftenen. De snakkede, dansede og mærkede begge, at der var kemi.

– Jeg ville ikke presse på, for hun var jo i et forhold, husker Torben, og Tina understreger:

– Jeg ville rigtig gerne se Torben igen, men jeg ønskede ikke at være utro.

Derfor blev det også kun til et ”mormorkram” til afsked. Indtil Tina altså fortrød og løb ud i kulden for at gøre det klart for Torben, at hun ville se ham igen. Når hun var klar.

– Jeg blev meget overrasket og utroligt glad, smiler han.

Kroppen gjorde vrøvl

I begyndelsen af 2013 år var Tina kommet ud af sit forhold og inviterede Torben til at møde sig på en bytur med veninderne. Så det ikke blev for akavet.

– Vi har været sammen hver weekend lige siden, smiler Tina.

Efter et års pendlen flyttede Tina og hendes yngste søn sammen med Torben og hans to hjemmeboende børn i Horsens. Nu skulle parret til at nyde livet – men kort efter begyndte Tina at mærke, at der var noget galt.

– Jeg havde ondt i kroppen og var presset og træt. Men jeg slog det hen med, at jeg var ved at blive gammel og slidt, fortæller hun.

Det viste sig dog, at symptomerne ikke kun skyldtes almindelig alderdom, og Tina fik konstateret leddegigt.

– Leddegigt er ikke en dødsdom, så jeg var ikke så bekymret og troede bare, jeg skulle have noget medicin, og så var jeg klar igen, siger Tina.

– Men virkeligheden var, at jeg blev virkelig syg af medicinen; jeg fik hovedpine og udslæt, og jeg hævede og kastede op.

Magtesløs og tavs

Nu skulle kærligheden mellem Torben og Tina stå sin prøve, efter at forholdet tog en helt anden drejning end forventet. Tina havde og har mange smerter, og sygdommen gør hendes ledbånd så porøse, at hun har været gennem flere operationer. Blandt andet i skulderne, hvilket gjorde hende ude af stand til at vaske hår og tørre sig efter toiletbesøg, så Torben måtte træde til.

– Jeg har altid været selvstændig og har det virkelig svært med denne hjælpeløshed. Jeg har ikke altid været den sødeste i de situationer, fordi jeg føler mig så magtesløs, indrømmer Tina, som fik tilkendt førtidspension for tre år siden.

Hun er normalt talende og udadvendt, men bliver stille, når hun har mange smerter.

– Jeg føler mig deprimeret og bliver vred på mig selv, når jeg tilbringer en hel dag på sofaen. Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg er syg og ikke kan alt det, jeg vil – og det er ikke altid, at jeg kan acceptere det, erkender Tina.

Kærligheden består

Torben nikker.

– Det er svært at være vidne til, at den tossede Tina, jeg kender, bliver helt det modsatte. Jeg prøver at gøre stemningen bedre og aflaste hende, men det er ikke nødvendigvis det, hun har brug for.

Torben gør små ting som at åbne sodavandsflasken af sig selv, inden Tina behøver at bede ham om det.

– Jeg kan godt blive træt af, at min sygdom fylder så meget, og vi skal virkelig være gode til at tale sammen, men hvis det hele handler om sygdom, risikerer vi også, at kærligheden smuldrer, siger hun.

Alligevel er hun fuld af taknemmelig for Torbens støtte. Og at deres kærlighed har vist sig langtidsholdbar.

– I perioder har jeg været nede og vende, og jeg ved ikke, hvor jeg ville have været uden ham, siger hun. – Han har som det mest naturlige været ved min side hele tiden.

– Vores forhold er ikke blevet, som vi troede, men vi er blevet bedre til at sætte pris på de små ting, siger Torben.

Begge er de taknemmelige for, at Tina løb tilbage den aften i 2012. Ellers havde deres historie blot varet i fire måneder og ikke i helt liv. Og de havde måske aldrig fået chancen for at opdage, at netop deres kærlighed var bæredygtig og hører til i den sidste kategori.

Om Tina Poulsen, 56 år

  • Udd. klinikassistent, i dag førtidspensionist. 
  • Torben er projektleder hos en vindmølleproducent. 
  • Har til sammen syv voksne børn og bonusbørn samt seks børnebørn.